Blogger, podcaster, skribent & foredragsholder
Jeg har rejst jorden rundt alene – 24 lande på 6 kontinenter på 6 måneder.
Jeg har rejst i store dele af verden – alene eller sammen med min datter Sofie. 56 lande & territorier er det blevet til indtil videre.
Jeg elsker at møde nye kulturer & tale med mennesker på min vej. Jeg trives både i ørkenen & i storbyen. Jeg elsker at se på dyr både på landjorden & under flere meter vand. Jeg kan bruge timer på at stirre på storslåede landskaber eller smage på lokale retter.
Jeg formidler mine oplevelser på bloggen, på Facebook & Instagram. Desuden skriver jeg artikler & holder foredrag.
Jeg producerer podcasten Babelfish (engelsksproget), der er samtaler med ikke-troende fra hele verden om deres livshistorier, og de udfordringer de møder i en religiøs verden.
Mit CV kan ses på LinkedIn.
Hvorfor?
Efter mere end 20 år i IT-branchen besluttede jeg mig i 2018 for at starte forfra & stå af hamsterhjulet – godt hjulpet på vej af salget af mit hus og en opsigelse fra mit arbejde.
Jeg lavede en ctrl-alt-delete, som en af mine kolleger kaldte det. Jeg viskede tavlen ren og nulstillede karrieren. Jeg kom frem til, at hvis jeg nogensinde skulle nå at ændre retning skulle det være nu, mens jeg stadig kunne nå at skabe en ny karriere inden pensionsalderen om mere end 20 år (!)
Salget af mit hus og aftrædelsesordningen gav mig muligheden for at realisere drømmen om en rejse jorden rundt. Min datter og hendes kæreste var på vej til London for at prøve lykken der. Mine forældres helbred var godt – så det var nu jeg skulle gøre det. Og derfor tog jeg springet.
Jeg besluttede at 2019 skulle blive det sabbatår, som jeg aldrig har taget. Rejsen jorden rundt skulle blive den rygsækrejse jeg aldrig har været på. Jeg skulle finde mig selv og finde ud af, hvad jeg vil beskæftige mig med i fremtiden.
Jeg ville ikke bare rejse rundt som turist, og fik derfor ideen til at lave en podcast undervejs. Jeg har været aktiv i Humanistisk Samfund i mange år og beskæftiget mig med menneskerettigheder og ligestilling af livssyn.
Igennem det arbejde har jeg mødt mange ikke-troende i hele verden, som bliver forfulgt ene og alene af den grund at de ikke er religiøse. Deres historier ville jeg gerne bringe frem i lyset i podcasten.
Mine rejser planlægges hovedsageligt (jeg har også afstikkere til lande jeg bare må besøge) efter, hvilke lande der har organisationer, der er medlemmer af Humanists International.