Author: Kirstine

Home / Author: Kirstine

En halv milliard dyr regner man med har mistet livet i Australiens skovbrande – en halv milliard!

Det har videnskabsfolk regnet ud. Hvert år hærges landet af skovbrande i ildsæsonen (’fire season’) som de kalder den hernede, down under. I år har det været rigtig slemt, fordi mange steder har været tørkeramt i månedsvis. Nogle steder i årevis. Sofie og jeg så utallige indtørrede floder og vandløb på vores roadtrip.

Tusindvis er bukket under

Temperaturerne kommer flere steder over 40 grader – nogle steder over 45 grader. Brandene opstår spontant og breder sig med lynets hast, fordi det samtidig blæser kraftigt. Ingen kan forudsige hvor brandene bevæger sig hen, når vindretningen skifter pludseligt. 1.500 hjem er blevet ødelagt. Alene 400 hjem udbrændte nytårsnat i New South Wales, hvor jeg opholder mig. Flere mennesker er døde og mange savnes.

Tusindvis af mennesker er strandet langs den australske kyst, som har været deres eneste tilflugtssted. Flere byer er isoleret fra omverdenen og har ingen strøm. Tusindvis af brandmænd kæmper for at redde mennesker – de har flere steder opgivet af bekæmpe brandene. Militæret er sat ind for at hjælpe med forsyninger og evakuering af nødstedte mennesker.

Billede lånt af Boston.com

Australien brænder op i en usædvanlig tørke og hedebølge – et Australien der på sidste klimatopmøde indædt kæmpede imod en ny klimaaftale. Et Australien som stadig ikke vil erkende nødvendigheden af at skifte kurs, og fortsat graver massive mængder kul op af jorden.

Jeg har mødt konsekvenserne af klimaforandringer i mange lande. Vi har det godt i Danmark. Vi er ikke rigtig ramt af klimaforandringerne – endnu. Den vestlige verden som er den, der forurener mest per indbygger, er den del af verden der har mærket mindst til klimaforandringerne. Ja ja – vi har oversvømmelser og meget regn indimellem, men det er ingenting ifht. hvad de oplever andre steder.

Deltaet i Botswana

Jeg har set de samme problemer i næsten alle de lande jeg har rejst i Afrika og Asien. Der mangler vand, og når der endelig falder regn, kommer der så meget at det skaber store ødelæggelser.

Tørkeperioderne er strenge, årstiderne begynder at ændre sig. Da jeg var på Serengeti fik jeg at vide, at dyrene migrerede. De var forvirrede, fordi regnen ikke kommer på det normale tidspunkt. For at finde mad bliver de nødt til at migrere ’udenfor sæsonen’.

I deltaet i Botswana strækker sig over 22.000 km2 når der er mest vand. Da jeg var der var vandstanden 2 meter under normalen ifølge min guide. Vi kunne gå tørskoede fra ø til ø for at kigge efter dyr.

Fish Tail Mountain i Himalaya

Klimaforandringerne smelter sneen i Himalaya og gletsjerne på Grønland. Det får havene til at stige. Vi oplever mere ekstremt vejr. Den værste tyfon i over 60 år hærgede Tokyo mindre end 2 uger efter jeg havde besøgt landet.

Luftforureningen i Indien er ekstrem. Jeg måtte bruge maske og alligevel kløede det i mine øjne og hals, da jeg besøgte Delhi i november. De mest forurenede byer i verden er i Indien, men alligevel siges det at Canberra i disse dage er den mest forurenede by i verden i disse dage – pga. af skovbrandene i Australien.

Nytårsaftensdag var temperaturerne næsten 40 grader i Sydney. Om aftenen skiftede vejret – det blev koldt, så jeg næsten frøs mens jeg så fyrværkeri. Temperaturerne er nu i midten af tyverne.

Men glæden er kun kort. Den ekstreme hedebølge er på kort visit i det vestlige Australien, men vender tilbage på lørdag. Der varsles over 40 grader og meget høj risiko for skovbrande.

Vi har levet i en boble i næsten 3 uger – os 250 deltager i Nomad Cruise X. Afskærmet fra virkeligheden det meste af tiden, ikke mindst pga. en elendig internetforbindelse. Flere har frivilligt valg ikke at være online under hele turen. Det er ret imponerende, fordi de fleste lever som digitale nomader.

Det gode skib Horizon
– min kahyt er på 6. sal midtfor

Og hvad er en digital nomade så? Det er en person der kan passe sit arbejde eller styre sig eget firma online, dvs. de kan arbejde hvor som helst i verden. Mange af dem flytter til fx Lissabon, Bali eller andre steder med godt vejr og lave priser. Det har også den fordel, at de ikke behøver at arbejde lige så meget for at leve det liv, de gerne vil.

Folk laver meget forskelligt. Der er programmører, influencers, rejsejournalister, podcastere, headhuntere, sælgere, oversættere, musiklærer, investorer, coaches og en enkelt tryllekunstner. Fælles for os alle er, at vi elsker at rejse og ønsker os mere frihed.

Nogle lever det rene nomadeliv og flytter fra sted til sted – de bor 1-3 måneder et sted inden de flytter videre til det næste. Andre har en fast base på fx Mallorca eller Cypern og rejser 4-8 måneder om året. Og så er der os som har en fast base i vores hjemlande. Vi rejser nogle få måneder om året, eller har taget en pause fra arbejdslivet og rejser indtil vi har fundet ud af hvad vi vil i fremtiden (som mig 😊 der nu rejser på 2. år).

En lille del af hele holdet i Petra
– jeg står yderst til højre

Her er folk i alle aldre. Den yngste var en dreng på omkring de 8 år, der var med på turen sammen med sine forældre. Den ældste var omkring de 70 – han handler aktier og rejser verden rundt sammen med sin kone.

Da jeg var med på mit første nomade cruise i april overraskede det mig meget, at der var så stor aldersspredning. Jeg var også overrasket over, hvor forskellige folk er. Men det er det der gør det hele så fantastisk. Der er plads til alle – og alle kan byde ind med egne kompetencer. Vi er alle en del af stammen – den digitale nomade stamme (the nomade tribe).

Et nomade cruise fungerer både som en konference og et krydstogt. Konferenceprogrammet indeholder taler og workshops. Alle deltagere kan på forhånd tilbyde at holde et indlæg eller en workshop – alle deler de ud af de erfaringer de har. Der har været holdt indlæg om alt fra investeringer, opstart af firmaer, Facebook reklamer til hvordan pakker mindst muligt i sin kuffert og tager de bedste billeder.

Vores rejseplan

Derudover kan alle arrangere meetups undervejs – møder som folk kan deltage i, hvis de har lyst. Der er ingen krav til tid, sted eller indhold. Der er blevet arrangeret alt fra acroyoga, meditation, improvisationsteater til instagram features, investeringer, programmørmiddag og jamsessions. Det har bundet folk sammen på kryds og tværs af job, alder og de omkring 35 lande vi kommer fra.

Krydstogtsdelen er det sociale og sightseeingturene. Vi har været på sightseeing i Heraklion på Kreta, Petra i Jordan og Muscat i Oman. Der har været festet igennem den halve nat. Flere nåede at se solopgangen mange gange undervejs.

Nogle er blevet kærester – der er sågar et ægtepar som har mødt hinanden på nomade cruise. Mange har flirtet. En del er blevet fulde og haft tømmermænd flere dage i træk.

Sammen med Joyce & Kim

Vi har levet i vores eget lille univers og det er som om alting bliver accelerer – man kommer ret tæt på de andre i løbet af ingen tid. Samtalerne kan i løbet af få øjeblikke springe fra, hvilke lande man har rejst i til, hvilke livskrise man har været igennem eller er midt i.

Det har været en fantastisk tur. Den har været så givende men også udmattende. Der er blevet grinet & grædt undervejs. Jeg glæder mig til næste gang jeg får muligheden for at være med og mødes med min nomade stamme 😊

Starter ritualet. Nogle gange når vi kun igennem stadiet med høflighedsfraserne og basisinformationerne: navn, hvor man kommer fra og hvor man bor.

Alle steder i verden hvor mennesker mødes er der dette faste ritual med udveksling af informationer. Der er forskellige variationer over temaet. Nogle gange giver man hånd, andre gange lægger man hånden på hjertet og bukker let – andre steder samler man hænderne foran brystet og siger Namaste. Uanset variation handler det altid om at være imødekommende, nysgerrig og vise respekt.

En af utallige lokale der vil have taget selfie med hende den blonde blåøjede dansker

Næste fase er udveksling af mere detaljerede informationer – uanset om du sidder til middagsselskab i Danmark eller tager toget fra Moskva til Beijing. Uanset om du møder andre turister eller besøger lokale indbyggere. Det er altid de samme spørgsmål der bliver stillet. Hvad er dit arbejde? Er du gift? Har du børn? Hvor gammel er du? Hvor kommer du fra? Hvor skal du hen?

Når man rejser – især langt væk – tilføjes yderligere spørgsmål om ens kulturelle baggrund og land:  Hvor stort er Danmark, antal indbyggere, religion, kultur, hvorfor er vi så rige, hvordan kan det være at vi er verdens lykkeligste land, er højreekstremisterne også på fremmarch hos jer. Samtalen kan føre mange steder hen, og nogle gange fører det til længerevarende filosofiske eller politiske diskussioner.

Der er forskel på om dem man møder er andre rejsende eller om det er lokale.

Som rejsende udenfor de sædvanlige turistdestinationer er der en tendens til, at vi skaber et sammenhold – vores eget lille fællesskab. På togturen fra Moskva til Beijing mødte jeg flere af de samme mennesker undervejs. Man nikker venligt og anerkender at man har genkendt dem – ikke at man behøver at tale med hinanden, men vi ved at de andre er der.

I Delhi mødte jeg Shruti & Pulkit
2 unge humanister der var rejst 6 timer sammen med deres far for at hilse på mig

Genkendelsesnikket bruges fordi vi alle har en del af de samme oplevelser og ikke mindst udfordringer. Nogle gange falder man i snak, som når internettet i praksis er umuligt at bruge i Beijing vi brokker os i fælleskab – Nancy & jeg. Hun viser sig at være fra Minneapolis – Prince’s fødeby og på min bucket list (ja jeg har været fan siden jeg var ganske ung 😉). Jeg får hendes e-mail og lover at kontakte hende, når jeg en dag kommer for at besøge Paisley Park.

Mange udveksler e-mails m.m., men de færreste bruger dem. Det er en del af ritualet at udveksle kontaktinformationer, hvis man har tilbragt mere end 2 dage i hinandens selskab. Det er ikke helt almindelige turister der vælger at tage den transsibiriske jernbane. Jeg møder en gruppe af svensktalende finske kvinder, som alle er over halvfjerds (det vil jeg også når jeg når den alder 😊). Der er det unge tyske par jeg delte kupe med en enkelt nat, som vil rejse verden rundt i 1 år (det nåede jeg aldrig selv da jeg var ung).

Tony, Janet & John i
vores egen lille pub

John og Janet fra London har rejst i hele verden i mange år – de tager den samme rute mellem Moskva og Beijing, men forlænger med ekstra dage i Gobi ørkenen i Mongoliet. Tony fra London har solgt alt ligesom mig og rejser verden rundt i mindst 1 år. Vi nåede at etablere vores helt eget aftenritual og omdannede restaurantvognen til en britisk pub inden vores veje skiltes igen.

Vi mødes alle sammen i korte øjeblikke hvor vi udveksler rejseerfaringer og livserfaringer – ikke så meget livshistorier, for de synes ikke helt så vigtige der midt ude i ingenting. Hvad man arbejder med, er ligegyldigt – i stedet snakker vi om vores erfaringer og overraskende nok tit og ofte storpolitik.

Man kan ikke undgå at tale Brexit med enhver brite på vejen – alle jeg har mødt udenfor Europa er imod Brexit. Der er på en eller anden måde sammenhæng mellem dem, der rejser for de særlige oplevelser og deres politiske holdninger. Jeg har endnu til gode at møde en Trump tilhænger på mine rejser – amerikanerne jeg møder er nærmest flove over at være amerikanere.

På den guidede tur gennem den forbudte by mødtes brasilianeren og amerikaneren og jeg og snakkede om, hvad det dog var der foregik i deres lande. På den guidede tur til den kinesiske mur udvekslede israelerne og italienerne erfaringer om hver deres politiske cirkus.

Min guide og vores chauffør i Mongoliet.

Og så er der de lokale man møder undervejs. Min rejse er en kombination af turistture og besøge lokale kontakter. Det er ikke så ofte at man kommer tæt på guiderne og chaufførerne, men der er undtagelse – fx min guide i Mongoliet (beskrevet i tidligere blog indlæg). Det møde gjorde et stort indtryk på mig.

I de fleste af de lande jeg har rejst i har jeg mødtes med humanister og andre ikke-troende for at snakke med dem om deres livshistorier til min podcast Babelfish. Det er de færreste jeg kendte på forhånd, men alle sammen har taget imod mig med åbne arme. Nogle steder har de endda inviteret mig hjem og bo hos dem selv, som da jeg boede hos Harrison i Nairobi, Kenya. Lige nu har jeg boet 3 dage hos Narendra og hans kone Asha i Mangalore, Indien.

Uanset hvor jeg har været har de arrangeret middage eller sammenkomster, så jeg har kunne møde så mange som muligt. Det giver et helt andet indblik i det enkelte land, fordi man får andre historie end dem, der fremstilles i medierne. Igennem det sidste år har jeg interviewet mere end 60 mennesker og mødt mindst lige så mange, hvis historier jeg ikke har dokumenteret.

Hygge med humanister i Manila

Endelig er der de semi-lokale, som enten er migreret til landet eller besøger det ofte. I Tokyo mødte jeg amerikanske Robert, der har boet i Japan i mange år. I Pokhara mødte jeg danske Peter, der har besøgt Nepal gennem de sidste 20 år. De semi-lokale kan nogle gange give en mere objektiv og nuanceret beskrivelse af kulturen i landet.

Jeg har mødt hundredvis af mennesker på mine rejser – alle med hver deres unikke historie og indblik i deres del af verden. Det er kun en dråbe i havet set i forhold til de milliarder af mennesker, som vi er på jorden. Men det er en kæmpe oplevelse hver gang man møder et nyt menneske.

Når lungerne fyldes af støv

2019-11-05 | Nepal | No Comments

Det kradser i halsen, og det er er sværere at trække vejret Og det er altså ikke fordi jeg er i gang med at bestige et bjerg. Det er fordi jeg befinder mig i Kathmandu, og luften i byen er ikke den bedste at indhalere.

Godt man kan få Strepsils
til at bedøve halsen

Det er nu ikke kun udstødningsgasserne fra biler og scootere, der gør at det er så slemt. Det er også støvet, som er alle vegne. Fire til fem måneder om året falder der ingen regn her. Der ligger et tykt støvlag på planterne, tagene, ja alle vegne.

Gaderne bliver vandet for at holde støvet nede. Jeg hoster en del – især om natten. Det er virkelig irriterende. Det er svært at få hostet ordentligt igennem, fordi støvet sætter sig som en tør irriteret hoste.

Som barn havde jeg astma, og i den støvede by kan jeg genkende følelsen af ikke at kunne trække vejret helt igennem. Jeg har også engang været storryger og hosteanfaldene kan godt minde lidt om morgenhosten, når lungerne skulle renses for tobakslim. Det er ikke behageligt, men jeg kan heldigvis købe strepsils til at bedøve halsen en lille smule.

Klar himmel over
den forbudte by

Mange storbyer i Asien kæmper med en enorm luftforurening. Senest Delhi der i de sidste dage, har været hårdt ramt af en kombination af udstødningsgasser, opvarmning ved brændeovne og markafbrændinger. Folk advares direkte mod at opholde sig udenfor.

Da jeg skulle til Beijing blev jeg advaret om luftforureningen, men oplevede den slet ikke. Jeg synes luften var overraskende ren. Byen har gjort meget i de seneste år for at få forureningen ned på et tåleligt niveau. Omlægning til elscootere, bedre offentlig transport m.m. har gjort meget. De har dog stadig problemer om vinteren, når indbyggerne opvarmer deres huse ved hjælp af brændeovne.

Jeepny i Manila

Manila er den værste by jeg har været i indtil videre – deres jeepny’s (minibusser) er oldgamle. Udstødningen fra de fleste af dem er sort røg. Der er også mange gamle biler og scootere, som får det til at rive godt i næsen, når man lige får inhaleret lidt udstødningsgas.

Jeg var bare ikke plaget på samme måde, som jeg oplever det i Nepal – jeg tror det er støvet, der gør forskellen. Eller også er det fordi jeg nu igennem mange uger har opholdt mig i storbyer med høj luftforurening. Ingens lunger kan holde til det i længden – og der dør mange tusinder hvert år i de asiatiske storbyer udelukkende pga. forurening.

Scootere kan forurene en del
– her dem i Taiwan

Jeg er ekstrem glad for at bo i et land, hvor vi i årevis har haft fokus på at vores luft skal være så ren som mulig. Vi er der ikke endnu, og der dør stadig mennesker i Danmark hvert år som følge af luftforeningen i de større byer. Men vi er kommet langt – at kunne indånde ren luft burde være en grundlæggende rettighed, ligesom adgang til rent drikkevand.

Vi taler sjældent om de basale ting i Danmark. Ren luft, rent vand, elektricitet, varme, veje osv. Vi er vant til at vi har det, og tænker ikke altid over hvor mange år det har taget at nå så langt. De fleste lande har lang vej igen, og det koster blod, sved og meget stædige visionære politikere at få det gennemført.

I morgen tager jeg til Delhi – bevæbnet med ansigtsmasker, men må nok se i øjnene at jeg højst sandsynligt ikke får set særlig meget af byen gennem smoggen.

Den rejsendes forståelse for tid

2019-10-26 | Singapore | No Comments

Hvad dag er det? Jeg ved det ikke, men befinder mig på en cafe omkring frokosttid lige rundt om hjørnet fra mit hotel. Havde regnet med at jeg skulle have de sædvanlige par timer foran computeren med kaffe og morgenmad, inden jeg begiver mig ud på eventyr.

Min kaffebar

Her er ufattelig mange mennesker, mange flere end der plejer at være. Og så er det at det går op for mig, at det er lørdag – og at forskellen på Singapore og København lige her og nu er ikke-eksisterende. Jeg kunne lige så godt sidde på en cafe på Vesterbro midt i weekendbrunchhelvedet.

Jeg glemmer tiden når jeg rejser. Det er svært at holde styr på ugedagene. Det er lidt ligegyldigt om det er tirsdag eller søndag. Det eneste der betyder noget er, at jeg har styr på datoer – så jeg ikke misser et fly, et tog eller en aftale.

Tiden bliver mere flydende. Jeg sover meget mere, især på hotelværelser uden vinduer (dem er der mange af). Når jeg rejser, sover jeg mindst 8 timer om natten mod 6-7 timer hjemme i København. Så jeg mister reelt et par timer hver dag – timer jeg skulle bruge på alt muligt andet.

Tøj bliver desværre beskidt
& skal vaskes

Al ting tager længere tid. Når du er ny i en by, tager det nogle dage at orientere sig. Hvor er supermarkedet? Den gode kaffebar? Den billige restaurant? Hvor kan jeg vaske mit tøj? Hvordan kommer jeg rundt? Hvad skal jeg se? Hvem skal jeg mødes med?

Det er nogle af de ting, som jeg elsker ved at rejse. At skulle orientere mig, opdage de gode steder. Det tager bare meget af min tid. Og så skal jeg planlægge den videre rejse – jeg skifter adresse mindst en gang om ugen. Dvs. jeg bruger mindst en syvendedel af min tid på at rejse.

Visumansøgning kan
tage lang tid

Timerne smuldrer væk. Jeg leder efter det gode hotel eller den billigste og hurtigste flyrejse, og pludselig er der gået flere timer (kunne virkelig godt bruge en rejseassistent). Jeg bruger en del tid på at få kontakt med de organisationer, som jeg gerne vil besøge og finde ud af, hvornår vi kan mødes.

Og så skal jeg jo også huske at opleve hvert land. Jeg skal jo ikke bare sidde og kukkelure på et hotelværelse, men ud og mærke landet, som forhåbentlig er mig venlig stemt.

Jeg har indset at det ikke giver mig meget tid tilbage til at skrive blog og artikler, optage og redigere min podcast, dele på de sociale medier… og ikke mindst huske at nyde hele turen.

Netflix tid er
slå-hjernen-fra-tid

Timerne forsvinder mellem fingrene på mig… og jeg må bare erkende, at jeg skal planlægge nogle færre ting for at kunne gøre det ordentligt. Og så huske at tage nogle fridage indimellem.

Det er tid til Netflix afslapning 😉

Det høflige land

2019-10-06 | Japan, Short read | No Comments

Jeg kan huske min barndoms fascination af Japan, når vi sad klistret til skærmen for at se Tornfuglene. Det var selvfølgelig er romantiseret billede af landet, der er så meget andet end shoguns, teceremonier og harakiri.

Taxa med chauffør i uniform

Men jeg lærte en del om japansk høflighed og et par japanske ord – hai (ja), arigato (tak) og sayonara (farvel). Høflighed er en ganske særlig disciplin i Japan. Alle vegne møder man den, den meget formelle høflighed, hvor man modtages med et buk og høflighedsfraser.

Det kan godt virke lidt overdrevet en gang imellem. Jeg tog toget mellem Osaka og Hiroshima, og igen fra Hiroshima til Tokyo. Hver gang konduktøren eller stewardessen kom ind i kupeen bukkede de, de bukkede også når de gik ud. Selv på Starbucks kommer der lige et lille buk.

Osaka by night

Men på den anden side er det svært at opfører sig ubehøvlet, når man bliver mødt med så meget høflighed. Jeg blev også mødt med megen venlighed. En meget venlig mand hjælper mig, da jeg lettere forvirret leder efter den rigtige udgang fra metrostationen i Osaka – i modsætning til i København er der 6-8 udgange, og man risikerer at skulle gå en kæmpe omvej, hvis man vælger den forkerte.

Den venlige mand pegede mig ikke bare i den rigtige retning – han fulgte mig hen til elevatoren, tog selv trappen og forklarede mig grundigt hvilken vej jeg skulle gå for at komme hent til mit hotel. Den samme venlighed mødte jeg flere gange undervejs.

Sushi kunst

De skaber også en form for personal space omkring sig – så der luft mellem dig og dem. Der er afstand mellem dig og dem, bare nogle få centimer. Det er ikke dårligt – det er faktisk ret rart, når man opholder sig i en bus eller et tog. Der er ingen asen og masen. Du får ikke følelsen af at folk overskrider dine grænser, fordi de kommer for tæt på dig i det offentlige rum. Der er ingen der ånder dig i nakken, og du får ikke en andens sved i ansigtet.

På stationen står folk pænt og venter på toget i rækker. Der gives plads til dem, der skal ud af toget. Det er ikke ligesom i Københavns metro, hvor folk klumper sammen foran døren – lad nu vær med at stå foran den dør!

Pokemon land

Infrastrukturen er upåklagelig. De har højhastighedstog så man bliver misundelig. Der er masser af metro, busser og tog. Togene kører til tiden. Der er hurtigt wifi alle steder – gratis. Det var en lettelse at komme fra Kina til Japan og kunne surfe ordentligt på nettet.

Der er pænt, ordentligt og struktureret. Lidt ligesom den sushi jeg elsker højt. Sushi er smukt, simpelt og velkomponeret. Men japanerne er også lattermilde og har en anden skæv side. Det viser deres kærlighed til Manga, til udklædning, til det anderledes – det er også pokemon land. Det er skøre tv-shows, mærkeligt tøj og meget mere.

Jeg ville gerne være blevet lidt længere og set noget mere af det smukke land. Sayonara.

Imperier forgår, imperier består

2019-09-26 | Kina, Long read | No Comments

Mens de sidste rester af det engelske imperium forsvinder i brexiske krampetrækninger lever det kinesiske imperium videre efter mere end 2.000 på bagen.

Tian’Anam pladsen

Alting er meget større og imponerende end jeg havde forestillet mig. Tv-billederne med de ikoniske billeder af den ene modige kineser, der stillede sig i vejen for en militær tank på Tian’Anem pladsen, husker jeg tydeligt. Pladsen er en kilometer lang – iscenesat til militærparader.

Hvad jeg ikke vidste var, at pladsen ligger i forlængelse af den forbudte by, som er meget større. Vi brugte 2 timer på bare at gå igennem den forbudte by, direkte ned gennem midteraksen. Byen er bygget til at imponere i 1400-tallet – den imponerer stadig. Alt er holdt i røde og orange farver med blå, grønt og guld i udsmykningen.

Kineserne imponerer stadig med storslåede bygninger eller enorme infrastrukturprojekter, ikke kun i Kina men også i afrikanske lande, hvor de er massivt til stede. De planlægger langt ud i fremtiden – i modsætning til mange politikere i den vestlige verden, der sjældent ser længere end til det næste valg.

på toppen af muren

Den kinesiske mur blev bygget over flere generationer, men fungerede aldrig reelt som en forsvarsmur. Det er ikke en lang sammenhængende mur, men mange forskellige stykker. Mongolerne invaderede let et sted, hvor der ikke var en mur og overtog magten i løbet af 1200-tallet. Muren var derimod perfekt til at transportere varer og soldater samt kommunikere over store afstande.

Inden man selv står på den, er det svært at forestille sig, hvor imponerende den er – muren. Jeg besøgte den et sted, hvor det er let at komme op til toppen med en svævebane. Jeg forstår slet ikke, at nogle vælger at gå hele vejen op ad muren og så vandre på den i flere timer. Det er jo ikke en mur, der går ligeud – den går og op ned med høje trin. Solen bager mens der er køligt inde i vagttårnene.

Måske mere imponerende er Kinas første kejsers grav. Bygget for 2.200 år siden i Xi’an – byen hvor silkevejen starter, et sammensurium af forskellige kulturer mødes her og her Kina blev grundlagt. Det er graven hvor terrakottakrigerne står vagt. Man har fundet 8.000 af dem, kun 2.000 er indtil videre blevet udgravet.

Terrakottakrigere

Alle krigerne er individuelle med forskellige ansigter. Som om de er blevet modelleret efter levende soldater. Arkæologer arbejder hver dag med at udgrave flere – og prøver at sætte de ødelagte krigere sammen igen. Et puslespil med millioner af brikker.

Selve graven har de ikke åbnet. Det vil den kinesiske regering ikke – begrundelsen er, at kviksølvkoncentrationerne i graven er så høje, at det er giftigt for mennesker. Det lader også til, at der er bundet en del overtro til den lukkede grav – som om det kinesiske imperium bryder sammen, hvis man forstyrrer gravfreden.

I modsætning til det britiske imperium ser det ikke ud som om det kinesiske kommer i problemer foreløbig. Der slås hårdt ned på utilfredshed, ligesom i Hong Kong. Menneskerettigheder er ikke ligefrem noget de går ind for. Etnisk udrensning er heller ikke nyt – det seneste foregår i en af provinserne hvor ca. 1½ million muslimer er interneret for at blive genopdraget (ikke nogen ny metode for landet).

Det ny Kina
Shanghai by night

Der er fuld gang i økonomien. For ikke så mange år siden var størstedelen af befolkningen landmænd. Nu er markerne lejet ud eller solgt til store firmaer. Alt er nyt, husene, bilerne, vejene. Byerne vokser – 30 etagers boligblokke skyder op alle vegne, nye veje og jernbaner anlægges. Som at spille Civilization bare i endnu større format.

Og sådan fortsætter Kina med at bygge deres imperium – mens imperierne i den vestlige verden falder fra hinanden, først det britiske – det næste kunne blive det amerikanske.

Frustration & rejsetips

2019-09-22 | Kina, Long read | No Comments

Mit første møde med Kina var ikke det bedste. Hotellet i Beijing er et af de dårligste jeg nogensinde har boet på. Jeg ankom en søndag eftermiddag – i receptionen talte de ikke rigtig engelsk. Det gør de så ikke rigtig nogen steder fandt jeg ud af efterhånden.

Vred løve

Den søndag eftermiddag forstod jeg dog så meget, at alle hæveautomater var lukket pga. generalprøve på den storstilede militærparade, der skal holdes i anledning af 70 året for etableringen af folkerepublikken. Hotellet kunne ikke hjælpe med at veksle penge. Så uden penge kom aftensmaden til at bestå af de kopnudler, som jeg havde til overs fra togturen.

På hotellet virkede wifi’en kun i lobbyen – jeg var dog så heldig at det virkede indimellem på mit værelse om aftenen. Jeg har haft bedre forbindelse mange steder ude i midten af ingenting i Afrika. Efter et par uger på farten havde jeg glædet mig til at få vasket tøj på hotellet, men næ nej den service havde de heller ikke – så jeg vaskede tøj i håndvasken.

Park

Det lykkedes mig heller ikke at leje en cykel – det kunne hotellet heller ikke hjælpe mig med. Beijing er fyldt med udlejningscykler, men de fleste kræver at man har en kinesisk bankkonto, så der kan betales via en app. Men der er selvfølgelig en mulighed for turister. Det ville de så ikke hjælpe mig med.

Det tegnede slet ikke godt, men heldigvis mødte jeg kun søde mennesker alle andre steder end på hotellet.

Beijing er en stille by. Der bor mere end 20 millioner mennesker, men det bemærker man slet ikke. Den berygtede luftforurening oplevede jeg ikke. Myndighederne har gjort meget for at ændre forholdene. De eneste larmende og forurenende køretøjer var biler og busser. Resten, scootere, minibiler osv. var elektriske. Det skulle jeg lige vænne mig for de sniger sig lydløst op på en, som en ninja.

De kan noget med blomster

Jeg havde med vilje valgt ikke at have nogle planer de to første dage. Jeg skal passe på ikke at lave et program, som er alt for tætpakket med aktiviteter og rejsetid – hvis det fortsætter for lang tid bliver jeg rejseudmattet. Og så ender jeg med at kravle under en dyne et par dage og se Netflix. Det oplevede jeg, da jeg rejste rundt i Afrika i tre måneder sidste vinter.

Nu håber jeg, at jeg har lært det. Det er hårdt at rejse – der er så mange nye indtryk hele tiden, nye omgivelser, nye mennesker, andre sprog. Hjernen bliver træt og skal have hvile. Den bedste rutine jeg har på mine rejser er, at jeg bliver på hotellet og arbejder om formiddagen.

Ikke at jeg får nogen penge for det jeg laver lige nu – bloggen, artiklerne eller podcasten. Jeg lever af det, der står på min bankkonto. Men selvom det pt. er ulønnet, ser jeg det stadig som et arbejde, der skal passes. Jeg bruger også en del tid på at planlægge min rejserute, at være i kontakt med folk lokalt og ikke mindst udtænke ideer til mulige sponsorer (indtil videre uden held).

Små gyder

Om eftermiddagen tager jeg på tur. I Beijing gik jeg ture i nærheden af hotellet, der ligger få minutters gang fra den forbudte by midt i et gammelt kvarter og i nærheden af de skønneste parker med søer. Og da jeg endelig havde fundet en hæveautomat, var jeg tryg igen med penge på lommen.

Jeg elsker at gå på opdagelse uden egentlig at vide, hvor jeg ender henne. Det er bare at vælge, hvilken vej man vil gå – til venstre, til højre eller lige ud. Beijing er en fredelig by. Der er masser af politi og vagter alle steder. Du ser ingen tiggere på gaden – de har ikke lov til at være der.

Jeg fik mange advarsler inden jeg kom hertil. Om at kineserne er nogle svin, at der smides skrald allevegne m.m. Det er slet ikke min oplevelse, tværtimod. Det der er anderledes er, at de bøvser højlydt, hoster og spytter på gaden. Der er ingen stinkende skraldespande eller affald på gaden. Der er offentlige toiletter overalt. Vandet i hanerne kan ikke drikkes, men byen er fuldt med drikkevandshaner som er gratis.

Bag dørene i gårdhaverne

Så jeg følte mig tryg i Beijing. Man skal selvfølgelig ikke være naiv, når man rejser. Opfør dig ordentligt, vær venlig og lad vær med at gå på bar hele natten og drikke dig fuld. Man kommer ret langt med almindelig sund fornuft – og slå tålmodigheden til, når man kommunikerer med andre. I forstår ikke nødvendigvis hinanden, selvom I tror i begge to taler engelsk.

Et godt råd er at have et visitkort med fra hotellet, hvor adressen er på. Så kan man altid stige ind i en taxa og blive kørt tilbage. Jeg bruger også maps.me, der er en kort app som virker offline. Den er ret fantastisk. Man kan downloade detaljerede kort over byer. Og vupti kan man finde vej til seværdigheder, hæveautomater, offentlig transport m.m. Og nej jeg er desværre ikke sponsoreret af maps.me.

Dette er ikke Lego

Så jeg gik en tur i området og fandt de skønneste parker, gårdhavekvarterer og butikker. I de gamle kvarterer er alle huse og mure bygget i går mursten. Dørene er røde. Der er ikke meget udsmykning – måske nogle få ord på dørene.

De gamle kvarterer består af en etages gårdhavehuse. De er inddelt i firkanter med en mur omkring – inde bag muren er der masser af små huse med meget snævre gyder imellem. Indimellem står en dør åben og man får et glimt af flere små sammenhængende huse bagved. Imellem firkanterne er der snævre stræder, hvor der lige netop kan køre en bil – og det gør der. Der ligger butikker og restauranter indimellem, men ellers er de fleste butikker og restauranter placeret ude ved de større veje.

Flere gange oplevede jeg, at folk ville have taget billeder med mig – mest ældre mennesker. Ikke at jeg selv synes det, men i deres øjne er jeg blond. Og med mine blå øjne er jeg åbenbart et kuriosum. Der er forbavsende få vesteuropæiske turister, næsten ingen med blondt hår og blå øjne. Så nu findes jeg i flere kineseres feriebilledsamling.

Når mennesker mødes

2019-09-17 | Long read, Mongolia | 1 Comment

På kanten af en flod ligger en ger med græssende geder og køer udenfor. Her besøgte jeg en nomadefamilie. Her havde de fået 4 sønner, der nu var voksne og flyttet hjemmefra.

En sommerlejr

De fleste nomader har to forskellige steder, hvor de opholder sig. En sommerlejr og en vinterlejr. Om vinteren flytter de et sted hen, hvor dyrene har mere læ for kulden og vinden. Familien ved floden flytter ikke væk om vinteren, da de har plantet træer langs floden. Det er læ nok til dyrene.

Det er mærkeligt at forestille sig, at dyrene opholder sig udenfor i 30 graders kulde. Og ikke mindst, at hvis man selv skal på toilettet om vinteren foregår det udenfor. Her findes ikke en gang et gammeldags das.

Mongolske snacks

De servede mongolske snacks, som spises både morgen, middag og aften – og indimellem. Det var tørret curd, smør, mælkesmør (smør rørt med mælk så den er cremet), hård ost, frisk ost, mælkete og brød. Det er ikke meget brød der bliver spist. Den friske ost spises i skiver med et tykt lag mælkesmør (dobbelt tandsmør).

Jeg tror ikke de har hørt om laktoseintolerance. De griner meget højt og længe, da jeg fortæller om danskernes stigende angst for mælk og mejeriprodukter. Mælken har været en stor del af deres kost i tusindvis af år. Her holder de ikke køer for kødets skyld, men for mælkens.

Bortset fra at det for danske maver er en meget fed kost, smager det udmærket. Den mongolske mad er generelt ret fantastisk og velsmagende – meget bedre end det meste af det jeg fik i Rusland. Nu er jeg også ret stor fan af lammekød, og det kan man få alle steder. Mongolerne har deres egen version af dumplings, som er de bedste jeg nogensinde har fået.

Udsigt fra templet

Noget af det bedste ved at rejse er at møde mennesker med en helt anden baggrund og tale med dem, om deres syn på livet. Vi har så meget mere til fælles end vi umiddelbart tror i al vores fordomsfuldhed. Der er ikke den store forskel på, hvad vi gerne vil have ud af livet.

Vi ønsker os et liv med en masse glæde, lykkelige øjeblikke sammen med venner og familie, et godt helbred og nok mad på bordet.

Nogle gange sker der så det, at man skaber en helt særlig kontakt med et fremmed menneske. Vi var gået halvvejs op ad bjerget, og næsten kravlet op af 108 høje trin til det buddhistiske meditationstempel – min guide Suv og jeg. Mens vi kiggede på den storslåede udsigt, talte vi om global politik, menneskerettigheder, vores landes historie, vores kulturer, humanisme og det gode liv.

Suv, vores chauffør Agi & mig

På trods af kulturforskelle og sproglige skel mødtes vi der midt på bjergsiden – oplevede en samhørighed – der i mødet mellem 2 mennesker i nuet. Og er noget af det mest fantastiske ved at rejse steder hen, der er så anderledes en Danmark. At møde de ’andre’, som jo i bund og grund er ligesom én selv.

Jeg elsker det – det er et af de lykkelige øjeblikke, som jeg lever for 😊

Højt til himlen

2019-09-16 | Long read, Mongolia | No Comments

Højt til himlen

Der er højt til himlen og langt til horisonten i Mongoliet. Når man ser ud over stepperne, er det nemt at forestille sig rytterne galoperende afsted på deres heste – ligesom Drogo og hans mænd i Game of Thrones. Hestene er her stadigvæk sammen med kamelerne og køerne.

Mongoliet er verdens mest tyndtbefolkede område. I dette store land, der er klemt inde mellem Kina og Rusland, lever kun 3 millioner mennesker. Det ville svare til, at der kun skulle bo lidt under 90.000 mennesker i Danmark!

De er stolte af deres fortid, og har bygget en 40 meter høj statue af Djengis Khan midt ude på sletterne for at understrege det. Sandheden er, at de siden dengang har været underlagt kinesisk og russisk styre. Landet har kun været selvstændigt siden 90’erne.

Djengis Khan

Nu arbejder de på at finde fodfæste i deres egen identitet, og er splittet mellem nomadelivet og det moderne storbyliv.

De er på den ene side stadig et nomadefolk, hvor familien lever i en ger (nej de kalder det ikke for en jurte men en ger) med dyreflokken omkring sig. Her er ingen indhegninger, så dyrene græsser frit. Da jeg spørger min guide Suv, hvordan de så kan finde ud af hvilke dyr, der tilhører hvem, griner hun lidt – det ved dyrene selv siger hun.

På den anden side er de et moderne samfund. Mongoliet har kul, guld og mineraler i jorden. Infrastrukturen er god, og der er trafikkaos i byerne ligesom alle andre steder i verden. På bare en enkelt generation er skiftet var nomadekultur til storbykultur sket. Det er vildt at tænke på – i Danmark ville de svare til at fæstebøndernes børn levede i nutidens København.

Lysshow på historisk bygning i UB

I Ulaanbaatar (som de selv kalder UB) bor en halv million mennesker. Sproget er meget anderledes end russisk, selvom de bruger det samme alfabet. Sproget er i familie med tyrkisk og japansk, selvom jeg synes jeg kan høre nogle enkelte grønlandske lyde indimellem.

Ude i nationalparken Terelj sov jeg i min egen ger. Selvom dagtemperaturen kommer over 15-20 grader, er der koldt om natten, næsten nede omkring frysepunktet. Siderne i ger’en fungerer som et elektrisk tæppe, der blev tændt om aftenen for at holde kulden lidt på afstand. Brændeovnen blev tændt, så der blev lige så varmt som i en sauna – efter et par timer var temperaturen lav nok til at sove i.

Min brændeovn & seng

Jeg er blevet helt vild med Mongoliet, og vil bestemt gerne tilbage på besøg. Landskabet er små smukt. Den høje himmel, den uendelige horisont, den klare luft.

Det gik op for mig derude i ingenting, at jeg elsker det åbne landskab. Jeg har rejst mange steder i verden, men der hvor jeg har haft det bedst, trukket vejret helt ned i maven og være gladest – har været i de åbne landskaber. Om ørkenen i Sahara eller Namibia, savannen i Uganda eller Tanzania, eller nu stepperne i Mongoliet, så har jeg det allerbedst, når der er langt til horisonten. Sangstrofen ’jeg kan bedst li’ åbne vidder…’ (ved godt den handler om havet men alligevel) kørte som min helt egen underlægningsmusik, mens jeg var der 😊