Author: Kirstine

Home / Author: Kirstine

Min badass farmor

2020-05-04 | Denmark, Short read | No Comments

Kvinden til venstre på billedet er min farmor. Hun var kommunist og modstandskvinde.

Hun døde desværre da jeg var barn. Jeg husker ferierne i deres sommerhus. Min lillebror og jeg alene med hende, farfar og hunden. Vi fik halve ristede krydderboller med sukker på til morgenmad og en lille underkop med slik om aftenen. Der duftede af jordbær og tobaksrøg.

Jeg husker hendes varme knus. Jeg elskede hende ufattelig højt. Hende og farfar døde med få måneders mellemrum før jeg endnu havde fattet, at de havde været dybt involveret i modstandsbevægelsen. Jeg var alt for lille til at forstå, og hun levede ikke længe nok til at fortælle sin historie.

Jeg har tit tænkt på, hvordan det må have været. Jeg læste en artikel på POV i dag skrevet af Dorte Toft om hendes forældres historie. Den er voldsom. Om hemmelighederne, angsten og traumerne. Min farmor og farfar talte aldrig om krigen.

I festtalerne lyder det altid som om danskerne bakkede op om modstandsbevægelsen, men det gjorde de ikke. De fleste passede sige selv og støttede samarbejdspolitikken. Tusindvis af danskere blev først modstandsfolk efter befrielsen, men det bryder vi os ikke om at høre (læs fx Asser Amdisens artikel idag).

Min farmor Aase Kærn (født Holm) & farfar Erling (Bete) Kærn

Min farfars to brødre var også modstandsfolk. Der er skrevet bøger om de tre brødre, men intet om min farmor. Der er i det hele taget ikke særlig mange fortællinger om modstandsbevægelsens kvinder. Jeg har genset DRs fine dokumentarserie, som helt klart er værd at se – mon ikke verden snart er klar til en tv-serie om dem.

Min farmor og farfar blev anholdt få måneder før krigen sluttede, og blev interneret i Frøslevlejren. De hvide busser stoppede i lejren på vej til Sverige og tog dem med. Familiekrøniken er at min far blev lavet på befrielsesnatten.

Jeg ville ønske, at hun havde levet længe nok til at fortælle om oplevelserne, og hvordan hun fandt modet frem.

Men en ting er sikkert… min farmor var en badass modstandskvinde.

Coronatålmodighed

2020-04-27 | Denmark, Long read | 2 Comments

Tålmodighed er en dyd siger nogen. Måske er det på tide, at vi indfører coronatålmodighed. Hjemme hos mig findes der flere former for tålmodighed. Da min datter var lille indførte vi hverdagstålmodighed & ferietålmodighed.

Hverdagstålmodighed giver næsten sig selv. Det er den tålmodighed der gør sig gældende i det daglige derhjemme, på arbejdet & i skolen. Det er den tålmodighed der eksisterer i Danmark, hvor vi er vant til at alt går hurtigt.

Tålmodige børn venter i transit på vej til Mali – Martha, Sofie & Simon

Det er den tålmodighed, der hurtigt mistes. Den forsvinder når man skal vente 20 minutter i telefonkø til kundeservice, eller der er 3 ugers leveringstid på en par bukser fra online shoppen. Det er også den, der gør det svært at lade være med at trippe frustreret, når der en som går meget langsomt foran dig på fortovet.

Hjemme hos os er det helt ok at blive frustreret over andres langsommelighed. Så længe det er i hverdagen, og så længe man ikke stiller sig op og råber dem ind i ansigtet i frustration. Man må gerne brokke sig indenfor hjemmets – eller bilens – fire vægge.

Grænsen mellem Laos & Cambodia – 4 timers ventetid

Ferietålmodighed er noget helt andet. Den bliver aktiveret i det sekund vi lukker hoveddøren bag os og vender næsen mod lufthavnen. Forventningens glæde sætter ind og vi ved, at vi bliver nødt til at følge med strømmen uanset hvad den byder os – det er et eventyr uanset, hvad vi kommer til at opleve og hvor uendelig langsomt det kommer til at ske.

Ferietålmodigheden gør, at vi uden brok sidder i timevis i diverse lufthavne for at vente på det næste fly. Den gør at vi siger pyt til de forsinkelser, der dukker op undervejs. Som da lufthavnen i Kathmandu blev lukket ned i 3 timer pga. vejret – forsinkelser sker. Det er det eneste der er helt sikkert.

Indimellem kan man være heldig at finde god underholdning – Donkey Kong

Det er ferietålmodigheden der gør, at du affinder dig med at vente i 35 graders varme i 4 timer på grænsen mellem Laos & Cambodia, mens grænsevagterne skal tage stilling til om du skal have visum. Den gør, at du tager det som en oplevelse, at du kører gennem Zambia i en bus i 16 timer for at komme til Mpulungu i den nordligste del af landet – kun afbrudt af 3 pauser på 20 minutter hver.

Det er ferietålmodigheden der gør, at du siger pyt til forhindringer du ikke kan gøre noget ved. Som når en storm vælter elmasterne i Ugandas hovedstad Kampala, og strømmen forsvinder i et par dage. Man vænner sig hurtigt til at sove uden aircondition eller blæser – der er ikke så meget andet at gøre. Man dør ikke af det, men sveder vildt meget 😉

Nu tænker jeg, at det er på tide at indføre en tredje form for tålmodighed… coronatålmodighed. En tålmodighed som minder om ferietålmodigheden, men som strækker sig uendeligt ud i tid. Når vi rejser ud på eventyr, er der jo altid en slutdato – en uge, 10 dage, en måned, et halvt år.

Hjulskift på flyet til Colombia – 2 timers forsinkelse

Det er der ikke her. Der er så meget vi ikke ved. Vi ved ikke, hvornår der kommer en vaccine. Vi ved ikke, hvornår hverdagen kan blive normaliseret igen. Vi ved ikke, hvordan vores verden kommer til at se ud på den anden side. Usikkerheden er kæmpestor.

Coronatålmodighed er når vi siger pyt til, at vi ikke ved om vi kan komme i biografen i næste uge. Eller om vi kan komme på vinterferie til Thailand. Coronatålmodighed er når vi ikke brokker os over de beslutninger, der bliver truffet af eksperter. Men at vi stoler på at de gør deres bedste. Det er når vi bærer over med de selvbestaltede politibetjente, der konstant brokker sig over, hvordan andre opfører sig udendørs – måske de bare trænger til et kram. Send dem et luftkram.

8 timers bustur i Cambodia

Coronatålmodighed er når vi bærer over med os selv – når vi bliver triste, pissesure, trætte, dovne. Og lader være med at slå os selv oven i hovedet. Vi er alle sammen i krise, vores hjerner er på overarbejde, så vi kan ikke overkomme alt det vi ’burde’.

Pas godt på jer selv og hinanden… og hav Coronatålmodighed… vi skal nok klare det 🙂

En nation af mandagstrænere

2020-04-21 | Denmark, Long read | No Comments

Positive nyheder. Samfundet lukker op igen. Nej hov vent – mange glemmer at samfundet aldrig har været lukket helt ned. Masser af mennesker har været på arbejde, også mange hvor arbejdspladsen ikke har været deres egen stue.

I stedet formidles et billede af at Danmark der blev lukket. Men der hentes stadig skrald og busserne kører. Der produceres mad og det (øjensynligt) livsnødvendige toiletpapir, som vi kan købe i supermarkederne. De fleste butikker må gerne holde åbent. Børn bliver passet.

Forår i København – på behørig afstand

Man må gerne mødes med familie og venner. Vi må gerne gå en tur på gaden. Vi skal bare huske de simple regler – vask hænder, nys i ærmet & hold afstand. Nu viser det sig at vi – overraskende nok – har været ekstremt gode. Så gode at vores sundhedsvæsen uden problemer kan følge med.

Derfor løftes nogle af restriktionerne – blandt andet genåbnes frisørerne ((åbenbart essentielt for så mange, at deres bookingsystem brød sammen).

Hele vejen igennem krisen har der været kritik. Der er blevet lukket for meget ned. Der er blevet lukket for lidt ned. Nu bliver der lukket for langsomt op – eller for hurtigt op. Nu tales der om Danmarkshistoriens dyreste overreaktion, fordi der er for få fucking døde!

Meningerne er mange: Vi skulle have gjort om Singapore, fordi de fik kontrol over virus lynhurtigt – det har de så ikke alligevel, da de har haft den højeste stigning i smittede det seneste døgn. Vi skulle gøre som Sverige og ikke lukke ned – de har lige tre gange så mange døde ifht. indbyggertal som Danmark.

Tak for lån til Anders Nedergaard

Nye vinkler findes hele tiden i jagten på at kritisere – som oftest virker det mest som om, der kritiseres bare for at kritisere. Ikke for at blive klogere eller finde de bedste løsninger. Lidt ligesom når journalister graver den ene forsker frem, der er uenig i at klimaændringerne er menneskeskabte. Eller finder en antivaccer, der siger at c-vitamin kan kurere kræft.

Uanset hvad der gøres, vil det være for lidt eller for meget, for hurtigt eller for sent – for mandagstrænerne. Vi er en nation af mandagstrænere, der altid ved bedre end eksperterne fordi vi synes noget andet. Fordi vi føler for noget – helt inde i mavsen. Det fænomen har endda et navn – Dunning Kruger effekten. Det er at inkompetente overvurderer egne evner. Sagt på en anden måde: når uvidende mennesker er overbeviste om at de kender sandhedEN.

Det er godt at være skeptisk og have en kritisk tilgang til de informationer vi får. Jeg har rejst mange steder i verden, hvor folk ikke kan stille kritiske spørgsmål – hvor børnene ikke lærer kritisk tænkning i skolen. Der tror man på mirakler og lader sig narre af religiøse prædikanter. Det ses også her under pandemien, hvor folk nægter at blive hjemme fra kirkegang – og det er altså ikke kun i tredjeverdenslande. Det er også set i fx USA med fatale konsekvenser.

Herhjemme bliver der til gengæld sat spørgsmålstegn ved alt – altid. Jeg er så træt af sensationshungrende medier, der er mest interesseret i konfliktoptrapning i jagten på klik. Jeg er så træt af know-it-alls der ved bedre end alle de videnskabsfolk, der er dem som ved mest.

Vi bliver simpelthen nødt til at leve med usikkerheden. Vi kender ikke virussen. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke kurerer folk der er syge. Vi har ikke en vaccine. Der er så meget vi ikke ved. Det er frustrerende – for os alle sammen. Vi må vente på at de kloge hoveder bliver endnu klogere – og indtil da hjælpe med at begrænse smitten, efter bedste evne. Stil spørgsmål, men lad være med at være en mandagstræner.

Smil smitter ikke med corona

2020-04-13 | Denmark, Short read | No Comments

Kommer krisen mon til at forandre den måde vi omgås hinanden på? Eller vil vi vende tilbage til normalen med håndtrykstvang og maskeforbud?

Det er et godt spørgsmål. Jeg synes selv håndtryk er lidt klamt – en smittespreder. Jeg ville ikke have noget imod at vi afskaffede den tradition. I Asien har de nogle dejlige hilseritualer – fx foldede hænder foran brystet.

Et næsten mennesketomt Vesterbro

Verden forandrer sig og for tiden går det stærkt. Ikke bare i det store men også i det små. Jeg kan mærke det når jeg går rundt i et solbeskinnet København. Foråret er på vej, fuglene synger og folk ville normalt gå småsmilende rundt og nynne forårssange.

Stemningen er selvfølgelig anderledes – mere anspændt, næste knuget. De fleste gør som de skal. Vi holder afstand på gaden og i butikkerne.  Men ud over det åbenlyse er der også en underliggende forandring. Som om angsten for at andre mennesker kan smitte én med en dødelig sygdom svæver imellem os.

VI trækker os – ikke bare fysisk men også mentalt. Når jeg går i gaderne, ser jeg på folk jeg møder. Jeg går imod dem med åbent ansigt i håbet om at få øjenkontakt, så jeg kan stikke dem et smil. Et smil gør glad. Og når folk smiler tilbage, bliver jeg glad.

Men folk kigger væk – de er ikke engang begravet i deres smartphone. De kigger ned i jorden eller ud til siden, som om min blotte tilstedeværelse kan smitte dem med corona på flere meters afstand. Som om mit blik kan sende coronavirus ind i deres blodbaner.

En brombasse har fundet vej til stenbroen

Det er jo ikke fordi folk var vildt åbne og nysgerrige før coronaen. Men det føles som om folk lukker sig mere om sig selv og sætter et mentalt visir op. Jeg får lyst til at råbe ad dem – smil smitter IKKE med corona, for helved altså.

Hvad kommer det til at gøre ved os at vi skal holde afstand? Mon vi vil blive ved med at holde afstand – både fysisk og mentalt. Vil det i sidste ende ødelægge vores tillidssamfund – ødelægge vores samfundskontrakt, hvor vi betaler vores skat mod at vi stoler på, at samfundet tager sig af os når verden ramler.

Under økonomiske kriser kunne vi stadig være sammen i vores fællesskaber – både de store og de små. Vi kunne kramme og holde hinanden i hånden. Hjælpe hinanden og trøste hinanden. Nu skal vi holde sammen på afstand – kan vi det. Det er svært.

Det daglige ritual – gåtur & varm kakao

Der tales om hudsult og manglen på fysisk kontakt. Om manglen på kram – jeg håber næsten at der vil blive holdt store krammeevents, når vi er igennem det her.

Indtil da må vi sende virtuelle kram med øjnene – med et blik, et nik og et smil, når vi møder hinanden på gaden. Jeg vil i hvert fald prøve… også selvom de kigger den anden vej.

Heldigvis er der andre som mig, der møder mennesker på deres vej med åbent ansigt for at stikke dem et smil… så jeg får høstet smil på min daglige gåtur 😊

Husk… smil smitter IKKE med corona!!

Midt i en karantænetid

2020-04-02 | Denmark, Short read | No Comments

Jeg er introvert. Det betyder at jeg har brug for meget alenetid for at lade op og samle energi til at være sammen med andre ude i virkeligheden. Jeg holder meget af at være sammen med mennesker, men min hjerne brænder simpelthen sammen, hvis jeg ikke får et pusterum – hver dag.

Foråret er på vej i Danmark

Derfor har jeg umiddelbart heller ikke noget problem med at skulle være i karantæne og holde afstand. Jeg har været vant til at være meget alene på mine rejser. Der har været dage, hvor jeg ikke har talt med andre end receptionisten på hotellet og kassedamen i supermarkedet.

Det har ikke været noget problem. Men de dage har været afløst af intense perioder, hvor jeg har været sammen med mange nye mennesker. Lige så meget som jeg elsker at være alene, elsker jeg også at være sammen med andre mennesker (så længe det er i afmålte doser 😉)

Det her er anderledes. Jeg elsker det støjende København – nu er byen ufattelig stille. Normalt hører jeg kun fuglene synge om morgenen inden byen rigtig er vågen. Nu hører jeg dem hele tiden. Jeg går en tur hver dag og prøver at finde nye veje rundt i byen, så jeg ikke bliver én af dem, der flokkes rundt om søerne.

Jeg savner det støjende baggrundstæppe, der giver mig en følelse af at være en del af byen. At være en del af fællesskab. Vi har alle sammen brug for at føle at vi hører til og indgår i et fællesskab – også os introverte. Det er svært i disse tider, når vi ikke må mødes i store grupper.

I stedet mødes vi på nettet i online fællesskaber. Tilbage i slutningen af 90’erne blev jeg medlem af mit første online fællesskab. Det hed Brainstorms og var stiftet af Howard Rheingold (en af de helt store guruer dengang). Medlemmerne kom fra hele verden. Jeg var med i et stykke tid men stoppede, da tonen blev for grov til sidst.

Vi kender tendensen fra de sociale medier i dag. Folk har kortere lunte på nettet end i den virkelige verden. I krisetid skærpes tonen, og det er som om folks negative sider forstørres. Der er flere end normalt som shamer andre, eller selvbestaltede sundhedseksperter der kritiserer alle initiativer.

Solen skinner langs søerne i København

Jeg er nyhedsjunkie og har brug for mit daglige fix. Jeg bruger ekstremt meget tid online, ikke kun for at følge nyhedsstrømmen. Jeg følger mange forskellige mennesker på de sociale medier og deltager i nogle debatter.

Det er min måde at socialisere på, men jeg har virkelig ondt af de ekstroverte. De må være ved at brænde sammen over ikke kan kunne komme ud og mødes med andre mennesker.

Men hvordan undgår man at blive bims af at skulle distancere sig, holde afstand og afmontere fællesskabet. Kreativiteten er stor derude. Folk holder online fredagsbar. Der arrangeres fællessang og dansefester fra altanerne. Behovet for at føle sig som en del af et fællesskab er enormt stort. Det er jo fantastisk – vi har en enestående tilpasningsevne.

Jeg fandt hende her da jeg gik på opdagelse på Vesterbro

Jeg selv har slukket for en del af nyhedsstrømmen for ikke at blive bombarderet med negative historier hele tiden. Jeg ser mine yndlingsfilm og -serier fordi det giver hjernen et pusterum. Jeg går en tur og hører mine yndlingspodcasts. Jeg taler også med min familie og mine venner. Og så er jeg blevet mere aktiv i online fora – når man ikke tale med folk ude i virkeligheden, må man jo gøre det på nettet.

Det kan være at det fører flere nye venskaber med sig… venner som jeg kan møde ude i virkeligheden, når vi må 😊

Jeg nåede lige at slippe ud af New York før verden lukkede ned og millionbyer jorden rundt blev forvandlet til spøgelsesbyer.

På toppen af Taal vulkanen på Filippinerne. Den gik senere i udbrud

Jeg har rejst i områder, hvor katastrofer er en del af hverdagen. Hvor samfundet kan bryde sammen på et øjeblik, fordi der kommer cykloner eller skovbrande. Fordi en vulkan går i udbrud eller der kommer et jordskælv. Andre steder jeg har rejst, er der risiko for terrorangreb eller kidnapninger.

Jeg har talt med mange undervejs om, hvor privilegerede vi er i Danmark. Der er ingen naturkatastrofer som lurer under overfladen. Og hvis der sker noget, har vi et velfungerende – og ikke mindst gratis – sundhedsvæsen. Vores infrastruktur virker – strøm, veje, varme, vand – er ikke noget vi dagligt frygter forsvinder i time- eller dagevis.

Imens jeg kiggede på hende her var der et terrorangreb igang i Nairobi få kilometer væk

Jeg har været utrolig heldig og undgået at blive ramt af katastrofer, selvom det flere gange har været tæt på. Der har både været terrorangreb, vulkanudbrud, jordskælv og skovbrande undervejs. Det er næsten blevet en stående joke, at jeg har rejst foran alle katastroferne – og lige er nået at få røven med mig hver gang.

Altså indtil jeg kom hjem igen til trygge Danmark. Jeg regnede med lige at skulle sove i en uge for at komme mig efter strabadserne. Og så skulle jeg ellers i gang med at vende tilbage til hverdagen – være sammen med venner & familie, kramme dem alle sammen godt & grundigt. Komme i gang med at tjene nogle penge, så jeg kunne rejse ud i verden igen.

Sammen med Columbianske humanister. Columbia er lukket ned – 306 smittede & 3 døde

I stedet slog verden en kolbøtte & Danmark lukkede ned. Jeg er så glad for at jeg nåede hjem for det her er noget andet end en naturkatastrofe. Det er en katastrofe der rammer hele verden med 200 kilometer i timen.

Jeg er bekymret for alle mine venner verden over. Mange af dem lever i lande hvor infrastrukturen ikke fungerer, hvor der ikke er nogen forsyningssikkerhed, hvor sundhedsvæsnet slet slet ikke har kapacitet til at håndtere en pandemi.

Sammen med fritænkere i Tanzania. Landet er ikke lukket ned – 12 er smittede

Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker når Afrika først for alvor bliver ramt. Det bliver frygteligt. Selv i mere veludviklede lande har almindelige mennesker ikke råd til at hamstre forsyninger til længere periode. Mange bliver nødt til at gå på arbejde, selvom de er syge fordi de ellers mister deres løn.

Jeg er så glad for at være hjemme i vores privilegerede land, hvor jeg kan hæve min arbejdsløshedsunderstøttelse, købe mad & betale mine regninger. Et land der har vist sig at stå sammen i en krisetid – tusinder har meldt sig som frivillige. Verden vil være forandret når vi kommer ud på den anden side. Indtil da er det fantastisk at se, hvordan folk hjælper hinanden – lad os fortsætte med det, når krisen er overstået.

Sammen med humanister i Filippinerne. Landet er delvist lukket ned – 552 er smittede, 35 er døde

Pas godt på jer selv & hinanden – hold afstand 😊

Hvordan det hele startede

2020-03-09 | Denmark, Long read, Mali, Rejsen | No Comments

Indtil for 15 år siden havde jeg ikke rejst udenfor Europa og Nordamerika. Min datter Sofie & jeg blev inviteret med til det vestafrikanske land Mali af min datters venindes forældre. Den gang var landet demokratisk, fredeligt men stadig et af verdens fattigste lande. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle rejse så langt væk og være væk en hel måned med min datter, der bare var 10 år – Afrika havde aldrig stået på min ønskeliste.

Omgivet af skønne børn i Bamako, Mali

Nogle gange springer jeg ud på dybt vand. Det gjorde jeg også den dag – det var starten på min eventyrlyst. Mens vi opholdt os i Mali’s hovedstad besluttede jeg mig for, at vi da skulle til Timbuktu. Selvfølgelig skulle vi det. Den sagnomspundne by hvor både Tintin & Anders And også havde været 😉

Jeg bookede en jeep, en chauffør og en guide til at køre os den tusind kilometer lange tur fra Bamako til Timbuktu. På det tidspunkt risikerede turister at blive bortført fra ørkenen, så der var advarsler om at vi ikke skulle overnatte i Sahara. Jeg tror min mor var ved at gå ud af sit gode skind hjemme i Danmark – hvad kunne der ikke ske. Men med en chauffør der hedder Balou og en guide, der havde en datter på alder med Sofie kunne det da ikke gå helt galt. Det gjorde det heller ikke.

Vores guide Muhammed Ali var Tuareg – en blå mand

Vores guide i Timbuktu hed Muhammed Ali – you can’t make this shit up. Det var en fantastisk tur. Sofie viste sig at være den bedste rejsekammerat i verden. Nysgerrig, empatisk, tålmodig – vi opfandt begreberne hverdagstålmodighed & ferietålmodighed. Til hverdag må man gerne være utålmodig, hvis tingene går lidt for langsomt.

Men i det øjeblik vi tager i lufthavnen, træder ferietålmodigheden til. Så er der ingen brokkeri over 4 timers ventetid ved en grænseovergang, eller 8 timers kørsel i en jeep. Sofie er eminent til ferietålmodighed. Efter rejsen til Mali besluttede jeg mig for, at vi skulle se meget mere til verden, når jeg havde råd til det.

Det blev starten på mange års rejser sammen med min datter Sofie. Vi har haft de mest fantastiske oplevelser. Vi brugte en måned på at rejse gennem Laos og Cambodia, hvor vi overnattede hjemme hos folk i hytter i landsbyer, så bombekratere fra Vietnam-krigen, græd ved mindesmærket over ofrene for Khmer Rouge, besøgte utallige templer og jeg fik min første og eneste madforgiftning nogensinde.

Sofie i Sahara i Mali

Vi har taget dykkercertifkat på Mauritius og, dykket blandt vragene fra Cubakrisen i Svinebugten og svømmet med en søko ved Great Barrier Reef i Australien. Vi har holdt jul i Uganda og stirret bjerggorillaer i øjnene, Jeg måtte bæres ud fordi mine ben ikke kunne gå længere, men jeg fik set dem. Hun er min bedste rejsekammerat og at have oplevet verden sammen med hende, gav mig modet til at tage de ultimative spring – og rejse alene rundt.

Jeg har rejst igennem lande som mange mennesker vil være bange for at rejse i. Jeg har været i Cape Town som mange advarer imod, fordi kriminaliteten er høj. Jeg oplevede intet ubehageligt. Jeg har rejst i mange lande i Afrika uden at være bange – selvom det kan være livsfarligt at færdes i trafikken 😉

Sofie med vores guide & chauffør

Der er selvfølgelig også lande jeg har fravalgt at rejse i – simpelthen fordi det er for farligt. Jeg er jo ikke en naiv idiot. Jeg forbereder mig godt og tjekker anbefalingerne både fra det danske udenrigsministerium og Storbritannien (der som regel har bedre vejledninger end det danske).

I sommer ville jeg gerne have rejst rundt i Mellemøsten og blandt andet interviewet en ateist i Iran. Selvom man sagtens kan tage på ferie i Iran, blev jeg frarådet at tage dertil, fordi jeg kan googles og sikkerhedsmyndighederne kan finde ud af at jeg er humanist og menneskerettighedsaktivist. Derfor er det for farligt for mig personligt at tage dertil, da jeg kunne risikere at ende i fængsel sammen med andre vesterlændinge. I stedet interviewede jeg iraneren via Skype fordi jeg gerne ville have hans historie.

En af moskeerne i Timbuktu – verdensarv som nu er ødelagt af oprørsstyrker

De største farer ved at rejse rundt i verden nok trafikken og derefter kommer naturkatastrofer. Jeg har behændigt undgået at blive ramt af naturkatastrofer – tyfoner, orkaner, vulkanudbrud, jordskælv, oversvømmelser, skovbrande og nu coronavirus.

Men ellers er verden et ret fredeligt sted, og de fleste mennesker er venlige og nysgerrige, når de møder dig derude. De er ligesom os selv bare almindelige mennesker, der lever deres liv på den bedste måde de kan – mange steder i fattigdom. Ofte er de utroligt gæstfrie og vil frygtelig gerne snakke. Jeg har haft de mest fantastiske filosofiske samtaler om livet, døden, tro, ikke-tro mv. med mennesker i hele verden.

Så jeg er utrolig taknemmelig for at jeg blev spurgt dengang for 15 år siden. Det gav mig – og min datter – så meget, at vi siden har turde springe ud i mange eventyr.

En halv milliard dyr regner man med har mistet livet i Australiens skovbrande – en halv milliard!

Det har videnskabsfolk regnet ud. Hvert år hærges landet af skovbrande i ildsæsonen (’fire season’) som de kalder den hernede, down under. I år har det været rigtig slemt, fordi mange steder har været tørkeramt i månedsvis. Nogle steder i årevis. Sofie og jeg så utallige indtørrede floder og vandløb på vores roadtrip.

Tusindvis er bukket under

Temperaturerne kommer flere steder over 40 grader – nogle steder over 45 grader. Brandene opstår spontant og breder sig med lynets hast, fordi det samtidig blæser kraftigt. Ingen kan forudsige hvor brandene bevæger sig hen, når vindretningen skifter pludseligt. 1.500 hjem er blevet ødelagt. Alene 400 hjem udbrændte nytårsnat i New South Wales, hvor jeg opholder mig. Flere mennesker er døde og mange savnes.

Tusindvis af mennesker er strandet langs den australske kyst, som har været deres eneste tilflugtssted. Flere byer er isoleret fra omverdenen og har ingen strøm. Tusindvis af brandmænd kæmper for at redde mennesker – de har flere steder opgivet af bekæmpe brandene. Militæret er sat ind for at hjælpe med forsyninger og evakuering af nødstedte mennesker.

Billede lånt af Boston.com

Australien brænder op i en usædvanlig tørke og hedebølge – et Australien der på sidste klimatopmøde indædt kæmpede imod en ny klimaaftale. Et Australien som stadig ikke vil erkende nødvendigheden af at skifte kurs, og fortsat graver massive mængder kul op af jorden.

Jeg har mødt konsekvenserne af klimaforandringer i mange lande. Vi har det godt i Danmark. Vi er ikke rigtig ramt af klimaforandringerne – endnu. Den vestlige verden som er den, der forurener mest per indbygger, er den del af verden der har mærket mindst til klimaforandringerne. Ja ja – vi har oversvømmelser og meget regn indimellem, men det er ingenting ifht. hvad de oplever andre steder.

Deltaet i Botswana

Jeg har set de samme problemer i næsten alle de lande jeg har rejst i Afrika og Asien. Der mangler vand, og når der endelig falder regn, kommer der så meget at det skaber store ødelæggelser.

Tørkeperioderne er strenge, årstiderne begynder at ændre sig. Da jeg var på Serengeti fik jeg at vide, at dyrene migrerede. De var forvirrede, fordi regnen ikke kommer på det normale tidspunkt. For at finde mad bliver de nødt til at migrere ’udenfor sæsonen’.

I deltaet i Botswana strækker sig over 22.000 km2 når der er mest vand. Da jeg var der var vandstanden 2 meter under normalen ifølge min guide. Vi kunne gå tørskoede fra ø til ø for at kigge efter dyr.

Fish Tail Mountain i Himalaya

Klimaforandringerne smelter sneen i Himalaya og gletsjerne på Grønland. Det får havene til at stige. Vi oplever mere ekstremt vejr. Den værste tyfon i over 60 år hærgede Tokyo mindre end 2 uger efter jeg havde besøgt landet.

Luftforureningen i Indien er ekstrem. Jeg måtte bruge maske og alligevel kløede det i mine øjne og hals, da jeg besøgte Delhi i november. De mest forurenede byer i verden er i Indien, men alligevel siges det at Canberra i disse dage er den mest forurenede by i verden i disse dage – pga. af skovbrandene i Australien.

Nytårsaftensdag var temperaturerne næsten 40 grader i Sydney. Om aftenen skiftede vejret – det blev koldt, så jeg næsten frøs mens jeg så fyrværkeri. Temperaturerne er nu i midten af tyverne.

Men glæden er kun kort. Den ekstreme hedebølge er på kort visit i det vestlige Australien, men vender tilbage på lørdag. Der varsles over 40 grader og meget høj risiko for skovbrande.

Vi har levet i en boble i næsten 3 uger – os 250 deltager i Nomad Cruise X. Afskærmet fra virkeligheden det meste af tiden, ikke mindst pga. en elendig internetforbindelse. Flere har frivilligt valg ikke at være online under hele turen. Det er ret imponerende, fordi de fleste lever som digitale nomader.

Det gode skib Horizon
– min kahyt er på 6. sal midtfor

Og hvad er en digital nomade så? Det er en person der kan passe sit arbejde eller styre sig eget firma online, dvs. de kan arbejde hvor som helst i verden. Mange af dem flytter til fx Lissabon, Bali eller andre steder med godt vejr og lave priser. Det har også den fordel, at de ikke behøver at arbejde lige så meget for at leve det liv, de gerne vil.

Folk laver meget forskelligt. Der er programmører, influencers, rejsejournalister, podcastere, headhuntere, sælgere, oversættere, musiklærer, investorer, coaches og en enkelt tryllekunstner. Fælles for os alle er, at vi elsker at rejse og ønsker os mere frihed.

Nogle lever det rene nomadeliv og flytter fra sted til sted – de bor 1-3 måneder et sted inden de flytter videre til det næste. Andre har en fast base på fx Mallorca eller Cypern og rejser 4-8 måneder om året. Og så er der os som har en fast base i vores hjemlande. Vi rejser nogle få måneder om året, eller har taget en pause fra arbejdslivet og rejser indtil vi har fundet ud af hvad vi vil i fremtiden (som mig 😊 der nu rejser på 2. år).

En lille del af hele holdet i Petra
– jeg står yderst til højre

Her er folk i alle aldre. Den yngste var en dreng på omkring de 8 år, der var med på turen sammen med sine forældre. Den ældste var omkring de 70 – han handler aktier og rejser verden rundt sammen med sin kone.

Da jeg var med på mit første nomade cruise i april overraskede det mig meget, at der var så stor aldersspredning. Jeg var også overrasket over, hvor forskellige folk er. Men det er det der gør det hele så fantastisk. Der er plads til alle – og alle kan byde ind med egne kompetencer. Vi er alle en del af stammen – den digitale nomade stamme (the nomade tribe).

Et nomade cruise fungerer både som en konference og et krydstogt. Konferenceprogrammet indeholder taler og workshops. Alle deltagere kan på forhånd tilbyde at holde et indlæg eller en workshop – alle deler de ud af de erfaringer de har. Der har været holdt indlæg om alt fra investeringer, opstart af firmaer, Facebook reklamer til hvordan pakker mindst muligt i sin kuffert og tager de bedste billeder.

Vores rejseplan

Derudover kan alle arrangere meetups undervejs – møder som folk kan deltage i, hvis de har lyst. Der er ingen krav til tid, sted eller indhold. Der er blevet arrangeret alt fra acroyoga, meditation, improvisationsteater til instagram features, investeringer, programmørmiddag og jamsessions. Det har bundet folk sammen på kryds og tværs af job, alder og de omkring 35 lande vi kommer fra.

Krydstogtsdelen er det sociale og sightseeingturene. Vi har været på sightseeing i Heraklion på Kreta, Petra i Jordan og Muscat i Oman. Der har været festet igennem den halve nat. Flere nåede at se solopgangen mange gange undervejs.

Nogle er blevet kærester – der er sågar et ægtepar som har mødt hinanden på nomade cruise. Mange har flirtet. En del er blevet fulde og haft tømmermænd flere dage i træk.

Sammen med Joyce & Kim

Vi har levet i vores eget lille univers og det er som om alting bliver accelerer – man kommer ret tæt på de andre i løbet af ingen tid. Samtalerne kan i løbet af få øjeblikke springe fra, hvilke lande man har rejst i til, hvilke livskrise man har været igennem eller er midt i.

Det har været en fantastisk tur. Den har været så givende men også udmattende. Der er blevet grinet & grædt undervejs. Jeg glæder mig til næste gang jeg får muligheden for at være med og mødes med min nomade stamme 😊

Starter ritualet. Nogle gange når vi kun igennem stadiet med høflighedsfraserne og basisinformationerne: navn, hvor man kommer fra og hvor man bor.

Alle steder i verden hvor mennesker mødes er der dette faste ritual med udveksling af informationer. Der er forskellige variationer over temaet. Nogle gange giver man hånd, andre gange lægger man hånden på hjertet og bukker let – andre steder samler man hænderne foran brystet og siger Namaste. Uanset variation handler det altid om at være imødekommende, nysgerrig og vise respekt.

En af utallige lokale der vil have taget selfie med hende den blonde blåøjede dansker

Næste fase er udveksling af mere detaljerede informationer – uanset om du sidder til middagsselskab i Danmark eller tager toget fra Moskva til Beijing. Uanset om du møder andre turister eller besøger lokale indbyggere. Det er altid de samme spørgsmål der bliver stillet. Hvad er dit arbejde? Er du gift? Har du børn? Hvor gammel er du? Hvor kommer du fra? Hvor skal du hen?

Når man rejser – især langt væk – tilføjes yderligere spørgsmål om ens kulturelle baggrund og land:  Hvor stort er Danmark, antal indbyggere, religion, kultur, hvorfor er vi så rige, hvordan kan det være at vi er verdens lykkeligste land, er højreekstremisterne også på fremmarch hos jer. Samtalen kan føre mange steder hen, og nogle gange fører det til længerevarende filosofiske eller politiske diskussioner.

Der er forskel på om dem man møder er andre rejsende eller om det er lokale.

Som rejsende udenfor de sædvanlige turistdestinationer er der en tendens til, at vi skaber et sammenhold – vores eget lille fællesskab. På togturen fra Moskva til Beijing mødte jeg flere af de samme mennesker undervejs. Man nikker venligt og anerkender at man har genkendt dem – ikke at man behøver at tale med hinanden, men vi ved at de andre er der.

I Delhi mødte jeg Shruti & Pulkit
2 unge humanister der var rejst 6 timer sammen med deres far for at hilse på mig

Genkendelsesnikket bruges fordi vi alle har en del af de samme oplevelser og ikke mindst udfordringer. Nogle gange falder man i snak, som når internettet i praksis er umuligt at bruge i Beijing vi brokker os i fælleskab – Nancy & jeg. Hun viser sig at være fra Minneapolis – Prince’s fødeby og på min bucket list (ja jeg har været fan siden jeg var ganske ung 😉). Jeg får hendes e-mail og lover at kontakte hende, når jeg en dag kommer for at besøge Paisley Park.

Mange udveksler e-mails m.m., men de færreste bruger dem. Det er en del af ritualet at udveksle kontaktinformationer, hvis man har tilbragt mere end 2 dage i hinandens selskab. Det er ikke helt almindelige turister der vælger at tage den transsibiriske jernbane. Jeg møder en gruppe af svensktalende finske kvinder, som alle er over halvfjerds (det vil jeg også når jeg når den alder 😊). Der er det unge tyske par jeg delte kupe med en enkelt nat, som vil rejse verden rundt i 1 år (det nåede jeg aldrig selv da jeg var ung).

Tony, Janet & John i
vores egen lille pub

John og Janet fra London har rejst i hele verden i mange år – de tager den samme rute mellem Moskva og Beijing, men forlænger med ekstra dage i Gobi ørkenen i Mongoliet. Tony fra London har solgt alt ligesom mig og rejser verden rundt i mindst 1 år. Vi nåede at etablere vores helt eget aftenritual og omdannede restaurantvognen til en britisk pub inden vores veje skiltes igen.

Vi mødes alle sammen i korte øjeblikke hvor vi udveksler rejseerfaringer og livserfaringer – ikke så meget livshistorier, for de synes ikke helt så vigtige der midt ude i ingenting. Hvad man arbejder med, er ligegyldigt – i stedet snakker vi om vores erfaringer og overraskende nok tit og ofte storpolitik.

Man kan ikke undgå at tale Brexit med enhver brite på vejen – alle jeg har mødt udenfor Europa er imod Brexit. Der er på en eller anden måde sammenhæng mellem dem, der rejser for de særlige oplevelser og deres politiske holdninger. Jeg har endnu til gode at møde en Trump tilhænger på mine rejser – amerikanerne jeg møder er nærmest flove over at være amerikanere.

På den guidede tur gennem den forbudte by mødtes brasilianeren og amerikaneren og jeg og snakkede om, hvad det dog var der foregik i deres lande. På den guidede tur til den kinesiske mur udvekslede israelerne og italienerne erfaringer om hver deres politiske cirkus.

Min guide og vores chauffør i Mongoliet.

Og så er der de lokale man møder undervejs. Min rejse er en kombination af turistture og besøge lokale kontakter. Det er ikke så ofte at man kommer tæt på guiderne og chaufførerne, men der er undtagelse – fx min guide i Mongoliet (beskrevet i tidligere blog indlæg). Det møde gjorde et stort indtryk på mig.

I de fleste af de lande jeg har rejst i har jeg mødtes med humanister og andre ikke-troende for at snakke med dem om deres livshistorier til min podcast Babelfish. Det er de færreste jeg kendte på forhånd, men alle sammen har taget imod mig med åbne arme. Nogle steder har de endda inviteret mig hjem og bo hos dem selv, som da jeg boede hos Harrison i Nairobi, Kenya. Lige nu har jeg boet 3 dage hos Narendra og hans kone Asha i Mangalore, Indien.

Uanset hvor jeg har været har de arrangeret middage eller sammenkomster, så jeg har kunne møde så mange som muligt. Det giver et helt andet indblik i det enkelte land, fordi man får andre historie end dem, der fremstilles i medierne. Igennem det sidste år har jeg interviewet mere end 60 mennesker og mødt mindst lige så mange, hvis historier jeg ikke har dokumenteret.

Hygge med humanister i Manila

Endelig er der de semi-lokale, som enten er migreret til landet eller besøger det ofte. I Tokyo mødte jeg amerikanske Robert, der har boet i Japan i mange år. I Pokhara mødte jeg danske Peter, der har besøgt Nepal gennem de sidste 20 år. De semi-lokale kan nogle gange give en mere objektiv og nuanceret beskrivelse af kulturen i landet.

Jeg har mødt hundredvis af mennesker på mine rejser – alle med hver deres unikke historie og indblik i deres del af verden. Det er kun en dråbe i havet set i forhold til de milliarder af mennesker, som vi er på jorden. Men det er en kæmpe oplevelse hver gang man møder et nyt menneske.