Author: Kirstine

Home / Author: Kirstine

Når de fleste hører ordet Sibirien tænker de nok på Gulaglejre, ekstrem kulde, oprørske kosakker og sammenbidte russere.

Sol over Baikalsøen

Alt det er Sibirien, men det er også meget mere end det. Lige nu er det sensommer, og temperaturerne har ikke været under 20 grader. Det er kun om natten det bliver koldt, næsten ned til frysepunktet og vidner om, at her er fastlandsklima.

Fra den østsirbiriske hovedstad Irkutsk bliver jeg kørt direkte til feriebyen Listvyanka, der ligger på Baikal søens bred. Bortset fra at landskabet er meget anderledes er det her en ferieby som alle andre, ja den ligner næsten en af de typiske badebyer på den jyske vestkyst med cafeer, restauranter og udlejning af kajaker m.m.

Baikalsøen er verdens dybeste ferskvandssø på mere end 1.600 meter. Den indeholder 20% af den del af verdens ferskvand, der ikke er bundet i is. I klart vejr kan man se den modsatte side er søen. Udsigten er fantastisk med bjerge hele vejen rundt.

Maden
De gode pandekager

De to dage jeg bruger her, går hurtigt. Jeg laver ikke ret meget andet end at sove så længe som muligt, læse og gå en tur i byen hver dag. Det er her ved søens bred, at jeg får både mit bedste og mit dårligste måltid i Rusland.

I Moskva var maden nogenlunde, men ikke noget at råbe hurra for – men her fik jeg noget af det værste jeg nogensinde har prøvet. Kylling serveret med smeltet ost, ananas, pinjekerner og dild. Heldigvis lykkedes det mig at finde et sted dagen efter, som serverede de mest fantastiske pandekager, så der på den måde blev universets balance nogenlunde genoprettet.

Sproget

Jeg siger farvel til de søde mennesker i mit homestay. De taler ikke meget engelsk, men man kommer langt med fagter, enkeltord og smil. Der gik langt tid før det gik op for mig, at vi har mange af de samme ord – fx toilet, supermarked, restaurant. Forvirringen opstår fordi de har et andet alfabet, det kyrilliske, som virkelig kan få din hjerne til at eksplodere i frustration.

Kosak statue

I det kyrilliske alfabet er der byttet rundt på bogstaverne, så fx B = v, N = i, H = n, C = s, P = r. Og så er der de bogstaver vi ikke kender fx Б = b og Ф = f. Et supermarked er nemt at genkende, fordi helheden minder om det danske sprog = супермаркет. Toilet = туалет er lidt sværere men med øvelse går det. Restaurant = ресторан derimod er helt umuligt, selvom udtalelsen er næsten ens på dansk og russisk.

De latinske bogstaver er begyndt at snige sig ind alle steder, så nogle butiksnavne står på engelsk. Amerikaniseringen har også ramt moder Rusland. Der findes utallige McDonalds, KFCs og Starbucks rundt omkring, selv her i det østlige Sibirien.

Irkutsk

Byen er hovedstad i Østsibirien og har været en af knudepunkterne for handel med pels. En af de helt store luksusvarer igennem tiden, som folk kunne blive multimillionærer på, hvis de altså gav sig i kast med det barske sibiriske klima.

Den transsibiriske jernbane øgede handlen, og der står store paladser i byen bygget af de rigmænd, som ligesom rigmænd til alle tider skulle prale af deres rigdom. Her ligger også et utal af de traditionelle træhuse, der er smukt dekoreret med træudskæringer.

Billede i kirke

De fleste af bygningerne er ved at falde fra hinanden, fordi ingen har penge til at restaurere dem. Alle vegne kan man også se resterne af sovjetimperiet. Langs jernbanen ligger gigantfabrikker øde hen. Ingen har arbejdet på dem siden sovjettiden.

Kirkerne er der afsat penge til at restaurere og jeg besøger en af dem, hvor de smukke billeder er ved at blive genskabt. Efter sovjet fik religion en kraftig renæssance og støttes i dag både af mafiaen og Putin.

Toget

Tilbage på toget mod Mongoliet er jeg heldig nok at dele kupé med kun én person. Resten af hans familie – kone og 3 børn – har kupeen ved siden af, så jeg har det for mig selv det meste af tiden. Det er dejligt at  sidde ved vinduet og kigge ud på landskabet.

Min kupé

Det er nemt at blive en lille smule hypnotiseret af landskabet, der flyver forbi. Pludselig er der gået flere timer, mens tankerne er vandret på må og få – uden at jeg egentlig kan huske, hvilke tanker jeg der er faret gennem hovedet næsten lige så hurtigt som landskabet er faret forbi.

Vi kører langs Baikal søen i flere timer. Jeg går på visit hos Janet og John (de briter jeg mødte på den første lange togtur) i deres vogn midt i toget. De byder på kaffe og kiks. Vi taler om Brexit, EU, film, musicals, Sofie, London og meget mere.

Baikalsøen fra toget

Vi nærmer os grænsen til Mongoliet, men først skal vi igennem grænsekontrollen. På den russiske side tager det 2 timer – alle mand skal blive i egen kupé, toiletterne er låst. Først kommer en person for at gennemsøge kupeen (for mennesker måske?), dernæst kommer paskontrollen for at tjekke passet. Sidste kontrol er tolderen, der gennemroder bagagen lidt på skrømt. De ser meget alvorlige ud alle sammen.

Ved den mongolske grænse gentages samme procedurer. Forskellen er at de alle sammen smiler venligt, ser ud til at mene det og byder os velkommen til Mongoliet.

Det er lidt underligt, men jeg trækker vejret lettere efter vi er kommet over grænsen. Det er nok alle de film jeg har set i årenes løb, eller en rest af den frygt vi alle følte under den kolde krig og som er ved at vende tilbage i det nuværende politiske klima. Det er uundgåeligt at tænke på, hvor meget kontrol sikkerhedstjenesten og politiet har med alt og alle i landet. Men jeg kommer gerne igen – der er stadig mange oplevelser, som venter i det kæmpestore land.

Tidlig morgen er vi fremme i Ulaanbaatar – nu 6.300 kilometer fra Moskva. De mongolske sletter venter 😊

Man vænner sig hurtigt til togets bevægelser – ka da klonk, ka da klonk, ka da klonk. Indimellem afbrudt af de større kang, kang, kang. Bevægelserne er vuggende og gør dig søvnig, lige indtil der kommer et ordentligt bump og du tror, at det her gamle tog er ved at falde fra hinanden.

Udsigt fra gangen udfor min kupe

Turen ud af Moskva går igennem nedslidte industrikvarterer og høje beboelsesejendomme. Det er noget helt andet end Moskvas smukke bygninger i centrum. Vi kører i timevise igennem det samme landskab – uendelige skove, der for det meste er birketræer.

På gangen i vores vogn hænger en udførlig køreplan. Her er angivet alle stationer, ankomst- og afgangstidpunkt, hvor mange minutter der stoppes på hver station. Det hele er pænt opstillet og det er fremhævet, hvornår der er tidszoneskift.

Kiosk på perronen

Et stop på en station kan vare mellem 1 og 42 minutter. De fleste skynder sig ud af toget for at proviantere eller strække benene, hvis stoppet varer mere end 10 minutter. På mange stationer står der et gammelt lokomotiv. Det er som om, at enhver station med respekt for sig selv skal have sådan et lokomotiv stående.

Efter sådan cirka 1.400 km når vi frem til Perm. Byen der tilsyneladende har været inspiration til Checkovs de Tre søstre, og der Doctor Zhivago blev sendt hen. Kun 125 km øst for Perm var en af de Gulag lejre, som tusindvis af russere blev sendt til. Det er en af de få lejre, der overlevede og er nu museum.

Det er ikke svært at forestille sig, hvor grusomt det har været at opholde sig der. Hundredevis af kilometer væk fra alting, med endeløse skove og med ekstreme temperatursvingninger. Uralbjergene starter heromkring, men er ikke særlig høje her, så vi lægger ikke rigtig mærke til dem.

Udsigten er ikke kun træer

Efter at have passeret grænsen mellem Europa og Asien, når vi efter cirka 1.800 km på anden dagen frem til Yekatarinburg. Det er her zaren og hans familie bliver slået ihjel efter revolutionen og begravet i en skov i nærheden. Det er her mine britiske venner stiger på toget og vi indfører pub i restaurantvognen.

Vi når grænsen til Sibirien omkring 300 kilometer senere. Ikke at vi lægger mærke til det, da det er midt om natten. Sibirien betyder permafrost, pelshuer, meterdyb sne, kosakker – men på den her tid af året er der varmt.

Om sommeren kan der blive op til 30 grader, mens det om vinteren kan nå ned til minus 40 grader. Det er svært at fatte, at folk kan overleve både varmen og kulden i deres små træhuse. De fleste boliger ser meget slidte og fattige ud. Det er noget helt andet end Moskvas rigdom.

Omsk station

Jeg har altid syntes, at navnet på byen Omsk lød sjovt. Den kommer vi i gennem efter 2.700 kms togtur – sådan cirka halvvejs mellem Moskva og Irkutsk. Dpstpesvky blev eksileret her, men ellers har den ikke særlig historisk betydning – kun humoren i navnet.

For kryds og tværsfolket er der genkendelsens glæde ved at køre over floden Ob efter 3.300 km. Vi kører over utallige floder, men broen over floden Ob er en af de mere imponerede.

På det sidste lange stræk mellem Krasnoyarsk og Irkutsk bliver landskabet mere bakket og varieret. De uendelige birkeskove og den høje himmel bliver afløst af grønne bakker med meterhøje træer. Der er meget få stop på den del af turen. Ifølge Lonely Planet er der kun et enkelt sted, hvor det er værd at stå af toget – den bemærkning siger det hele.

Efter 3 dage, 4 nætter, 5 tidszoner og næsten 5.200 kms togrejse er vi endelige fremme i Irkutsk – få kilometer fra Baikalsøen, hvor jeg skal være helt alene i to dage 😊

Kan man som introvert overleve turen med den transsibiriske jernbane? Ja det kan man godt – eller rettere jeg kunne godt.

Den første del af turen med toget fra Moskva til Beijing var for mig den længste. 3 dage og 4 nætter på toget, som kørte næsten 5.200 kilometer gennem 5 tidszoner for at nå frem til Irkutsk. Et bynavn som det næsten er umuligt at udtale medmindre man er russer.

Tony, Janet & John

Jeg tog turen i et stræk, mens andre deler den op i mindre bidder. Jeg mødte nogle skønne briter, der havde taget en overnatning i Yekatarinburg for at splitte turen op. Tony var på vej fra Skt. Petersborg og skal med hele vejen til Vladivostok. Han har været på farten i 4½ måned og regner med at rejse verden i mindst 1 år.

Janet og John er på den samme rejse som mig, så vi fortsætter på den transmongolske del af jernbanen med endestation Beijing. De har rejst i hele verden, og vi har været mange af de samme steder. Alle 3 bor i London ikke særlig langt væk fra Sofie og Rasmus.

Kupeen – min seng øverst til venstre

Jeg var ellers noget spændt på, hvordan det skulle gå. At dele en kupe med 3 andre i så lang tid. En kupe der reelt ikke er andet end 4 små væghængte senge med et lille bord i midten. Jeg sov øverst til venstre med den mindste sengehest jeg nogensinde har set – ikke meget mere end 10 cm i højden. En hård opbremsning og jeg var sikker på, at jeg ville trille ud over kanten. Der skete selvfølgelig ikke noget.

Jeg trak nitten og delte med et par og deres lille søn, som ikke var meget mere end 1 år gammel. Drengen ikke var meget for at sove om natten, og temperaturen i vores kupe var et godt stykke over 20 grader. Så udover manglende nattesøvn var nætterne ret svedige. Jeg er sikker på, at lugten derinde ikke har været den bedste – vinduet kan ikke åbnes og man kan ikke komme i bad på toget.

Krasnoyask station

Til gengæld har hver vogn egen stewardesse, der sørger for at vognen er ren og pæn. Hver dag gøres vognen ren. Toiletterne holdes pæne. Hun sælger også et udvalg af drikkevare, snacks, kopnudler og souvenirs. Hun sørger for at folk kommer af på de rigtige stationer – der er også stop midt om natten, hvor folk skal af. Og der er altid varmt vand på samovaren til den evindelige tedrikning, eller nescafeen og kopnudlerne.

Russerne opfører sig meget hensynsfuldt. Det lader til, at der er en uudtalt regel om hvordan man skal opføre sig respektfuldt overfor hinanden. Så der er ingen, der stirrer uhæmmet – selvom der kommer en 2 meter høj hærdebred russer gående i bar mave ned ad gangen. Man kan jo godt forstå ham, når det er så varmt. Man kigger den anden vej.

Her er ingen fine fornemmelser. De fleste er i afslappet tøj, nogle endda i nattøj. Det er meget intimt at være så mange mennesker på så lidt plads. Der er løbende udskiftning af de forskellige passagerer, på hver station stiger nogle af og andre kommer til. Jeg var ikke så heldig at få udskiftet mine roommates undervejs, men i alle de andre kupeer kom der nye til.

De fleste russere taler meget dårligt engelsk eller slet ikke. Men de vil alligevel gerne tale med én, så kommunikationen foregår med enkelte ord og fagter. Nogle gange tror de, at hvis de bare råber så forstår man dem lige pludselig.

Solnedgang fra baren

Jeg tror de fleste skaber deres egen lille mentale boble af privatsfære, et safe space. Jeg gjorde – og så flygtede jeg ned i restaurantvognen, når børnefamilien fyldte for meget og jeg bare gerne ville sidde og stirre ud ad vinduet.

Restaurantvognen er der man møder de andre turister. Russerne medbringer selv deres egen mad til turen, eller køber på stationerne, hvor der er utallige kiosker som sælger mad og snacks. Restauranten begynder først at blive fyldt op sent på eftermiddagen, så jeg havde for det meste det hele for mig selv.

Maden var ikke noget at råbe hurra for, men det er her man slår sig løs. Ude i vognene er stemningen mere afdæmpet, og man taler lavmælt af hensyn til dem der sover. Jeg mødte finner, franskmænd, tyskere, new zealændere og så selvfølgelig mine nyfundne britiske venner, der omdannede baren til den lokale pub hver aften.

Så ja – jeg ’overlevede’ togturen på bedste vis. Det kan alle. Man skal bare huske ørepropper, sovemaske, kopnudler, snacks, wetwipes, nysgerrighed og godt humør 😉

Farvel til Moskva

2019-09-03 | Long read, Rusland | No Comments

Det føles fremmedartet – tanken om Moskva – eksotisk, uforståeligt, barskt. Jeg kan huske flimrende sort/hvide tv-billeder af russere med pelshue, der står I lange køer foran butikkerne i sovjettiden. Vi bruger udtrykket ’en by i Rusland’ om noget, der er meget langt væk – og sådan føles det også.

Bolshoi

Men i realiteten er russerne meget tæt på. Der tager kun lidt over 2 timer at flyve til Moskva. Der er kun 1 times tidsforskel. Det samme som til London, som vi synes er lige rundt om hjørnet. Muren er nok aldrig helt holdt op med at eksistere, for vi har forsat øjnene rettet mod vest uden at se, hvad der gemmer sig østpå.

Det gør det hellere ikke nemmere, at det er besværligt at søge visum. Jeg brugte 3 dage på visumcentret, og har aldrig oplevet lignende bureaukrati. Med skræmmehistorierne fra den kolde krig, især om KGB, i baghovedet er det ikke uden nervøsitet jeg lander i Moskva. Man hører jo så meget om nutidens Rusland – og så er paskontrollen overstået på 2 minutter. Ingen spørgsmål, ingen mærkelige blikke.

Karl Marx

Jeg kan svagt huske russisk historie. Ud over køerne foran butikkerne er det Peter den store, Katarina den store, Ivan den grusomme, den kolde krig, angsten for atomkrig og -kraft, Chernobyl. Så er det balletten, forfatterne, kommunismen – men så kan jeg heller ikke huske meget mere.

Jeg er blevet glædeligt overrasket. Moskva er en af de smukkeste byer jeg nogensinde har besøgt. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig – noget i retning af grå beton og monumentale sovjetrussiske bygninger. Men det er helt anderledes. Her er lys og luft, brede veje med plads mellem bygningerne. Bygninger er smukt restaureret.

Moskva er både meget gammel og meget moderne. Det føles ikke som om der bor mere end 12 millioner mennesker her. Selvom trafikken kan være et helvede, er der masser af plads til fodgængere. Her er meget få cyklister, selvom både udlejningscykler og -løbehjul er kommet til. De fleste kører på fortovene, der er så brede at der er plads til alle.

Badstue

Jeg har kun set en lille del af Moskva. 3 dage er langt fra nok til at se det hele og få et ordentligt indtryk af byen. Jeg har besøgt de sædvanlige turistattraktioner sammen med horder af andre turister – den røde plads, Kreml, museet for kosmonauter m.m. Jeg blev også vist rundt af en lokal humanist Svetlana, som viste mig dele af Moskva, som jeg ikke selv ville have fundet. Vi var blandt forbi et badehus og et kloster, begge godt skjult bag tykke mure.

Jeg har ikke set noget til de demonstrationer, der har været i forbindelse med lokalvalget, der skal holdes den 8. september. Der bliver slået hårdt ned på uroligheder her. Politi- og sikkerhedsstyrkerne er forholdsmæssigt meget store. Der er meget politi på gaderne – og man finder ikke det jeg ellers altid har mødt på alle turiststeder: sælgere og tiggere. De er her ikke.

Sputnik

I Moskva er der penge. Bilerne er større og nyere end i Danmark. Der ligger luksusbutikker og -hoteller på stribe. Men som jeg får fortalt flere gange, så er Moskva ikke Rusland. Det rigtige Rusland ligger derude et sted. Det er så der jeg skal hen, når jeg lige om lidt stiger på den transmongolske jernbane.

Jeg skal køre igennem Rusland de næste 3 dage, 4 nætter og 5 tidszoner – og jeg håber at få et glimt af det rigtige Rusland gennem togvinduet.

Næste stop er Irkutsk ved Baikalsøen.

Kick off

2019-08-31 | Rejsen, Short read | No Comments

Jeg har forladt Danmark og er landede i Moskva i går. På tirsdag stiger jeg på den transmongolske jernbane og efter cirka 8.000 kilometer med tog, står jeg med fødderne solidt plantet på den kinesiske mur.

Det er bare begyndelsen på min rejse jorden rundt.

Det er et år siden jeg sidste gang jeg trådte ind ad dørene i mit gamle firma, og køberne af mit hus underskrev købsaftalen. Beslutningen om at jeg ville starte forfra blev truffet for mere end et år siden, og jeg har ikke fortrudt et eneste øjeblik siden.

Min drøm om at rejse verden rundt er så småt ved at blive til virkelighed. Det seneste år har jeg rejst rundt i Afrika og Europa, jeg har interviewet mere end 40 mennesker, min podcast er online, jeg har set the big five og utallige andre dyr.

Jeg har set de smukkeste landskaber og rejst tusindvis af kilometer. Jeg har mødt de mest fantastiske mennesker undervejs. Jeg har ikke haft en eneste sygedag – og flere eventyr venter derude.

De næste 6 måneder bliver kufferten mit hjem inden jeg vender tilbage til Danmark sammen med foråret.

Foreløbig rejseplan er:

Rusland
Mongoliet
Kina
Japan
Taiwan
Philippinerne
Indonesien
Malaysia
Singapore
Nepal
Indien
Grækenland
Egypten
Jordan
Oman
De Forenede Arabiske Emirater

… inden jul

Dernæst skal julen og nytåret bruges i Australien, New Zealand og på Fiji før jeg vender næsen hjemad og rejser gennem Sydamerika, Mellemamerika og Caribien.

Jorden kalder 😊

Ctrl – Alt – Delete – igen

2019-08-28 | Short read | No Comments

Der har været stille på bloggen siden jeg kom hjem fra Ghana & London i juli. Jeg har brugt sommeren på at genoverveje mit projekt. Jeg dropper det ikke, slet ikke, men jeg har måtte gentænke hvordan jeg fortæller om mig selv, min rejse og mit projekt.

Der har været for meget sammenblanding mellem mig selv og min podcast. Min egen rejse med at starte forfra og træde ud af hamsterhjulet for at rejse verden rundt, har fyldt for lidt både på bloggen og på min Instagram profil. Min podcast og situationen for ikke-troende er kommet til at fylde det meste.

Så derfor adskiller jeg nu de to ting. Jeg har derfor oprettet en Instagramprofil til min podcast Babelfish (følg den endelig). Fremover vil alt vedrørende podcast findes der og på facebook. Du kan stadig finde podcast episoderne her på mit website.

Jeg har også besluttet at min blog fremover skal være på dansk fremfor på engelsk. Det giver mest mening for mig – jeg beholder dog engelsk som på min Instagram profil, fordi jeg har mange følgere fra hele verden. Min blog og egen Instagram profil vil komme til at handle om min egen rejse, genopdagelsen af mig selv og de overvejelser jeg gør mig om det gode liv, mens jeg rejser jorden rundt. Jeg har oprettet en facebook profil, hvor du kan følge mig.

Min hjemmeside er blevet opgraderet med links til artikler og foredrag. Hvis du gerne vil booke mig til et foredrag – eller kender nogen, som kunne være interesseret i at book mig, så tag kontakt. Jeg har tid fra marts 2020.

Jeg håber du kan lide den nye tilgang til det jeg laver 😊

Goodbye Ghana

2019-07-13 | Denmark, Ghana, Long read | No Comments

The Gate of No Return, Cape Coast

I just left Ghana after a visit which seemed too short. It was my first trip back to western Africa since Sofie & I visited Mali 14 years ago. Back then Mali was a peaceful country and we travelled with Sofie’s friend Martha, her brother Simon, her mom Dorthe and her dad David (who is born in Mali).

It was a family visit, but Sofie and I took a road trip to Timbuktu. The first of many trips to far away fairy-tale places (at least for us Danes 😊). Our drivers name was Baloo and our guide in Timbuktu was Tuareg (one of the blue men) with the name Muhammed Ali. I kid you not it was their names. Internal conflict now makes it impossible to visit and the UNESCO world heritage sites we visited back then is ruined by rebels.

The food is good – here jollof

Ghana is the opposite – it’s peaceful and compared to other African countries wealthy. Like all the other countries Ghana is very religious, but the humanist organisation is growing. Roslyn who recently was elected to the board of Humanists International helped me settling in, showed me the beach and took me to a pub, where I experienced the football frenzy – Ghana fighting for a place in the quarter finals of the African Cup. Unfortunately, they lost so we didn’t party all night (good for me).

With Ros on the beach

At Roslyn’s house a met some of the other humanists. I interviewed her, Roslyn’s husband Michael who is also president of the humanists in Ghana and Ato & Anim. They are trying to create a safe space for non-believers, since they are stigmatised. It was so nice meeting them and discuss humanism, human rights and much more.

Danish history is intertwined with Ghanaian history. We don’t talk about it much in Denmark, but we also participated in the slave trade from Afrika to Amerika. We had a few islands in the Caribbean with plantations and some slave forts along the Ghana coast. I visited one of them Christiansborg in Accra with Michael who took me on a road trip from Accra to Cape Coast to Kumasi and back.

It’s estimated Denmark was responsible for 100.000 slaves being brought across the ocean over 130 years. Local tribes delivered slaves to the Europeans – amongst them the Ashanti kingdom which still exists. Slaves was rounded up from todays Mali, Burkina Faso and other countries. Then they were sent marching towards Cape Coast which is several hundred kilometres – barefoot in shackles, many of them dying on the way.

Place for the Homecoming ceremony

Today decedents from the slaves seek their roots and a lot of them visit Ghana. Every year there is remembrance of the slave trade. A homecoming ceremony is held for those visiting for the first time.

Ghana is a beautiful country. People are so nice and friendly – we had a lot of laughs. I leave with a lot of good experiences – a lot wiser regarding my own country’s history and new friends I will surely miss.

Some facts:

Ghana (Denmark)

Population:   30.4 mio. (5.8 mio.)

Area:   239.000 km2 (43.000 km2)

Density: 128/km2 (133/km2)

Life expectancy: 63 years (80 years)

The final episode of Babelfish season 1 has been published. The podcast will be on holiday until August. So far 30 interviews with non-believers from 7 countries in the eastern and southern parts of Africa have been produced.

I have talked to humanists, atheists and freethinkers from Uganda, Rwanda, Kenya, Tanzania, Malawi, Botswana and South Africa. All of them had fascinating stories to tell about their life and the challenges they face.

Many of them grew up in religious families with no room for critical thinking, questions and discussions about belief. Growing up most of them have felt alone, thinking they were the only ones doubting the existence of God.

Now they are building communities for non-believers in their countries. In some countries humanist schools are formed, educating the kids in science and critical thinking. Other humanist schools are supporting single moms. Humanitarian projects are being run by non-believers.

In some of the countries the communities are very small with almost no resources. But in all countries non-believers are having metups, debates and social events in order to grow the small communities.

Everywhere I went non-believers are discriminated and stigmatised. Not due to legislation since the constitutions are based on human rights, but due to the religious society. Some have experienced to be shunned from their families, some have been fired. In some cases, there has been violent reactions to non-believers fight for human rights.

Sometimes it looks like an uphill battle to change the society’s view of non-believers. But everywhere I went I met amazing people full of energy and optimism. They keep up the good work and I am sure they will change the world.

It’s been quite a journey for me as well. A year ago, I started the planning – a bit scared, nervous and excited. I have had doubts many times, thinking this was crazy – thinking I wasn’t able to do this. But I did – and I will continue.

Season 1 has been finalised. Tomorrow I’ll fly to Ghana to meet another group of amazing non-believers. The interviews will be part of season 2 which will begin in August.

Next step is to cover the rest of the world. I am actively seeking funding and sponsors for a tour around the world. The tour will start by the end of August.

You can also support the project by donating money through Patreon – or for the Danish audience through 10er.dk.

Have a nice summer

Goodbye Portugal

2019-04-22 | Long read, Portugal | 1 Comment

Streets of Lisbon

It wasn’t part of my plan to visit Portugal this year. I want to do a Europe tour at some point visiting all the European countries. I want to wait interviewing non-believers in this part of the world where is seems to be easier than in other parts. But since I was in the neighbourhood, I decided to tour Portugal and Spain after the nomad cruise.

Portugal is beautiful, the green mountains, the olive trees, the ocean and the cliffs. The characteristic pavement of white and black stones in the cities and the architecture. Until the 70’ies the country was a catholic dictatorship and has suffered many financial crises since. They are only just recovering from the latest crisis – there are many beautiful old buildings who looks like they are falling apart. At the same time there is lots of restoration going on.

Streetart in Lisbon

I was so tired after the nomad cruise I needed to take it easy and not do much sightseeing while I spend a couple of days in Lisbon. I just did a walking tour with the other nomads to get a brief insight to the story of the city.

I interviewed 2 non-believers from the secular society (http://www.laicidade.org/) Ricardo and Rodrigo. Portugal is very religious, and the catholic church still has a huge impact on government and every day life. This even though the Portuguese constitution has been secular since 1911. The secular organization is not just for non-believers, members are of all faiths. The primary goal is to implement secularism in Portugal. There are still many issues in everyday life. Non-believers don’t face server challenges like in the African countries I have visited, but people think they are a bit strange.

Ecumenical Temple

I also visited the ADFP which is a foundation in Coimbra. It’s founded more than 30 years ago and is based on humanity and helps disabled people, foster kids and others. It owns a natural park, a hotel and a few years back they build an ecumenical temple on the top of a mountain.

The temple is dedicated to peace and to remember the victims of fundamentalism. It is for both believers and non-believers – I find it a bit strange to call it a temple, since it then sounds like a religious place. I understand why they have built even though I would have preferred something more secular.


Cromeleque dos Alemenedres

From Coimbra I rented a car and drove down south through the mountains and landscapes. For once I was on my own – no driver, no public transport. I decided to take a detour, going back in time finding the megaliths (Cromeleque dos Alemenedres) outside Evora. They are thousands of years of old and are amazing. They rest on a mountain top with a beautiful view. There are several megaliths and monoliths in the area. They are breathtaking – incredible they were able to build them back then.

I also visited a former colleague Paul Gerner and his wife Ewa in Lagos in Algarve. We haven’t seen each other for years, but it was just like the old days – nice relaxing and cosy. Paul has been visiting Portugal for more than 30 years. He told me the economy is improving, a lot of investments are being done and many Europeans are moving here with their savings. So, it looks good for the future – and hopefully some of these old amazing buildings can be restored.

Some facts:

Portugal (Denmark)

Population:   10.2 mio. (5.8 mio.)

Area:   92.000 km2 (43.000 km2)

Density: 111/km2 (133/km2)

Life expectancy: 79 years (80 years)

The humanist society

2019-04-02 | Denmark, Short read | 1 Comment

Happy Human

My life stance is humanism and my values are based on human rights. This means I belong to a minority in this world since most people are religious. I have not really considered myself being part of a minority before I started my travels and talked to other non-believers.

But we are a minority. In Denmark approximately 1.500 people are members of the Danish Humanist Society and approximately 800 people are members of the Atheist Association – Denmark has 5.8 million citizens. So we are a minority in Denmark even though the country is considered to be one of the least religious in the world.

I’ve been a member of the Danish Humanist Society since it was founded almost 11 years ago. Since then the society has fought to be acknowledged as a life stance organisation to acquire the same rights as faith communities. We are not there yet but hopefully we will get there within a year or two.

I have been active in the society in some years now. It was my involvement in the international work which gave me the idea to Babelfish – it was meeting all the other humanist struggling to get recognised who sparked the idea. Even though I travel I am still active in the political work – you just need your laptop and your phone, and you can work all over the globe.

I have also been involved in planning a lot of events culminating in our 10-year anniversary celebration last year. 2018 was a busy year with a record high number of ceremonies held and a lot of events. Last weekend we had our general assembly where our President Lone Ree Milkaer again was amazed on how far we have gotten and what we manage to do with very few resources.

At the general assembly I was re-elected for the board and will also continue as vice president the next year 😊