Author: Kirstine

Home / Author: Kirstine

Starter ritualet. Nogle gange når vi kun igennem stadiet med høflighedsfraserne og basisinformationerne: navn, hvor man kommer fra og hvor man bor.

Alle steder i verden hvor mennesker mødes er der dette faste ritual med udveksling af informationer. Der er forskellige variationer over temaet. Nogle gange giver man hånd, andre gange lægger man hånden på hjertet og bukker let – andre steder samler man hænderne foran brystet og siger Namaste. Uanset variation handler det altid om at være imødekommende, nysgerrig og vise respekt.

En af utallige lokale der vil have taget selfie med hende den blonde blåøjede dansker

Næste fase er udveksling af mere detaljerede informationer – uanset om du sidder til middagsselskab i Danmark eller tager toget fra Moskva til Beijing. Uanset om du møder andre turister eller besøger lokale indbyggere. Det er altid de samme spørgsmål der bliver stillet. Hvad er dit arbejde? Er du gift? Har du børn? Hvor gammel er du? Hvor kommer du fra? Hvor skal du hen?

Når man rejser – især langt væk – tilføjes yderligere spørgsmål om ens kulturelle baggrund og land:  Hvor stort er Danmark, antal indbyggere, religion, kultur, hvorfor er vi så rige, hvordan kan det være at vi er verdens lykkeligste land, er højreekstremisterne også på fremmarch hos jer. Samtalen kan føre mange steder hen, og nogle gange fører det til længerevarende filosofiske eller politiske diskussioner.

Der er forskel på om dem man møder er andre rejsende eller om det er lokale.

Som rejsende udenfor de sædvanlige turistdestinationer er der en tendens til, at vi skaber et sammenhold – vores eget lille fællesskab. På togturen fra Moskva til Beijing mødte jeg flere af de samme mennesker undervejs. Man nikker venligt og anerkender at man har genkendt dem – ikke at man behøver at tale med hinanden, men vi ved at de andre er der.

I Delhi mødte jeg Shruti & Pulkit
2 unge humanister der var rejst 6 timer sammen med deres far for at hilse på mig

Genkendelsesnikket bruges fordi vi alle har en del af de samme oplevelser og ikke mindst udfordringer. Nogle gange falder man i snak, som når internettet i praksis er umuligt at bruge i Beijing vi brokker os i fælleskab – Nancy & jeg. Hun viser sig at være fra Minneapolis – Prince’s fødeby og på min bucket list (ja jeg har været fan siden jeg var ganske ung 😉). Jeg får hendes e-mail og lover at kontakte hende, når jeg en dag kommer for at besøge Paisley Park.

Mange udveksler e-mails m.m., men de færreste bruger dem. Det er en del af ritualet at udveksle kontaktinformationer, hvis man har tilbragt mere end 2 dage i hinandens selskab. Det er ikke helt almindelige turister der vælger at tage den transsibiriske jernbane. Jeg møder en gruppe af svensktalende finske kvinder, som alle er over halvfjerds (det vil jeg også når jeg når den alder 😊). Der er det unge tyske par jeg delte kupe med en enkelt nat, som vil rejse verden rundt i 1 år (det nåede jeg aldrig selv da jeg var ung).

Tony, Janet & John i
vores egen lille pub

John og Janet fra London har rejst i hele verden i mange år – de tager den samme rute mellem Moskva og Beijing, men forlænger med ekstra dage i Gobi ørkenen i Mongoliet. Tony fra London har solgt alt ligesom mig og rejser verden rundt i mindst 1 år. Vi nåede at etablere vores helt eget aftenritual og omdannede restaurantvognen til en britisk pub inden vores veje skiltes igen.

Vi mødes alle sammen i korte øjeblikke hvor vi udveksler rejseerfaringer og livserfaringer – ikke så meget livshistorier, for de synes ikke helt så vigtige der midt ude i ingenting. Hvad man arbejder med, er ligegyldigt – i stedet snakker vi om vores erfaringer og overraskende nok tit og ofte storpolitik.

Man kan ikke undgå at tale Brexit med enhver brite på vejen – alle jeg har mødt udenfor Europa er imod Brexit. Der er på en eller anden måde sammenhæng mellem dem, der rejser for de særlige oplevelser og deres politiske holdninger. Jeg har endnu til gode at møde en Trump tilhænger på mine rejser – amerikanerne jeg møder er nærmest flove over at være amerikanere.

På den guidede tur gennem den forbudte by mødtes brasilianeren og amerikaneren og jeg og snakkede om, hvad det dog var der foregik i deres lande. På den guidede tur til den kinesiske mur udvekslede israelerne og italienerne erfaringer om hver deres politiske cirkus.

Min guide og vores chauffør i Mongoliet.

Og så er der de lokale man møder undervejs. Min rejse er en kombination af turistture og besøge lokale kontakter. Det er ikke så ofte at man kommer tæt på guiderne og chaufførerne, men der er undtagelse – fx min guide i Mongoliet (beskrevet i tidligere blog indlæg). Det møde gjorde et stort indtryk på mig.

I de fleste af de lande jeg har rejst i har jeg mødtes med humanister og andre ikke-troende for at snakke med dem om deres livshistorier til min podcast Babelfish. Det er de færreste jeg kendte på forhånd, men alle sammen har taget imod mig med åbne arme. Nogle steder har de endda inviteret mig hjem og bo hos dem selv, som da jeg boede hos Harrison i Nairobi, Kenya. Lige nu har jeg boet 3 dage hos Narendra og hans kone Asha i Mangalore, Indien.

Uanset hvor jeg har været har de arrangeret middage eller sammenkomster, så jeg har kunne møde så mange som muligt. Det giver et helt andet indblik i det enkelte land, fordi man får andre historie end dem, der fremstilles i medierne. Igennem det sidste år har jeg interviewet mere end 60 mennesker og mødt mindst lige så mange, hvis historier jeg ikke har dokumenteret.

Hygge med humanister i Manila

Endelig er der de semi-lokale, som enten er migreret til landet eller besøger det ofte. I Tokyo mødte jeg amerikanske Robert, der har boet i Japan i mange år. I Pokhara mødte jeg danske Peter, der har besøgt Nepal gennem de sidste 20 år. De semi-lokale kan nogle gange give en mere objektiv og nuanceret beskrivelse af kulturen i landet.

Jeg har mødt hundredvis af mennesker på mine rejser – alle med hver deres unikke historie og indblik i deres del af verden. Det er kun en dråbe i havet set i forhold til de milliarder af mennesker, som vi er på jorden. Men det er en kæmpe oplevelse hver gang man møder et nyt menneske.

Når lungerne fyldes af støv

2019-11-05 | Nepal | No Comments

Det kradser i halsen, og det er er sværere at trække vejret Og det er altså ikke fordi jeg er i gang med at bestige et bjerg. Det er fordi jeg befinder mig i Kathmandu, og luften i byen er ikke den bedste at indhalere.

Godt man kan få Strepsils
til at bedøve halsen

Det er nu ikke kun udstødningsgasserne fra biler og scootere, der gør at det er så slemt. Det er også støvet, som er alle vegne. Fire til fem måneder om året falder der ingen regn her. Der ligger et tykt støvlag på planterne, tagene, ja alle vegne.

Gaderne bliver vandet for at holde støvet nede. Jeg hoster en del – især om natten. Det er virkelig irriterende. Det er svært at få hostet ordentligt igennem, fordi støvet sætter sig som en tør irriteret hoste.

Som barn havde jeg astma, og i den støvede by kan jeg genkende følelsen af ikke at kunne trække vejret helt igennem. Jeg har også engang været storryger og hosteanfaldene kan godt minde lidt om morgenhosten, når lungerne skulle renses for tobakslim. Det er ikke behageligt, men jeg kan heldigvis købe strepsils til at bedøve halsen en lille smule.

Klar himmel over
den forbudte by

Mange storbyer i Asien kæmper med en enorm luftforurening. Senest Delhi der i de sidste dage, har været hårdt ramt af en kombination af udstødningsgasser, opvarmning ved brændeovne og markafbrændinger. Folk advares direkte mod at opholde sig udenfor.

Da jeg skulle til Beijing blev jeg advaret om luftforureningen, men oplevede den slet ikke. Jeg synes luften var overraskende ren. Byen har gjort meget i de seneste år for at få forureningen ned på et tåleligt niveau. Omlægning til elscootere, bedre offentlig transport m.m. har gjort meget. De har dog stadig problemer om vinteren, når indbyggerne opvarmer deres huse ved hjælp af brændeovne.

Jeepny i Manila

Manila er den værste by jeg har været i indtil videre – deres jeepny’s (minibusser) er oldgamle. Udstødningen fra de fleste af dem er sort røg. Der er også mange gamle biler og scootere, som får det til at rive godt i næsen, når man lige får inhaleret lidt udstødningsgas.

Jeg var bare ikke plaget på samme måde, som jeg oplever det i Nepal – jeg tror det er støvet, der gør forskellen. Eller også er det fordi jeg nu igennem mange uger har opholdt mig i storbyer med høj luftforurening. Ingens lunger kan holde til det i længden – og der dør mange tusinder hvert år i de asiatiske storbyer udelukkende pga. forurening.

Scootere kan forurene en del
– her dem i Taiwan

Jeg er ekstrem glad for at bo i et land, hvor vi i årevis har haft fokus på at vores luft skal være så ren som mulig. Vi er der ikke endnu, og der dør stadig mennesker i Danmark hvert år som følge af luftforeningen i de større byer. Men vi er kommet langt – at kunne indånde ren luft burde være en grundlæggende rettighed, ligesom adgang til rent drikkevand.

Vi taler sjældent om de basale ting i Danmark. Ren luft, rent vand, elektricitet, varme, veje osv. Vi er vant til at vi har det, og tænker ikke altid over hvor mange år det har taget at nå så langt. De fleste lande har lang vej igen, og det koster blod, sved og meget stædige visionære politikere at få det gennemført.

I morgen tager jeg til Delhi – bevæbnet med ansigtsmasker, men må nok se i øjnene at jeg højst sandsynligt ikke får set særlig meget af byen gennem smoggen.

Den rejsendes forståelse for tid

2019-10-26 | Singapore | No Comments

Hvad dag er det? Jeg ved det ikke, men befinder mig på en cafe omkring frokosttid lige rundt om hjørnet fra mit hotel. Havde regnet med at jeg skulle have de sædvanlige par timer foran computeren med kaffe og morgenmad, inden jeg begiver mig ud på eventyr.

Min kaffebar

Her er ufattelig mange mennesker, mange flere end der plejer at være. Og så er det at det går op for mig, at det er lørdag – og at forskellen på Singapore og København lige her og nu er ikke-eksisterende. Jeg kunne lige så godt sidde på en cafe på Vesterbro midt i weekendbrunchhelvedet.

Jeg glemmer tiden når jeg rejser. Det er svært at holde styr på ugedagene. Det er lidt ligegyldigt om det er tirsdag eller søndag. Det eneste der betyder noget er, at jeg har styr på datoer – så jeg ikke misser et fly, et tog eller en aftale.

Tiden bliver mere flydende. Jeg sover meget mere, især på hotelværelser uden vinduer (dem er der mange af). Når jeg rejser, sover jeg mindst 8 timer om natten mod 6-7 timer hjemme i København. Så jeg mister reelt et par timer hver dag – timer jeg skulle bruge på alt muligt andet.

Tøj bliver desværre beskidt
& skal vaskes

Al ting tager længere tid. Når du er ny i en by, tager det nogle dage at orientere sig. Hvor er supermarkedet? Den gode kaffebar? Den billige restaurant? Hvor kan jeg vaske mit tøj? Hvordan kommer jeg rundt? Hvad skal jeg se? Hvem skal jeg mødes med?

Det er nogle af de ting, som jeg elsker ved at rejse. At skulle orientere mig, opdage de gode steder. Det tager bare meget af min tid. Og så skal jeg planlægge den videre rejse – jeg skifter adresse mindst en gang om ugen. Dvs. jeg bruger mindst en syvendedel af min tid på at rejse.

Visumansøgning kan
tage lang tid

Timerne smuldrer væk. Jeg leder efter det gode hotel eller den billigste og hurtigste flyrejse, og pludselig er der gået flere timer (kunne virkelig godt bruge en rejseassistent). Jeg bruger en del tid på at få kontakt med de organisationer, som jeg gerne vil besøge og finde ud af, hvornår vi kan mødes.

Og så skal jeg jo også huske at opleve hvert land. Jeg skal jo ikke bare sidde og kukkelure på et hotelværelse, men ud og mærke landet, som forhåbentlig er mig venlig stemt.

Jeg har indset at det ikke giver mig meget tid tilbage til at skrive blog og artikler, optage og redigere min podcast, dele på de sociale medier… og ikke mindst huske at nyde hele turen.

Netflix tid er
slå-hjernen-fra-tid

Timerne forsvinder mellem fingrene på mig… og jeg må bare erkende, at jeg skal planlægge nogle færre ting for at kunne gøre det ordentligt. Og så huske at tage nogle fridage indimellem.

Det er tid til Netflix afslapning 😉

Det høflige land

2019-10-06 | Japan, Short read | No Comments

Jeg kan huske min barndoms fascination af Japan, når vi sad klistret til skærmen for at se Tornfuglene. Det var selvfølgelig er romantiseret billede af landet, der er så meget andet end shoguns, teceremonier og harakiri.

Taxa med chauffør i uniform

Men jeg lærte en del om japansk høflighed og et par japanske ord – hai (ja), arigato (tak) og sayonara (farvel). Høflighed er en ganske særlig disciplin i Japan. Alle vegne møder man den, den meget formelle høflighed, hvor man modtages med et buk og høflighedsfraser.

Det kan godt virke lidt overdrevet en gang imellem. Jeg tog toget mellem Osaka og Hiroshima, og igen fra Hiroshima til Tokyo. Hver gang konduktøren eller stewardessen kom ind i kupeen bukkede de, de bukkede også når de gik ud. Selv på Starbucks kommer der lige et lille buk.

Osaka by night

Men på den anden side er det svært at opfører sig ubehøvlet, når man bliver mødt med så meget høflighed. Jeg blev også mødt med megen venlighed. En meget venlig mand hjælper mig, da jeg lettere forvirret leder efter den rigtige udgang fra metrostationen i Osaka – i modsætning til i København er der 6-8 udgange, og man risikerer at skulle gå en kæmpe omvej, hvis man vælger den forkerte.

Den venlige mand pegede mig ikke bare i den rigtige retning – han fulgte mig hen til elevatoren, tog selv trappen og forklarede mig grundigt hvilken vej jeg skulle gå for at komme hent til mit hotel. Den samme venlighed mødte jeg flere gange undervejs.

Sushi kunst

De skaber også en form for personal space omkring sig – så der luft mellem dig og dem. Der er afstand mellem dig og dem, bare nogle få centimer. Det er ikke dårligt – det er faktisk ret rart, når man opholder sig i en bus eller et tog. Der er ingen asen og masen. Du får ikke følelsen af at folk overskrider dine grænser, fordi de kommer for tæt på dig i det offentlige rum. Der er ingen der ånder dig i nakken, og du får ikke en andens sved i ansigtet.

På stationen står folk pænt og venter på toget i rækker. Der gives plads til dem, der skal ud af toget. Det er ikke ligesom i Københavns metro, hvor folk klumper sammen foran døren – lad nu vær med at stå foran den dør!

Pokemon land

Infrastrukturen er upåklagelig. De har højhastighedstog så man bliver misundelig. Der er masser af metro, busser og tog. Togene kører til tiden. Der er hurtigt wifi alle steder – gratis. Det var en lettelse at komme fra Kina til Japan og kunne surfe ordentligt på nettet.

Der er pænt, ordentligt og struktureret. Lidt ligesom den sushi jeg elsker højt. Sushi er smukt, simpelt og velkomponeret. Men japanerne er også lattermilde og har en anden skæv side. Det viser deres kærlighed til Manga, til udklædning, til det anderledes – det er også pokemon land. Det er skøre tv-shows, mærkeligt tøj og meget mere.

Jeg ville gerne være blevet lidt længere og set noget mere af det smukke land. Sayonara.

Imperier forgår, imperier består

2019-09-26 | Kina, Long read | No Comments

Mens de sidste rester af det engelske imperium forsvinder i brexiske krampetrækninger lever det kinesiske imperium videre efter mere end 2.000 på bagen.

Tian’Anam pladsen

Alting er meget større og imponerende end jeg havde forestillet mig. Tv-billederne med de ikoniske billeder af den ene modige kineser, der stillede sig i vejen for en militær tank på Tian’Anem pladsen, husker jeg tydeligt. Pladsen er en kilometer lang – iscenesat til militærparader.

Hvad jeg ikke vidste var, at pladsen ligger i forlængelse af den forbudte by, som er meget større. Vi brugte 2 timer på bare at gå igennem den forbudte by, direkte ned gennem midteraksen. Byen er bygget til at imponere i 1400-tallet – den imponerer stadig. Alt er holdt i røde og orange farver med blå, grønt og guld i udsmykningen.

Kineserne imponerer stadig med storslåede bygninger eller enorme infrastrukturprojekter, ikke kun i Kina men også i afrikanske lande, hvor de er massivt til stede. De planlægger langt ud i fremtiden – i modsætning til mange politikere i den vestlige verden, der sjældent ser længere end til det næste valg.

på toppen af muren

Den kinesiske mur blev bygget over flere generationer, men fungerede aldrig reelt som en forsvarsmur. Det er ikke en lang sammenhængende mur, men mange forskellige stykker. Mongolerne invaderede let et sted, hvor der ikke var en mur og overtog magten i løbet af 1200-tallet. Muren var derimod perfekt til at transportere varer og soldater samt kommunikere over store afstande.

Inden man selv står på den, er det svært at forestille sig, hvor imponerende den er – muren. Jeg besøgte den et sted, hvor det er let at komme op til toppen med en svævebane. Jeg forstår slet ikke, at nogle vælger at gå hele vejen op ad muren og så vandre på den i flere timer. Det er jo ikke en mur, der går ligeud – den går og op ned med høje trin. Solen bager mens der er køligt inde i vagttårnene.

Måske mere imponerende er Kinas første kejsers grav. Bygget for 2.200 år siden i Xi’an – byen hvor silkevejen starter, et sammensurium af forskellige kulturer mødes her og her Kina blev grundlagt. Det er graven hvor terrakottakrigerne står vagt. Man har fundet 8.000 af dem, kun 2.000 er indtil videre blevet udgravet.

Terrakottakrigere

Alle krigerne er individuelle med forskellige ansigter. Som om de er blevet modelleret efter levende soldater. Arkæologer arbejder hver dag med at udgrave flere – og prøver at sætte de ødelagte krigere sammen igen. Et puslespil med millioner af brikker.

Selve graven har de ikke åbnet. Det vil den kinesiske regering ikke – begrundelsen er, at kviksølvkoncentrationerne i graven er så høje, at det er giftigt for mennesker. Det lader også til, at der er bundet en del overtro til den lukkede grav – som om det kinesiske imperium bryder sammen, hvis man forstyrrer gravfreden.

I modsætning til det britiske imperium ser det ikke ud som om det kinesiske kommer i problemer foreløbig. Der slås hårdt ned på utilfredshed, ligesom i Hong Kong. Menneskerettigheder er ikke ligefrem noget de går ind for. Etnisk udrensning er heller ikke nyt – det seneste foregår i en af provinserne hvor ca. 1½ million muslimer er interneret for at blive genopdraget (ikke nogen ny metode for landet).

Det ny Kina
Shanghai by night

Der er fuld gang i økonomien. For ikke så mange år siden var størstedelen af befolkningen landmænd. Nu er markerne lejet ud eller solgt til store firmaer. Alt er nyt, husene, bilerne, vejene. Byerne vokser – 30 etagers boligblokke skyder op alle vegne, nye veje og jernbaner anlægges. Som at spille Civilization bare i endnu større format.

Og sådan fortsætter Kina med at bygge deres imperium – mens imperierne i den vestlige verden falder fra hinanden, først det britiske – det næste kunne blive det amerikanske.

Frustration & rejsetips

2019-09-22 | Kina, Long read | No Comments

Mit første møde med Kina var ikke det bedste. Hotellet i Beijing er et af de dårligste jeg nogensinde har boet på. Jeg ankom en søndag eftermiddag – i receptionen talte de ikke rigtig engelsk. Det gør de så ikke rigtig nogen steder fandt jeg ud af efterhånden.

Vred løve

Den søndag eftermiddag forstod jeg dog så meget, at alle hæveautomater var lukket pga. generalprøve på den storstilede militærparade, der skal holdes i anledning af 70 året for etableringen af folkerepublikken. Hotellet kunne ikke hjælpe med at veksle penge. Så uden penge kom aftensmaden til at bestå af de kopnudler, som jeg havde til overs fra togturen.

På hotellet virkede wifi’en kun i lobbyen – jeg var dog så heldig at det virkede indimellem på mit værelse om aftenen. Jeg har haft bedre forbindelse mange steder ude i midten af ingenting i Afrika. Efter et par uger på farten havde jeg glædet mig til at få vasket tøj på hotellet, men næ nej den service havde de heller ikke – så jeg vaskede tøj i håndvasken.

Park

Det lykkedes mig heller ikke at leje en cykel – det kunne hotellet heller ikke hjælpe mig med. Beijing er fyldt med udlejningscykler, men de fleste kræver at man har en kinesisk bankkonto, så der kan betales via en app. Men der er selvfølgelig en mulighed for turister. Det ville de så ikke hjælpe mig med.

Det tegnede slet ikke godt, men heldigvis mødte jeg kun søde mennesker alle andre steder end på hotellet.

Beijing er en stille by. Der bor mere end 20 millioner mennesker, men det bemærker man slet ikke. Den berygtede luftforurening oplevede jeg ikke. Myndighederne har gjort meget for at ændre forholdene. De eneste larmende og forurenende køretøjer var biler og busser. Resten, scootere, minibiler osv. var elektriske. Det skulle jeg lige vænne mig for de sniger sig lydløst op på en, som en ninja.

De kan noget med blomster

Jeg havde med vilje valgt ikke at have nogle planer de to første dage. Jeg skal passe på ikke at lave et program, som er alt for tætpakket med aktiviteter og rejsetid – hvis det fortsætter for lang tid bliver jeg rejseudmattet. Og så ender jeg med at kravle under en dyne et par dage og se Netflix. Det oplevede jeg, da jeg rejste rundt i Afrika i tre måneder sidste vinter.

Nu håber jeg, at jeg har lært det. Det er hårdt at rejse – der er så mange nye indtryk hele tiden, nye omgivelser, nye mennesker, andre sprog. Hjernen bliver træt og skal have hvile. Den bedste rutine jeg har på mine rejser er, at jeg bliver på hotellet og arbejder om formiddagen.

Ikke at jeg får nogen penge for det jeg laver lige nu – bloggen, artiklerne eller podcasten. Jeg lever af det, der står på min bankkonto. Men selvom det pt. er ulønnet, ser jeg det stadig som et arbejde, der skal passes. Jeg bruger også en del tid på at planlægge min rejserute, at være i kontakt med folk lokalt og ikke mindst udtænke ideer til mulige sponsorer (indtil videre uden held).

Små gyder

Om eftermiddagen tager jeg på tur. I Beijing gik jeg ture i nærheden af hotellet, der ligger få minutters gang fra den forbudte by midt i et gammelt kvarter og i nærheden af de skønneste parker med søer. Og da jeg endelig havde fundet en hæveautomat, var jeg tryg igen med penge på lommen.

Jeg elsker at gå på opdagelse uden egentlig at vide, hvor jeg ender henne. Det er bare at vælge, hvilken vej man vil gå – til venstre, til højre eller lige ud. Beijing er en fredelig by. Der er masser af politi og vagter alle steder. Du ser ingen tiggere på gaden – de har ikke lov til at være der.

Jeg fik mange advarsler inden jeg kom hertil. Om at kineserne er nogle svin, at der smides skrald allevegne m.m. Det er slet ikke min oplevelse, tværtimod. Det der er anderledes er, at de bøvser højlydt, hoster og spytter på gaden. Der er ingen stinkende skraldespande eller affald på gaden. Der er offentlige toiletter overalt. Vandet i hanerne kan ikke drikkes, men byen er fuldt med drikkevandshaner som er gratis.

Bag dørene i gårdhaverne

Så jeg følte mig tryg i Beijing. Man skal selvfølgelig ikke være naiv, når man rejser. Opfør dig ordentligt, vær venlig og lad vær med at gå på bar hele natten og drikke dig fuld. Man kommer ret langt med almindelig sund fornuft – og slå tålmodigheden til, når man kommunikerer med andre. I forstår ikke nødvendigvis hinanden, selvom I tror i begge to taler engelsk.

Et godt råd er at have et visitkort med fra hotellet, hvor adressen er på. Så kan man altid stige ind i en taxa og blive kørt tilbage. Jeg bruger også maps.me, der er en kort app som virker offline. Den er ret fantastisk. Man kan downloade detaljerede kort over byer. Og vupti kan man finde vej til seværdigheder, hæveautomater, offentlig transport m.m. Og nej jeg er desværre ikke sponsoreret af maps.me.

Dette er ikke Lego

Så jeg gik en tur i området og fandt de skønneste parker, gårdhavekvarterer og butikker. I de gamle kvarterer er alle huse og mure bygget i går mursten. Dørene er røde. Der er ikke meget udsmykning – måske nogle få ord på dørene.

De gamle kvarterer består af en etages gårdhavehuse. De er inddelt i firkanter med en mur omkring – inde bag muren er der masser af små huse med meget snævre gyder imellem. Indimellem står en dør åben og man får et glimt af flere små sammenhængende huse bagved. Imellem firkanterne er der snævre stræder, hvor der lige netop kan køre en bil – og det gør der. Der ligger butikker og restauranter indimellem, men ellers er de fleste butikker og restauranter placeret ude ved de større veje.

Flere gange oplevede jeg, at folk ville have taget billeder med mig – mest ældre mennesker. Ikke at jeg selv synes det, men i deres øjne er jeg blond. Og med mine blå øjne er jeg åbenbart et kuriosum. Der er forbavsende få vesteuropæiske turister, næsten ingen med blondt hår og blå øjne. Så nu findes jeg i flere kineseres feriebilledsamling.

Når mennesker mødes

2019-09-17 | Long read, Mongolia | No Comments

På kanten af en flod ligger en ger med græssende geder og køer udenfor. Her besøgte jeg en nomadefamilie. Her havde de fået 4 sønner, der nu var voksne og flyttet hjemmefra.

En sommerlejr

De fleste nomader har to forskellige steder, hvor de opholder sig. En sommerlejr og en vinterlejr. Om vinteren flytter de et sted hen, hvor dyrene har mere læ for kulden og vinden. Familien ved floden flytter ikke væk om vinteren, da de har plantet træer langs floden. Det er læ nok til dyrene.

Det er mærkeligt at forestille sig, at dyrene opholder sig udenfor i 30 graders kulde. Og ikke mindst, at hvis man selv skal på toilettet om vinteren foregår det udenfor. Her findes ikke en gang et gammeldags das.

Mongolske snacks

De servede mongolske snacks, som spises både morgen, middag og aften – og indimellem. Det var tørret curd, smør, mælkesmør (smør rørt med mælk så den er cremet), hård ost, frisk ost, mælkete og brød. Det er ikke meget brød der bliver spist. Den friske ost spises i skiver med et tykt lag mælkesmør (dobbelt tandsmør).

Jeg tror ikke de har hørt om laktoseintolerance. De griner meget højt og længe, da jeg fortæller om danskernes stigende angst for mælk og mejeriprodukter. Mælken har været en stor del af deres kost i tusindvis af år. Her holder de ikke køer for kødets skyld, men for mælkens.

Bortset fra at det for danske maver er en meget fed kost, smager det udmærket. Den mongolske mad er generelt ret fantastisk og velsmagende – meget bedre end det meste af det jeg fik i Rusland. Nu er jeg også ret stor fan af lammekød, og det kan man få alle steder. Mongolerne har deres egen version af dumplings, som er de bedste jeg nogensinde har fået.

Udsigt fra templet

Noget af det bedste ved at rejse er at møde mennesker med en helt anden baggrund og tale med dem, om deres syn på livet. Vi har så meget mere til fælles end vi umiddelbart tror i al vores fordomsfuldhed. Der er ikke den store forskel på, hvad vi gerne vil have ud af livet.

Vi ønsker os et liv med en masse glæde, lykkelige øjeblikke sammen med venner og familie, et godt helbred og nok mad på bordet.

Nogle gange sker der så det, at man skaber en helt særlig kontakt med et fremmed menneske. Vi var gået halvvejs op ad bjerget, og næsten kravlet op af 108 høje trin til det buddhistiske meditationstempel – min guide Suv og jeg. Mens vi kiggede på den storslåede udsigt, talte vi om global politik, menneskerettigheder, vores landes historie, vores kulturer, humanisme og det gode liv.

Suv, vores chauffør Agi & mig

På trods af kulturforskelle og sproglige skel mødtes vi der midt på bjergsiden – oplevede en samhørighed – der i mødet mellem 2 mennesker i nuet. Og er noget af det mest fantastiske ved at rejse steder hen, der er så anderledes en Danmark. At møde de ’andre’, som jo i bund og grund er ligesom én selv.

Jeg elsker det – det er et af de lykkelige øjeblikke, som jeg lever for 😊

Højt til himlen

2019-09-16 | Long read, Mongolia | No Comments

Højt til himlen

Der er højt til himlen og langt til horisonten i Mongoliet. Når man ser ud over stepperne, er det nemt at forestille sig rytterne galoperende afsted på deres heste – ligesom Drogo og hans mænd i Game of Thrones. Hestene er her stadigvæk sammen med kamelerne og køerne.

Mongoliet er verdens mest tyndtbefolkede område. I dette store land, der er klemt inde mellem Kina og Rusland, lever kun 3 millioner mennesker. Det ville svare til, at der kun skulle bo lidt under 90.000 mennesker i Danmark!

De er stolte af deres fortid, og har bygget en 40 meter høj statue af Djengis Khan midt ude på sletterne for at understrege det. Sandheden er, at de siden dengang har været underlagt kinesisk og russisk styre. Landet har kun været selvstændigt siden 90’erne.

Djengis Khan

Nu arbejder de på at finde fodfæste i deres egen identitet, og er splittet mellem nomadelivet og det moderne storbyliv.

De er på den ene side stadig et nomadefolk, hvor familien lever i en ger (nej de kalder det ikke for en jurte men en ger) med dyreflokken omkring sig. Her er ingen indhegninger, så dyrene græsser frit. Da jeg spørger min guide Suv, hvordan de så kan finde ud af hvilke dyr, der tilhører hvem, griner hun lidt – det ved dyrene selv siger hun.

På den anden side er de et moderne samfund. Mongoliet har kul, guld og mineraler i jorden. Infrastrukturen er god, og der er trafikkaos i byerne ligesom alle andre steder i verden. På bare en enkelt generation er skiftet var nomadekultur til storbykultur sket. Det er vildt at tænke på – i Danmark ville de svare til at fæstebøndernes børn levede i nutidens København.

Lysshow på historisk bygning i UB

I Ulaanbaatar (som de selv kalder UB) bor en halv million mennesker. Sproget er meget anderledes end russisk, selvom de bruger det samme alfabet. Sproget er i familie med tyrkisk og japansk, selvom jeg synes jeg kan høre nogle enkelte grønlandske lyde indimellem.

Ude i nationalparken Terelj sov jeg i min egen ger. Selvom dagtemperaturen kommer over 15-20 grader, er der koldt om natten, næsten nede omkring frysepunktet. Siderne i ger’en fungerer som et elektrisk tæppe, der blev tændt om aftenen for at holde kulden lidt på afstand. Brændeovnen blev tændt, så der blev lige så varmt som i en sauna – efter et par timer var temperaturen lav nok til at sove i.

Min brændeovn & seng

Jeg er blevet helt vild med Mongoliet, og vil bestemt gerne tilbage på besøg. Landskabet er små smukt. Den høje himmel, den uendelige horisont, den klare luft.

Det gik op for mig derude i ingenting, at jeg elsker det åbne landskab. Jeg har rejst mange steder i verden, men der hvor jeg har haft det bedst, trukket vejret helt ned i maven og være gladest – har været i de åbne landskaber. Om ørkenen i Sahara eller Namibia, savannen i Uganda eller Tanzania, eller nu stepperne i Mongoliet, så har jeg det allerbedst, når der er langt til horisonten. Sangstrofen ’jeg kan bedst li’ åbne vidder…’ (ved godt den handler om havet men alligevel) kørte som min helt egen underlægningsmusik, mens jeg var der 😊

Når de fleste hører ordet Sibirien tænker de nok på Gulaglejre, ekstrem kulde, oprørske kosakker og sammenbidte russere.

Sol over Baikalsøen

Alt det er Sibirien, men det er også meget mere end det. Lige nu er det sensommer, og temperaturerne har ikke været under 20 grader. Det er kun om natten det bliver koldt, næsten ned til frysepunktet og vidner om, at her er fastlandsklima.

Fra den østsirbiriske hovedstad Irkutsk bliver jeg kørt direkte til feriebyen Listvyanka, der ligger på Baikal søens bred. Bortset fra at landskabet er meget anderledes er det her en ferieby som alle andre, ja den ligner næsten en af de typiske badebyer på den jyske vestkyst med cafeer, restauranter og udlejning af kajaker m.m.

Baikalsøen er verdens dybeste ferskvandssø på mere end 1.600 meter. Den indeholder 20% af den del af verdens ferskvand, der ikke er bundet i is. I klart vejr kan man se den modsatte side er søen. Udsigten er fantastisk med bjerge hele vejen rundt.

Maden
De gode pandekager

De to dage jeg bruger her, går hurtigt. Jeg laver ikke ret meget andet end at sove så længe som muligt, læse og gå en tur i byen hver dag. Det er her ved søens bred, at jeg får både mit bedste og mit dårligste måltid i Rusland.

I Moskva var maden nogenlunde, men ikke noget at råbe hurra for – men her fik jeg noget af det værste jeg nogensinde har prøvet. Kylling serveret med smeltet ost, ananas, pinjekerner og dild. Heldigvis lykkedes det mig at finde et sted dagen efter, som serverede de mest fantastiske pandekager, så der på den måde blev universets balance nogenlunde genoprettet.

Sproget

Jeg siger farvel til de søde mennesker i mit homestay. De taler ikke meget engelsk, men man kommer langt med fagter, enkeltord og smil. Der gik langt tid før det gik op for mig, at vi har mange af de samme ord – fx toilet, supermarked, restaurant. Forvirringen opstår fordi de har et andet alfabet, det kyrilliske, som virkelig kan få din hjerne til at eksplodere i frustration.

Kosak statue

I det kyrilliske alfabet er der byttet rundt på bogstaverne, så fx B = v, N = i, H = n, C = s, P = r. Og så er der de bogstaver vi ikke kender fx Б = b og Ф = f. Et supermarked er nemt at genkende, fordi helheden minder om det danske sprog = супермаркет. Toilet = туалет er lidt sværere men med øvelse går det. Restaurant = ресторан derimod er helt umuligt, selvom udtalelsen er næsten ens på dansk og russisk.

De latinske bogstaver er begyndt at snige sig ind alle steder, så nogle butiksnavne står på engelsk. Amerikaniseringen har også ramt moder Rusland. Der findes utallige McDonalds, KFCs og Starbucks rundt omkring, selv her i det østlige Sibirien.

Irkutsk

Byen er hovedstad i Østsibirien og har været en af knudepunkterne for handel med pels. En af de helt store luksusvarer igennem tiden, som folk kunne blive multimillionærer på, hvis de altså gav sig i kast med det barske sibiriske klima.

Den transsibiriske jernbane øgede handlen, og der står store paladser i byen bygget af de rigmænd, som ligesom rigmænd til alle tider skulle prale af deres rigdom. Her ligger også et utal af de traditionelle træhuse, der er smukt dekoreret med træudskæringer.

Billede i kirke

De fleste af bygningerne er ved at falde fra hinanden, fordi ingen har penge til at restaurere dem. Alle vegne kan man også se resterne af sovjetimperiet. Langs jernbanen ligger gigantfabrikker øde hen. Ingen har arbejdet på dem siden sovjettiden.

Kirkerne er der afsat penge til at restaurere og jeg besøger en af dem, hvor de smukke billeder er ved at blive genskabt. Efter sovjet fik religion en kraftig renæssance og støttes i dag både af mafiaen og Putin.

Toget

Tilbage på toget mod Mongoliet er jeg heldig nok at dele kupé med kun én person. Resten af hans familie – kone og 3 børn – har kupeen ved siden af, så jeg har det for mig selv det meste af tiden. Det er dejligt at  sidde ved vinduet og kigge ud på landskabet.

Min kupé

Det er nemt at blive en lille smule hypnotiseret af landskabet, der flyver forbi. Pludselig er der gået flere timer, mens tankerne er vandret på må og få – uden at jeg egentlig kan huske, hvilke tanker jeg der er faret gennem hovedet næsten lige så hurtigt som landskabet er faret forbi.

Vi kører langs Baikal søen i flere timer. Jeg går på visit hos Janet og John (de briter jeg mødte på den første lange togtur) i deres vogn midt i toget. De byder på kaffe og kiks. Vi taler om Brexit, EU, film, musicals, Sofie, London og meget mere.

Baikalsøen fra toget

Vi nærmer os grænsen til Mongoliet, men først skal vi igennem grænsekontrollen. På den russiske side tager det 2 timer – alle mand skal blive i egen kupé, toiletterne er låst. Først kommer en person for at gennemsøge kupeen (for mennesker måske?), dernæst kommer paskontrollen for at tjekke passet. Sidste kontrol er tolderen, der gennemroder bagagen lidt på skrømt. De ser meget alvorlige ud alle sammen.

Ved den mongolske grænse gentages samme procedurer. Forskellen er at de alle sammen smiler venligt, ser ud til at mene det og byder os velkommen til Mongoliet.

Det er lidt underligt, men jeg trækker vejret lettere efter vi er kommet over grænsen. Det er nok alle de film jeg har set i årenes løb, eller en rest af den frygt vi alle følte under den kolde krig og som er ved at vende tilbage i det nuværende politiske klima. Det er uundgåeligt at tænke på, hvor meget kontrol sikkerhedstjenesten og politiet har med alt og alle i landet. Men jeg kommer gerne igen – der er stadig mange oplevelser, som venter i det kæmpestore land.

Tidlig morgen er vi fremme i Ulaanbaatar – nu 6.300 kilometer fra Moskva. De mongolske sletter venter 😊

Man vænner sig hurtigt til togets bevægelser – ka da klonk, ka da klonk, ka da klonk. Indimellem afbrudt af de større kang, kang, kang. Bevægelserne er vuggende og gør dig søvnig, lige indtil der kommer et ordentligt bump og du tror, at det her gamle tog er ved at falde fra hinanden.

Udsigt fra gangen udfor min kupe

Turen ud af Moskva går igennem nedslidte industrikvarterer og høje beboelsesejendomme. Det er noget helt andet end Moskvas smukke bygninger i centrum. Vi kører i timevise igennem det samme landskab – uendelige skove, der for det meste er birketræer.

På gangen i vores vogn hænger en udførlig køreplan. Her er angivet alle stationer, ankomst- og afgangstidpunkt, hvor mange minutter der stoppes på hver station. Det hele er pænt opstillet og det er fremhævet, hvornår der er tidszoneskift.

Kiosk på perronen

Et stop på en station kan vare mellem 1 og 42 minutter. De fleste skynder sig ud af toget for at proviantere eller strække benene, hvis stoppet varer mere end 10 minutter. På mange stationer står der et gammelt lokomotiv. Det er som om, at enhver station med respekt for sig selv skal have sådan et lokomotiv stående.

Efter sådan cirka 1.400 km når vi frem til Perm. Byen der tilsyneladende har været inspiration til Checkovs de Tre søstre, og der Doctor Zhivago blev sendt hen. Kun 125 km øst for Perm var en af de Gulag lejre, som tusindvis af russere blev sendt til. Det er en af de få lejre, der overlevede og er nu museum.

Det er ikke svært at forestille sig, hvor grusomt det har været at opholde sig der. Hundredevis af kilometer væk fra alting, med endeløse skove og med ekstreme temperatursvingninger. Uralbjergene starter heromkring, men er ikke særlig høje her, så vi lægger ikke rigtig mærke til dem.

Udsigten er ikke kun træer

Efter at have passeret grænsen mellem Europa og Asien, når vi efter cirka 1.800 km på anden dagen frem til Yekatarinburg. Det er her zaren og hans familie bliver slået ihjel efter revolutionen og begravet i en skov i nærheden. Det er her mine britiske venner stiger på toget og vi indfører pub i restaurantvognen.

Vi når grænsen til Sibirien omkring 300 kilometer senere. Ikke at vi lægger mærke til det, da det er midt om natten. Sibirien betyder permafrost, pelshuer, meterdyb sne, kosakker – men på den her tid af året er der varmt.

Om sommeren kan der blive op til 30 grader, mens det om vinteren kan nå ned til minus 40 grader. Det er svært at fatte, at folk kan overleve både varmen og kulden i deres små træhuse. De fleste boliger ser meget slidte og fattige ud. Det er noget helt andet end Moskvas rigdom.

Omsk station

Jeg har altid syntes, at navnet på byen Omsk lød sjovt. Den kommer vi i gennem efter 2.700 kms togtur – sådan cirka halvvejs mellem Moskva og Irkutsk. Dpstpesvky blev eksileret her, men ellers har den ikke særlig historisk betydning – kun humoren i navnet.

For kryds og tværsfolket er der genkendelsens glæde ved at køre over floden Ob efter 3.300 km. Vi kører over utallige floder, men broen over floden Ob er en af de mere imponerede.

På det sidste lange stræk mellem Krasnoyarsk og Irkutsk bliver landskabet mere bakket og varieret. De uendelige birkeskove og den høje himmel bliver afløst af grønne bakker med meterhøje træer. Der er meget få stop på den del af turen. Ifølge Lonely Planet er der kun et enkelt sted, hvor det er værd at stå af toget – den bemærkning siger det hele.

Efter 3 dage, 4 nætter, 5 tidszoner og næsten 5.200 kms togrejse er vi endelige fremme i Irkutsk – få kilometer fra Baikalsøen, hvor jeg skal være helt alene i to dage 😊