Tag Archive : Yekatarinburg

/ Yekatarinburg

Man vænner sig hurtigt til togets bevægelser – ka da klonk, ka da klonk, ka da klonk. Indimellem afbrudt af de større kang, kang, kang. Bevægelserne er vuggende og gør dig søvnig, lige indtil der kommer et ordentligt bump og du tror, at det her gamle tog er ved at falde fra hinanden.

Udsigt fra gangen udfor min kupe

Turen ud af Moskva går igennem nedslidte industrikvarterer og høje beboelsesejendomme. Det er noget helt andet end Moskvas smukke bygninger i centrum. Vi kører i timevise igennem det samme landskab – uendelige skove, der for det meste er birketræer.

På gangen i vores vogn hænger en udførlig køreplan. Her er angivet alle stationer, ankomst- og afgangstidpunkt, hvor mange minutter der stoppes på hver station. Det hele er pænt opstillet og det er fremhævet, hvornår der er tidszoneskift.

Kiosk på perronen

Et stop på en station kan vare mellem 1 og 42 minutter. De fleste skynder sig ud af toget for at proviantere eller strække benene, hvis stoppet varer mere end 10 minutter. På mange stationer står der et gammelt lokomotiv. Det er som om, at enhver station med respekt for sig selv skal have sådan et lokomotiv stående.

Efter sådan cirka 1.400 km når vi frem til Perm. Byen der tilsyneladende har været inspiration til Checkovs de Tre søstre, og der Doctor Zhivago blev sendt hen. Kun 125 km øst for Perm var en af de Gulag lejre, som tusindvis af russere blev sendt til. Det er en af de få lejre, der overlevede og er nu museum.

Det er ikke svært at forestille sig, hvor grusomt det har været at opholde sig der. Hundredevis af kilometer væk fra alting, med endeløse skove og med ekstreme temperatursvingninger. Uralbjergene starter heromkring, men er ikke særlig høje her, så vi lægger ikke rigtig mærke til dem.

Udsigten er ikke kun træer

Efter at have passeret grænsen mellem Europa og Asien, når vi efter cirka 1.800 km på anden dagen frem til Yekatarinburg. Det er her zaren og hans familie bliver slået ihjel efter revolutionen og begravet i en skov i nærheden. Det er her mine britiske venner stiger på toget og vi indfører pub i restaurantvognen.

Vi når grænsen til Sibirien omkring 300 kilometer senere. Ikke at vi lægger mærke til det, da det er midt om natten. Sibirien betyder permafrost, pelshuer, meterdyb sne, kosakker – men på den her tid af året er der varmt.

Om sommeren kan der blive op til 30 grader, mens det om vinteren kan nå ned til minus 40 grader. Det er svært at fatte, at folk kan overleve både varmen og kulden i deres små træhuse. De fleste boliger ser meget slidte og fattige ud. Det er noget helt andet end Moskvas rigdom.

Omsk station

Jeg har altid syntes, at navnet på byen Omsk lød sjovt. Den kommer vi i gennem efter 2.700 kms togtur – sådan cirka halvvejs mellem Moskva og Irkutsk. Dpstpesvky blev eksileret her, men ellers har den ikke særlig historisk betydning – kun humoren i navnet.

For kryds og tværsfolket er der genkendelsens glæde ved at køre over floden Ob efter 3.300 km. Vi kører over utallige floder, men broen over floden Ob er en af de mere imponerede.

På det sidste lange stræk mellem Krasnoyarsk og Irkutsk bliver landskabet mere bakket og varieret. De uendelige birkeskove og den høje himmel bliver afløst af grønne bakker med meterhøje træer. Der er meget få stop på den del af turen. Ifølge Lonely Planet er der kun et enkelt sted, hvor det er værd at stå af toget – den bemærkning siger det hele.

Efter 3 dage, 4 nætter, 5 tidszoner og næsten 5.200 kms togrejse er vi endelige fremme i Irkutsk – få kilometer fra Baikalsøen, hvor jeg skal være helt alene i to dage 😊

Kan man som introvert overleve turen med den transsibiriske jernbane? Ja det kan man godt – eller rettere jeg kunne godt.

Den første del af turen med toget fra Moskva til Beijing var for mig den længste. 3 dage og 4 nætter på toget, som kørte næsten 5.200 kilometer gennem 5 tidszoner for at nå frem til Irkutsk. Et bynavn som det næsten er umuligt at udtale medmindre man er russer.

Tony, Janet & John

Jeg tog turen i et stræk, mens andre deler den op i mindre bidder. Jeg mødte nogle skønne briter, der havde taget en overnatning i Yekatarinburg for at splitte turen op. Tony var på vej fra Skt. Petersborg og skal med hele vejen til Vladivostok. Han har været på farten i 4½ måned og regner med at rejse verden i mindst 1 år.

Janet og John er på den samme rejse som mig, så vi fortsætter på den transmongolske del af jernbanen med endestation Beijing. De har rejst i hele verden, og vi har været mange af de samme steder. Alle 3 bor i London ikke særlig langt væk fra Sofie og Rasmus.

Kupeen – min seng øverst til venstre

Jeg var ellers noget spændt på, hvordan det skulle gå. At dele en kupe med 3 andre i så lang tid. En kupe der reelt ikke er andet end 4 små væghængte senge med et lille bord i midten. Jeg sov øverst til venstre med den mindste sengehest jeg nogensinde har set – ikke meget mere end 10 cm i højden. En hård opbremsning og jeg var sikker på, at jeg ville trille ud over kanten. Der skete selvfølgelig ikke noget.

Jeg trak nitten og delte med et par og deres lille søn, som ikke var meget mere end 1 år gammel. Drengen ikke var meget for at sove om natten, og temperaturen i vores kupe var et godt stykke over 20 grader. Så udover manglende nattesøvn var nætterne ret svedige. Jeg er sikker på, at lugten derinde ikke har været den bedste – vinduet kan ikke åbnes og man kan ikke komme i bad på toget.

Krasnoyask station

Til gengæld har hver vogn egen stewardesse, der sørger for at vognen er ren og pæn. Hver dag gøres vognen ren. Toiletterne holdes pæne. Hun sælger også et udvalg af drikkevare, snacks, kopnudler og souvenirs. Hun sørger for at folk kommer af på de rigtige stationer – der er også stop midt om natten, hvor folk skal af. Og der er altid varmt vand på samovaren til den evindelige tedrikning, eller nescafeen og kopnudlerne.

Russerne opfører sig meget hensynsfuldt. Det lader til, at der er en uudtalt regel om hvordan man skal opføre sig respektfuldt overfor hinanden. Så der er ingen, der stirrer uhæmmet – selvom der kommer en 2 meter høj hærdebred russer gående i bar mave ned ad gangen. Man kan jo godt forstå ham, når det er så varmt. Man kigger den anden vej.

Her er ingen fine fornemmelser. De fleste er i afslappet tøj, nogle endda i nattøj. Det er meget intimt at være så mange mennesker på så lidt plads. Der er løbende udskiftning af de forskellige passagerer, på hver station stiger nogle af og andre kommer til. Jeg var ikke så heldig at få udskiftet mine roommates undervejs, men i alle de andre kupeer kom der nye til.

De fleste russere taler meget dårligt engelsk eller slet ikke. Men de vil alligevel gerne tale med én, så kommunikationen foregår med enkelte ord og fagter. Nogle gange tror de, at hvis de bare råber så forstår man dem lige pludselig.

Solnedgang fra baren

Jeg tror de fleste skaber deres egen lille mentale boble af privatsfære, et safe space. Jeg gjorde – og så flygtede jeg ned i restaurantvognen, når børnefamilien fyldte for meget og jeg bare gerne ville sidde og stirre ud ad vinduet.

Restaurantvognen er der man møder de andre turister. Russerne medbringer selv deres egen mad til turen, eller køber på stationerne, hvor der er utallige kiosker som sælger mad og snacks. Restauranten begynder først at blive fyldt op sent på eftermiddagen, så jeg havde for det meste det hele for mig selv.

Maden var ikke noget at råbe hurra for, men det er her man slår sig løs. Ude i vognene er stemningen mere afdæmpet, og man taler lavmælt af hensyn til dem der sover. Jeg mødte finner, franskmænd, tyskere, new zealændere og så selvfølgelig mine nyfundne britiske venner, der omdannede baren til den lokale pub hver aften.

Så ja – jeg ’overlevede’ togturen på bedste vis. Det kan alle. Man skal bare huske ørepropper, sovemaske, kopnudler, snacks, wetwipes, nysgerrighed og godt humør 😉