Indtil for 15 år siden havde jeg ikke rejst udenfor Europa og Nordamerika. Min datter Sofie & jeg blev inviteret med til det vestafrikanske land Mali af min datters venindes forældre. Den gang var landet demokratisk, fredeligt men stadig et af verdens fattigste lande. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle rejse så langt væk og være væk en hel måned med min datter, der bare var 10 år – Afrika havde aldrig stået på min ønskeliste.

Nogle gange springer jeg ud på dybt vand. Det gjorde jeg også den dag – det var starten på min eventyrlyst. Mens vi opholdt os i Mali’s hovedstad besluttede jeg mig for, at vi da skulle til Timbuktu. Selvfølgelig skulle vi det. Den sagnomspundne by hvor både Tintin & Anders And også havde været 😉

Jeg bookede en jeep, en chauffør og en guide til at køre os den tusind kilometer lange tur fra Bamako til Timbuktu. På det tidspunkt risikerede turister at blive bortført fra ørkenen, så der var advarsler om at vi ikke skulle overnatte i Sahara. Jeg tror min mor var ved at gå ud af sit gode skind hjemme i Danmark – hvad kunne der ikke ske. Men med en chauffør der hedder Balou og en guide, der havde en datter på alder med Sofie kunne det da ikke gå helt galt. Det gjorde det heller ikke.

Vores guide i Timbuktu hed Muhammed Ali – you can’t make this shit up. Det var en fantastisk tur. Sofie viste sig at være den bedste rejsekammerat i verden. Nysgerrig, empatisk, tålmodig – vi opfandt begreberne hverdagstålmodighed & ferietålmodighed. Til hverdag må man gerne være utålmodig, hvis tingene går lidt for langsomt.

Men i det øjeblik vi tager i lufthavnen, træder ferietålmodigheden til. Så er der ingen brokkeri over 4 timers ventetid ved en grænseovergang, eller 8 timers kørsel i en jeep. Sofie er eminent til ferietålmodighed. Efter rejsen til Mali besluttede jeg mig for, at vi skulle se meget mere til verden, når jeg havde råd til det.

Det blev starten på mange års rejser sammen med min datter Sofie. Vi har haft de mest fantastiske oplevelser. Vi brugte en måned på at rejse gennem Laos og Cambodia, hvor vi overnattede hjemme hos folk i hytter i landsbyer, så bombekratere fra Vietnam-krigen, græd ved mindesmærket over ofrene for Khmer Rouge, besøgte utallige templer og jeg fik min første og eneste madforgiftning nogensinde.

Vi har taget dykkercertifkat på Mauritius og, dykket blandt vragene fra Cubakrisen i Svinebugten og svømmet med en søko ved Great Barrier Reef i Australien. Vi har holdt jul i Uganda og stirret bjerggorillaer i øjnene, Jeg måtte bæres ud fordi mine ben ikke kunne gå længere, men jeg fik set dem. Hun er min bedste rejsekammerat og at have oplevet verden sammen med hende, gav mig modet til at tage de ultimative spring – og rejse alene rundt.

Jeg har rejst igennem lande som mange mennesker vil være bange for at rejse i. Jeg har været i Cape Town som mange advarer imod, fordi kriminaliteten er høj. Jeg oplevede intet ubehageligt. Jeg har rejst i mange lande i Afrika uden at være bange – selvom det kan være livsfarligt at færdes i trafikken 😉

Der er selvfølgelig også lande jeg har fravalgt at rejse i – simpelthen fordi det er for farligt. Jeg er jo ikke en naiv idiot. Jeg forbereder mig godt og tjekker anbefalingerne både fra det danske udenrigsministerium og Storbritannien (der som regel har bedre vejledninger end det danske).

I sommer ville jeg gerne have rejst rundt i Mellemøsten og blandt andet interviewet en ateist i Iran. Selvom man sagtens kan tage på ferie i Iran, blev jeg frarådet at tage dertil, fordi jeg kan googles og sikkerhedsmyndighederne kan finde ud af at jeg er humanist og menneskerettighedsaktivist. Derfor er det for farligt for mig personligt at tage dertil, da jeg kunne risikere at ende i fængsel sammen med andre vesterlændinge. I stedet interviewede jeg iraneren via Skype fordi jeg gerne ville have hans historie.

De største farer ved at rejse rundt i verden nok trafikken og derefter kommer naturkatastrofer. Jeg har behændigt undgået at blive ramt af naturkatastrofer – tyfoner, orkaner, vulkanudbrud, jordskælv, oversvømmelser, skovbrande og nu coronavirus.

Men ellers er verden et ret fredeligt sted, og de fleste mennesker er venlige og nysgerrige, når de møder dig derude. De er ligesom os selv bare almindelige mennesker, der lever deres liv på den bedste måde de kan – mange steder i fattigdom. Ofte er de utroligt gæstfrie og vil frygtelig gerne snakke. Jeg har haft de mest fantastiske filosofiske samtaler om livet, døden, tro, ikke-tro mv. med mennesker i hele verden.

Så jeg er utrolig taknemmelig for at jeg blev spurgt dengang for 15 år siden. Det gav mig – og min datter – så meget, at vi siden har turde springe ud i mange eventyr.