Fra Moskva til Irkutsk
2019-09-08 | Long read, Rusland, Transmongolske Jernbane | No Comments
Man vænner sig hurtigt til togets bevægelser – ka da klonk, ka da klonk, ka da klonk. Indimellem afbrudt af de større kang, kang, kang. Bevægelserne er vuggende og gør dig søvnig, lige indtil der kommer et ordentligt bump og du tror, at det her gamle tog er ved at falde fra hinanden.
Turen ud af Moskva går igennem nedslidte industrikvarterer og høje beboelsesejendomme. Det er noget helt andet end Moskvas smukke bygninger i centrum. Vi kører i timevise igennem det samme landskab – uendelige skove, der for det meste er birketræer.
På gangen i vores vogn hænger en udførlig køreplan. Her er angivet alle stationer, ankomst- og afgangstidpunkt, hvor mange minutter der stoppes på hver station. Det hele er pænt opstillet og det er fremhævet, hvornår der er tidszoneskift.
Et stop på en station kan vare mellem 1 og 42 minutter. De fleste skynder sig ud af toget for at proviantere eller strække benene, hvis stoppet varer mere end 10 minutter. På mange stationer står der et gammelt lokomotiv. Det er som om, at enhver station med respekt for sig selv skal have sådan et lokomotiv stående.
Efter sådan cirka 1.400 km når vi frem til Perm. Byen der tilsyneladende har været inspiration til Checkovs de Tre søstre, og der Doctor Zhivago blev sendt hen. Kun 125 km øst for Perm var en af de Gulag lejre, som tusindvis af russere blev sendt til. Det er en af de få lejre, der overlevede og er nu museum.
Det er ikke svært at forestille sig, hvor grusomt det har været at opholde sig der. Hundredevis af kilometer væk fra alting, med endeløse skove og med ekstreme temperatursvingninger. Uralbjergene starter heromkring, men er ikke særlig høje her, så vi lægger ikke rigtig mærke til dem.
Efter at have passeret grænsen mellem Europa og Asien, når vi efter cirka 1.800 km på anden dagen frem til Yekatarinburg. Det er her zaren og hans familie bliver slået ihjel efter revolutionen og begravet i en skov i nærheden. Det er her mine britiske venner stiger på toget og vi indfører pub i restaurantvognen.
Vi når grænsen til Sibirien omkring 300 kilometer senere. Ikke at vi lægger mærke til det, da det er midt om natten. Sibirien betyder permafrost, pelshuer, meterdyb sne, kosakker – men på den her tid af året er der varmt.
Om sommeren kan der blive op til 30 grader, mens det om vinteren kan nå ned til minus 40 grader. Det er svært at fatte, at folk kan overleve både varmen og kulden i deres små træhuse. De fleste boliger ser meget slidte og fattige ud. Det er noget helt andet end Moskvas rigdom.
Jeg har altid syntes, at navnet på byen Omsk lød sjovt. Den kommer vi i gennem efter 2.700 kms togtur – sådan cirka halvvejs mellem Moskva og Irkutsk. Dpstpesvky blev eksileret her, men ellers har den ikke særlig historisk betydning – kun humoren i navnet.
For kryds og tværsfolket er der genkendelsens glæde ved at køre over floden Ob efter 3.300 km. Vi kører over utallige floder, men broen over floden Ob er en af de mere imponerede.
På det sidste lange stræk mellem Krasnoyarsk og Irkutsk bliver landskabet mere bakket og varieret. De uendelige birkeskove og den høje himmel bliver afløst af grønne bakker med meterhøje træer. Der er meget få stop på den del af turen. Ifølge Lonely Planet er der kun et enkelt sted, hvor det er værd at stå af toget – den bemærkning siger det hele.
Efter 3 dage, 4 nætter, 5 tidszoner og næsten 5.200 kms togrejse er vi endelige fremme i Irkutsk – få kilometer fra Baikalsøen, hvor jeg skal være helt alene i to dage 😊