Frustration & rejsetips

Home / Frustration & rejsetips

Frustration & rejsetips

2019-09-22 | Kina, Long read | No Comments

Mit første møde med Kina var ikke det bedste. Hotellet i Beijing er et af de dårligste jeg nogensinde har boet på. Jeg ankom en søndag eftermiddag – i receptionen talte de ikke rigtig engelsk. Det gør de så ikke rigtig nogen steder fandt jeg ud af efterhånden.

Vred løve

Den søndag eftermiddag forstod jeg dog så meget, at alle hæveautomater var lukket pga. generalprøve på den storstilede militærparade, der skal holdes i anledning af 70 året for etableringen af folkerepublikken. Hotellet kunne ikke hjælpe med at veksle penge. Så uden penge kom aftensmaden til at bestå af de kopnudler, som jeg havde til overs fra togturen.

På hotellet virkede wifi’en kun i lobbyen – jeg var dog så heldig at det virkede indimellem på mit værelse om aftenen. Jeg har haft bedre forbindelse mange steder ude i midten af ingenting i Afrika. Efter et par uger på farten havde jeg glædet mig til at få vasket tøj på hotellet, men næ nej den service havde de heller ikke – så jeg vaskede tøj i håndvasken.

Park

Det lykkedes mig heller ikke at leje en cykel – det kunne hotellet heller ikke hjælpe mig med. Beijing er fyldt med udlejningscykler, men de fleste kræver at man har en kinesisk bankkonto, så der kan betales via en app. Men der er selvfølgelig en mulighed for turister. Det ville de så ikke hjælpe mig med.

Det tegnede slet ikke godt, men heldigvis mødte jeg kun søde mennesker alle andre steder end på hotellet.

Beijing er en stille by. Der bor mere end 20 millioner mennesker, men det bemærker man slet ikke. Den berygtede luftforurening oplevede jeg ikke. Myndighederne har gjort meget for at ændre forholdene. De eneste larmende og forurenende køretøjer var biler og busser. Resten, scootere, minibiler osv. var elektriske. Det skulle jeg lige vænne mig for de sniger sig lydløst op på en, som en ninja.

De kan noget med blomster

Jeg havde med vilje valgt ikke at have nogle planer de to første dage. Jeg skal passe på ikke at lave et program, som er alt for tætpakket med aktiviteter og rejsetid – hvis det fortsætter for lang tid bliver jeg rejseudmattet. Og så ender jeg med at kravle under en dyne et par dage og se Netflix. Det oplevede jeg, da jeg rejste rundt i Afrika i tre måneder sidste vinter.

Nu håber jeg, at jeg har lært det. Det er hårdt at rejse – der er så mange nye indtryk hele tiden, nye omgivelser, nye mennesker, andre sprog. Hjernen bliver træt og skal have hvile. Den bedste rutine jeg har på mine rejser er, at jeg bliver på hotellet og arbejder om formiddagen.

Ikke at jeg får nogen penge for det jeg laver lige nu – bloggen, artiklerne eller podcasten. Jeg lever af det, der står på min bankkonto. Men selvom det pt. er ulønnet, ser jeg det stadig som et arbejde, der skal passes. Jeg bruger også en del tid på at planlægge min rejserute, at være i kontakt med folk lokalt og ikke mindst udtænke ideer til mulige sponsorer (indtil videre uden held).

Små gyder

Om eftermiddagen tager jeg på tur. I Beijing gik jeg ture i nærheden af hotellet, der ligger få minutters gang fra den forbudte by midt i et gammelt kvarter og i nærheden af de skønneste parker med søer. Og da jeg endelig havde fundet en hæveautomat, var jeg tryg igen med penge på lommen.

Jeg elsker at gå på opdagelse uden egentlig at vide, hvor jeg ender henne. Det er bare at vælge, hvilken vej man vil gå – til venstre, til højre eller lige ud. Beijing er en fredelig by. Der er masser af politi og vagter alle steder. Du ser ingen tiggere på gaden – de har ikke lov til at være der.

Jeg fik mange advarsler inden jeg kom hertil. Om at kineserne er nogle svin, at der smides skrald allevegne m.m. Det er slet ikke min oplevelse, tværtimod. Det der er anderledes er, at de bøvser højlydt, hoster og spytter på gaden. Der er ingen stinkende skraldespande eller affald på gaden. Der er offentlige toiletter overalt. Vandet i hanerne kan ikke drikkes, men byen er fuldt med drikkevandshaner som er gratis.

Bag dørene i gårdhaverne

Så jeg følte mig tryg i Beijing. Man skal selvfølgelig ikke være naiv, når man rejser. Opfør dig ordentligt, vær venlig og lad vær med at gå på bar hele natten og drikke dig fuld. Man kommer ret langt med almindelig sund fornuft – og slå tålmodigheden til, når man kommunikerer med andre. I forstår ikke nødvendigvis hinanden, selvom I tror i begge to taler engelsk.

Et godt råd er at have et visitkort med fra hotellet, hvor adressen er på. Så kan man altid stige ind i en taxa og blive kørt tilbage. Jeg bruger også maps.me, der er en kort app som virker offline. Den er ret fantastisk. Man kan downloade detaljerede kort over byer. Og vupti kan man finde vej til seværdigheder, hæveautomater, offentlig transport m.m. Og nej jeg er desværre ikke sponsoreret af maps.me.

Dette er ikke Lego

Så jeg gik en tur i området og fandt de skønneste parker, gårdhavekvarterer og butikker. I de gamle kvarterer er alle huse og mure bygget i går mursten. Dørene er røde. Der er ikke meget udsmykning – måske nogle få ord på dørene.

De gamle kvarterer består af en etages gårdhavehuse. De er inddelt i firkanter med en mur omkring – inde bag muren er der masser af små huse med meget snævre gyder imellem. Indimellem står en dør åben og man får et glimt af flere små sammenhængende huse bagved. Imellem firkanterne er der snævre stræder, hvor der lige netop kan køre en bil – og det gør der. Der ligger butikker og restauranter indimellem, men ellers er de fleste butikker og restauranter placeret ude ved de større veje.

Flere gange oplevede jeg, at folk ville have taget billeder med mig – mest ældre mennesker. Ikke at jeg selv synes det, men i deres øjne er jeg blond. Og med mine blå øjne er jeg åbenbart et kuriosum. Der er forbavsende få vesteuropæiske turister, næsten ingen med blondt hår og blå øjne. Så nu findes jeg i flere kineseres feriebilledsamling.

,

About Author