Category: Long read

Home / Category: Long read

Starter ritualet. Nogle gange når vi kun igennem stadiet med høflighedsfraserne og basisinformationerne: navn, hvor man kommer fra og hvor man bor.

Alle steder i verden hvor mennesker mødes er der dette faste ritual med udveksling af informationer. Der er forskellige variationer over temaet. Nogle gange giver man hånd, andre gange lægger man hånden på hjertet og bukker let – andre steder samler man hænderne foran brystet og siger Namaste. Uanset variation handler det altid om at være imødekommende, nysgerrig og vise respekt.

En af utallige lokale der vil have taget selfie med hende den blonde blåøjede dansker

Næste fase er udveksling af mere detaljerede informationer – uanset om du sidder til middagsselskab i Danmark eller tager toget fra Moskva til Beijing. Uanset om du møder andre turister eller besøger lokale indbyggere. Det er altid de samme spørgsmål der bliver stillet. Hvad er dit arbejde? Er du gift? Har du børn? Hvor gammel er du? Hvor kommer du fra? Hvor skal du hen?

Når man rejser – især langt væk – tilføjes yderligere spørgsmål om ens kulturelle baggrund og land:  Hvor stort er Danmark, antal indbyggere, religion, kultur, hvorfor er vi så rige, hvordan kan det være at vi er verdens lykkeligste land, er højreekstremisterne også på fremmarch hos jer. Samtalen kan føre mange steder hen, og nogle gange fører det til længerevarende filosofiske eller politiske diskussioner.

Der er forskel på om dem man møder er andre rejsende eller om det er lokale.

Som rejsende udenfor de sædvanlige turistdestinationer er der en tendens til, at vi skaber et sammenhold – vores eget lille fællesskab. På togturen fra Moskva til Beijing mødte jeg flere af de samme mennesker undervejs. Man nikker venligt og anerkender at man har genkendt dem – ikke at man behøver at tale med hinanden, men vi ved at de andre er der.

I Delhi mødte jeg Shruti & Pulkit
2 unge humanister der var rejst 6 timer sammen med deres far for at hilse på mig

Genkendelsesnikket bruges fordi vi alle har en del af de samme oplevelser og ikke mindst udfordringer. Nogle gange falder man i snak, som når internettet i praksis er umuligt at bruge i Beijing vi brokker os i fælleskab – Nancy & jeg. Hun viser sig at være fra Minneapolis – Prince’s fødeby og på min bucket list (ja jeg har været fan siden jeg var ganske ung 😉). Jeg får hendes e-mail og lover at kontakte hende, når jeg en dag kommer for at besøge Paisley Park.

Mange udveksler e-mails m.m., men de færreste bruger dem. Det er en del af ritualet at udveksle kontaktinformationer, hvis man har tilbragt mere end 2 dage i hinandens selskab. Det er ikke helt almindelige turister der vælger at tage den transsibiriske jernbane. Jeg møder en gruppe af svensktalende finske kvinder, som alle er over halvfjerds (det vil jeg også når jeg når den alder 😊). Der er det unge tyske par jeg delte kupe med en enkelt nat, som vil rejse verden rundt i 1 år (det nåede jeg aldrig selv da jeg var ung).

Tony, Janet & John i
vores egen lille pub

John og Janet fra London har rejst i hele verden i mange år – de tager den samme rute mellem Moskva og Beijing, men forlænger med ekstra dage i Gobi ørkenen i Mongoliet. Tony fra London har solgt alt ligesom mig og rejser verden rundt i mindst 1 år. Vi nåede at etablere vores helt eget aftenritual og omdannede restaurantvognen til en britisk pub inden vores veje skiltes igen.

Vi mødes alle sammen i korte øjeblikke hvor vi udveksler rejseerfaringer og livserfaringer – ikke så meget livshistorier, for de synes ikke helt så vigtige der midt ude i ingenting. Hvad man arbejder med, er ligegyldigt – i stedet snakker vi om vores erfaringer og overraskende nok tit og ofte storpolitik.

Man kan ikke undgå at tale Brexit med enhver brite på vejen – alle jeg har mødt udenfor Europa er imod Brexit. Der er på en eller anden måde sammenhæng mellem dem, der rejser for de særlige oplevelser og deres politiske holdninger. Jeg har endnu til gode at møde en Trump tilhænger på mine rejser – amerikanerne jeg møder er nærmest flove over at være amerikanere.

På den guidede tur gennem den forbudte by mødtes brasilianeren og amerikaneren og jeg og snakkede om, hvad det dog var der foregik i deres lande. På den guidede tur til den kinesiske mur udvekslede israelerne og italienerne erfaringer om hver deres politiske cirkus.

Min guide og vores chauffør i Mongoliet.

Og så er der de lokale man møder undervejs. Min rejse er en kombination af turistture og besøge lokale kontakter. Det er ikke så ofte at man kommer tæt på guiderne og chaufførerne, men der er undtagelse – fx min guide i Mongoliet (beskrevet i tidligere blog indlæg). Det møde gjorde et stort indtryk på mig.

I de fleste af de lande jeg har rejst i har jeg mødtes med humanister og andre ikke-troende for at snakke med dem om deres livshistorier til min podcast Babelfish. Det er de færreste jeg kendte på forhånd, men alle sammen har taget imod mig med åbne arme. Nogle steder har de endda inviteret mig hjem og bo hos dem selv, som da jeg boede hos Harrison i Nairobi, Kenya. Lige nu har jeg boet 3 dage hos Narendra og hans kone Asha i Mangalore, Indien.

Uanset hvor jeg har været har de arrangeret middage eller sammenkomster, så jeg har kunne møde så mange som muligt. Det giver et helt andet indblik i det enkelte land, fordi man får andre historie end dem, der fremstilles i medierne. Igennem det sidste år har jeg interviewet mere end 60 mennesker og mødt mindst lige så mange, hvis historier jeg ikke har dokumenteret.

Hygge med humanister i Manila

Endelig er der de semi-lokale, som enten er migreret til landet eller besøger det ofte. I Tokyo mødte jeg amerikanske Robert, der har boet i Japan i mange år. I Pokhara mødte jeg danske Peter, der har besøgt Nepal gennem de sidste 20 år. De semi-lokale kan nogle gange give en mere objektiv og nuanceret beskrivelse af kulturen i landet.

Jeg har mødt hundredvis af mennesker på mine rejser – alle med hver deres unikke historie og indblik i deres del af verden. Det er kun en dråbe i havet set i forhold til de milliarder af mennesker, som vi er på jorden. Men det er en kæmpe oplevelse hver gang man møder et nyt menneske.

Imperier forgår, imperier består

2019-09-26 | Kina, Long read | No Comments

Mens de sidste rester af det engelske imperium forsvinder i brexiske krampetrækninger lever det kinesiske imperium videre efter mere end 2.000 på bagen.

Tian’Anam pladsen

Alting er meget større og imponerende end jeg havde forestillet mig. Tv-billederne med de ikoniske billeder af den ene modige kineser, der stillede sig i vejen for en militær tank på Tian’Anem pladsen, husker jeg tydeligt. Pladsen er en kilometer lang – iscenesat til militærparader.

Hvad jeg ikke vidste var, at pladsen ligger i forlængelse af den forbudte by, som er meget større. Vi brugte 2 timer på bare at gå igennem den forbudte by, direkte ned gennem midteraksen. Byen er bygget til at imponere i 1400-tallet – den imponerer stadig. Alt er holdt i røde og orange farver med blå, grønt og guld i udsmykningen.

Kineserne imponerer stadig med storslåede bygninger eller enorme infrastrukturprojekter, ikke kun i Kina men også i afrikanske lande, hvor de er massivt til stede. De planlægger langt ud i fremtiden – i modsætning til mange politikere i den vestlige verden, der sjældent ser længere end til det næste valg.

på toppen af muren

Den kinesiske mur blev bygget over flere generationer, men fungerede aldrig reelt som en forsvarsmur. Det er ikke en lang sammenhængende mur, men mange forskellige stykker. Mongolerne invaderede let et sted, hvor der ikke var en mur og overtog magten i løbet af 1200-tallet. Muren var derimod perfekt til at transportere varer og soldater samt kommunikere over store afstande.

Inden man selv står på den, er det svært at forestille sig, hvor imponerende den er – muren. Jeg besøgte den et sted, hvor det er let at komme op til toppen med en svævebane. Jeg forstår slet ikke, at nogle vælger at gå hele vejen op ad muren og så vandre på den i flere timer. Det er jo ikke en mur, der går ligeud – den går og op ned med høje trin. Solen bager mens der er køligt inde i vagttårnene.

Måske mere imponerende er Kinas første kejsers grav. Bygget for 2.200 år siden i Xi’an – byen hvor silkevejen starter, et sammensurium af forskellige kulturer mødes her og her Kina blev grundlagt. Det er graven hvor terrakottakrigerne står vagt. Man har fundet 8.000 af dem, kun 2.000 er indtil videre blevet udgravet.

Terrakottakrigere

Alle krigerne er individuelle med forskellige ansigter. Som om de er blevet modelleret efter levende soldater. Arkæologer arbejder hver dag med at udgrave flere – og prøver at sætte de ødelagte krigere sammen igen. Et puslespil med millioner af brikker.

Selve graven har de ikke åbnet. Det vil den kinesiske regering ikke – begrundelsen er, at kviksølvkoncentrationerne i graven er så høje, at det er giftigt for mennesker. Det lader også til, at der er bundet en del overtro til den lukkede grav – som om det kinesiske imperium bryder sammen, hvis man forstyrrer gravfreden.

I modsætning til det britiske imperium ser det ikke ud som om det kinesiske kommer i problemer foreløbig. Der slås hårdt ned på utilfredshed, ligesom i Hong Kong. Menneskerettigheder er ikke ligefrem noget de går ind for. Etnisk udrensning er heller ikke nyt – det seneste foregår i en af provinserne hvor ca. 1½ million muslimer er interneret for at blive genopdraget (ikke nogen ny metode for landet).

Det ny Kina
Shanghai by night

Der er fuld gang i økonomien. For ikke så mange år siden var størstedelen af befolkningen landmænd. Nu er markerne lejet ud eller solgt til store firmaer. Alt er nyt, husene, bilerne, vejene. Byerne vokser – 30 etagers boligblokke skyder op alle vegne, nye veje og jernbaner anlægges. Som at spille Civilization bare i endnu større format.

Og sådan fortsætter Kina med at bygge deres imperium – mens imperierne i den vestlige verden falder fra hinanden, først det britiske – det næste kunne blive det amerikanske.

Frustration & rejsetips

2019-09-22 | Kina, Long read | No Comments

Mit første møde med Kina var ikke det bedste. Hotellet i Beijing er et af de dårligste jeg nogensinde har boet på. Jeg ankom en søndag eftermiddag – i receptionen talte de ikke rigtig engelsk. Det gør de så ikke rigtig nogen steder fandt jeg ud af efterhånden.

Vred løve

Den søndag eftermiddag forstod jeg dog så meget, at alle hæveautomater var lukket pga. generalprøve på den storstilede militærparade, der skal holdes i anledning af 70 året for etableringen af folkerepublikken. Hotellet kunne ikke hjælpe med at veksle penge. Så uden penge kom aftensmaden til at bestå af de kopnudler, som jeg havde til overs fra togturen.

På hotellet virkede wifi’en kun i lobbyen – jeg var dog så heldig at det virkede indimellem på mit værelse om aftenen. Jeg har haft bedre forbindelse mange steder ude i midten af ingenting i Afrika. Efter et par uger på farten havde jeg glædet mig til at få vasket tøj på hotellet, men næ nej den service havde de heller ikke – så jeg vaskede tøj i håndvasken.

Park

Det lykkedes mig heller ikke at leje en cykel – det kunne hotellet heller ikke hjælpe mig med. Beijing er fyldt med udlejningscykler, men de fleste kræver at man har en kinesisk bankkonto, så der kan betales via en app. Men der er selvfølgelig en mulighed for turister. Det ville de så ikke hjælpe mig med.

Det tegnede slet ikke godt, men heldigvis mødte jeg kun søde mennesker alle andre steder end på hotellet.

Beijing er en stille by. Der bor mere end 20 millioner mennesker, men det bemærker man slet ikke. Den berygtede luftforurening oplevede jeg ikke. Myndighederne har gjort meget for at ændre forholdene. De eneste larmende og forurenende køretøjer var biler og busser. Resten, scootere, minibiler osv. var elektriske. Det skulle jeg lige vænne mig for de sniger sig lydløst op på en, som en ninja.

De kan noget med blomster

Jeg havde med vilje valgt ikke at have nogle planer de to første dage. Jeg skal passe på ikke at lave et program, som er alt for tætpakket med aktiviteter og rejsetid – hvis det fortsætter for lang tid bliver jeg rejseudmattet. Og så ender jeg med at kravle under en dyne et par dage og se Netflix. Det oplevede jeg, da jeg rejste rundt i Afrika i tre måneder sidste vinter.

Nu håber jeg, at jeg har lært det. Det er hårdt at rejse – der er så mange nye indtryk hele tiden, nye omgivelser, nye mennesker, andre sprog. Hjernen bliver træt og skal have hvile. Den bedste rutine jeg har på mine rejser er, at jeg bliver på hotellet og arbejder om formiddagen.

Ikke at jeg får nogen penge for det jeg laver lige nu – bloggen, artiklerne eller podcasten. Jeg lever af det, der står på min bankkonto. Men selvom det pt. er ulønnet, ser jeg det stadig som et arbejde, der skal passes. Jeg bruger også en del tid på at planlægge min rejserute, at være i kontakt med folk lokalt og ikke mindst udtænke ideer til mulige sponsorer (indtil videre uden held).

Små gyder

Om eftermiddagen tager jeg på tur. I Beijing gik jeg ture i nærheden af hotellet, der ligger få minutters gang fra den forbudte by midt i et gammelt kvarter og i nærheden af de skønneste parker med søer. Og da jeg endelig havde fundet en hæveautomat, var jeg tryg igen med penge på lommen.

Jeg elsker at gå på opdagelse uden egentlig at vide, hvor jeg ender henne. Det er bare at vælge, hvilken vej man vil gå – til venstre, til højre eller lige ud. Beijing er en fredelig by. Der er masser af politi og vagter alle steder. Du ser ingen tiggere på gaden – de har ikke lov til at være der.

Jeg fik mange advarsler inden jeg kom hertil. Om at kineserne er nogle svin, at der smides skrald allevegne m.m. Det er slet ikke min oplevelse, tværtimod. Det der er anderledes er, at de bøvser højlydt, hoster og spytter på gaden. Der er ingen stinkende skraldespande eller affald på gaden. Der er offentlige toiletter overalt. Vandet i hanerne kan ikke drikkes, men byen er fuldt med drikkevandshaner som er gratis.

Bag dørene i gårdhaverne

Så jeg følte mig tryg i Beijing. Man skal selvfølgelig ikke være naiv, når man rejser. Opfør dig ordentligt, vær venlig og lad vær med at gå på bar hele natten og drikke dig fuld. Man kommer ret langt med almindelig sund fornuft – og slå tålmodigheden til, når man kommunikerer med andre. I forstår ikke nødvendigvis hinanden, selvom I tror i begge to taler engelsk.

Et godt råd er at have et visitkort med fra hotellet, hvor adressen er på. Så kan man altid stige ind i en taxa og blive kørt tilbage. Jeg bruger også maps.me, der er en kort app som virker offline. Den er ret fantastisk. Man kan downloade detaljerede kort over byer. Og vupti kan man finde vej til seværdigheder, hæveautomater, offentlig transport m.m. Og nej jeg er desværre ikke sponsoreret af maps.me.

Dette er ikke Lego

Så jeg gik en tur i området og fandt de skønneste parker, gårdhavekvarterer og butikker. I de gamle kvarterer er alle huse og mure bygget i går mursten. Dørene er røde. Der er ikke meget udsmykning – måske nogle få ord på dørene.

De gamle kvarterer består af en etages gårdhavehuse. De er inddelt i firkanter med en mur omkring – inde bag muren er der masser af små huse med meget snævre gyder imellem. Indimellem står en dør åben og man får et glimt af flere små sammenhængende huse bagved. Imellem firkanterne er der snævre stræder, hvor der lige netop kan køre en bil – og det gør der. Der ligger butikker og restauranter indimellem, men ellers er de fleste butikker og restauranter placeret ude ved de større veje.

Flere gange oplevede jeg, at folk ville have taget billeder med mig – mest ældre mennesker. Ikke at jeg selv synes det, men i deres øjne er jeg blond. Og med mine blå øjne er jeg åbenbart et kuriosum. Der er forbavsende få vesteuropæiske turister, næsten ingen med blondt hår og blå øjne. Så nu findes jeg i flere kineseres feriebilledsamling.

Når mennesker mødes

2019-09-17 | Long read, Mongolia | No Comments

På kanten af en flod ligger en ger med græssende geder og køer udenfor. Her besøgte jeg en nomadefamilie. Her havde de fået 4 sønner, der nu var voksne og flyttet hjemmefra.

En sommerlejr

De fleste nomader har to forskellige steder, hvor de opholder sig. En sommerlejr og en vinterlejr. Om vinteren flytter de et sted hen, hvor dyrene har mere læ for kulden og vinden. Familien ved floden flytter ikke væk om vinteren, da de har plantet træer langs floden. Det er læ nok til dyrene.

Det er mærkeligt at forestille sig, at dyrene opholder sig udenfor i 30 graders kulde. Og ikke mindst, at hvis man selv skal på toilettet om vinteren foregår det udenfor. Her findes ikke en gang et gammeldags das.

Mongolske snacks

De servede mongolske snacks, som spises både morgen, middag og aften – og indimellem. Det var tørret curd, smør, mælkesmør (smør rørt med mælk så den er cremet), hård ost, frisk ost, mælkete og brød. Det er ikke meget brød der bliver spist. Den friske ost spises i skiver med et tykt lag mælkesmør (dobbelt tandsmør).

Jeg tror ikke de har hørt om laktoseintolerance. De griner meget højt og længe, da jeg fortæller om danskernes stigende angst for mælk og mejeriprodukter. Mælken har været en stor del af deres kost i tusindvis af år. Her holder de ikke køer for kødets skyld, men for mælkens.

Bortset fra at det for danske maver er en meget fed kost, smager det udmærket. Den mongolske mad er generelt ret fantastisk og velsmagende – meget bedre end det meste af det jeg fik i Rusland. Nu er jeg også ret stor fan af lammekød, og det kan man få alle steder. Mongolerne har deres egen version af dumplings, som er de bedste jeg nogensinde har fået.

Udsigt fra templet

Noget af det bedste ved at rejse er at møde mennesker med en helt anden baggrund og tale med dem, om deres syn på livet. Vi har så meget mere til fælles end vi umiddelbart tror i al vores fordomsfuldhed. Der er ikke den store forskel på, hvad vi gerne vil have ud af livet.

Vi ønsker os et liv med en masse glæde, lykkelige øjeblikke sammen med venner og familie, et godt helbred og nok mad på bordet.

Nogle gange sker der så det, at man skaber en helt særlig kontakt med et fremmed menneske. Vi var gået halvvejs op ad bjerget, og næsten kravlet op af 108 høje trin til det buddhistiske meditationstempel – min guide Suv og jeg. Mens vi kiggede på den storslåede udsigt, talte vi om global politik, menneskerettigheder, vores landes historie, vores kulturer, humanisme og det gode liv.

Suv, vores chauffør Agi & mig

På trods af kulturforskelle og sproglige skel mødtes vi der midt på bjergsiden – oplevede en samhørighed – der i mødet mellem 2 mennesker i nuet. Og er noget af det mest fantastiske ved at rejse steder hen, der er så anderledes en Danmark. At møde de ’andre’, som jo i bund og grund er ligesom én selv.

Jeg elsker det – det er et af de lykkelige øjeblikke, som jeg lever for 😊

Højt til himlen

2019-09-16 | Long read, Mongolia | No Comments

Højt til himlen

Der er højt til himlen og langt til horisonten i Mongoliet. Når man ser ud over stepperne, er det nemt at forestille sig rytterne galoperende afsted på deres heste – ligesom Drogo og hans mænd i Game of Thrones. Hestene er her stadigvæk sammen med kamelerne og køerne.

Mongoliet er verdens mest tyndtbefolkede område. I dette store land, der er klemt inde mellem Kina og Rusland, lever kun 3 millioner mennesker. Det ville svare til, at der kun skulle bo lidt under 90.000 mennesker i Danmark!

De er stolte af deres fortid, og har bygget en 40 meter høj statue af Djengis Khan midt ude på sletterne for at understrege det. Sandheden er, at de siden dengang har været underlagt kinesisk og russisk styre. Landet har kun været selvstændigt siden 90’erne.

Djengis Khan

Nu arbejder de på at finde fodfæste i deres egen identitet, og er splittet mellem nomadelivet og det moderne storbyliv.

De er på den ene side stadig et nomadefolk, hvor familien lever i en ger (nej de kalder det ikke for en jurte men en ger) med dyreflokken omkring sig. Her er ingen indhegninger, så dyrene græsser frit. Da jeg spørger min guide Suv, hvordan de så kan finde ud af hvilke dyr, der tilhører hvem, griner hun lidt – det ved dyrene selv siger hun.

På den anden side er de et moderne samfund. Mongoliet har kul, guld og mineraler i jorden. Infrastrukturen er god, og der er trafikkaos i byerne ligesom alle andre steder i verden. På bare en enkelt generation er skiftet var nomadekultur til storbykultur sket. Det er vildt at tænke på – i Danmark ville de svare til at fæstebøndernes børn levede i nutidens København.

Lysshow på historisk bygning i UB

I Ulaanbaatar (som de selv kalder UB) bor en halv million mennesker. Sproget er meget anderledes end russisk, selvom de bruger det samme alfabet. Sproget er i familie med tyrkisk og japansk, selvom jeg synes jeg kan høre nogle enkelte grønlandske lyde indimellem.

Ude i nationalparken Terelj sov jeg i min egen ger. Selvom dagtemperaturen kommer over 15-20 grader, er der koldt om natten, næsten nede omkring frysepunktet. Siderne i ger’en fungerer som et elektrisk tæppe, der blev tændt om aftenen for at holde kulden lidt på afstand. Brændeovnen blev tændt, så der blev lige så varmt som i en sauna – efter et par timer var temperaturen lav nok til at sove i.

Min brændeovn & seng

Jeg er blevet helt vild med Mongoliet, og vil bestemt gerne tilbage på besøg. Landskabet er små smukt. Den høje himmel, den uendelige horisont, den klare luft.

Det gik op for mig derude i ingenting, at jeg elsker det åbne landskab. Jeg har rejst mange steder i verden, men der hvor jeg har haft det bedst, trukket vejret helt ned i maven og være gladest – har været i de åbne landskaber. Om ørkenen i Sahara eller Namibia, savannen i Uganda eller Tanzania, eller nu stepperne i Mongoliet, så har jeg det allerbedst, når der er langt til horisonten. Sangstrofen ’jeg kan bedst li’ åbne vidder…’ (ved godt den handler om havet men alligevel) kørte som min helt egen underlægningsmusik, mens jeg var der 😊

Når de fleste hører ordet Sibirien tænker de nok på Gulaglejre, ekstrem kulde, oprørske kosakker og sammenbidte russere.

Sol over Baikalsøen

Alt det er Sibirien, men det er også meget mere end det. Lige nu er det sensommer, og temperaturerne har ikke været under 20 grader. Det er kun om natten det bliver koldt, næsten ned til frysepunktet og vidner om, at her er fastlandsklima.

Fra den østsirbiriske hovedstad Irkutsk bliver jeg kørt direkte til feriebyen Listvyanka, der ligger på Baikal søens bred. Bortset fra at landskabet er meget anderledes er det her en ferieby som alle andre, ja den ligner næsten en af de typiske badebyer på den jyske vestkyst med cafeer, restauranter og udlejning af kajaker m.m.

Baikalsøen er verdens dybeste ferskvandssø på mere end 1.600 meter. Den indeholder 20% af den del af verdens ferskvand, der ikke er bundet i is. I klart vejr kan man se den modsatte side er søen. Udsigten er fantastisk med bjerge hele vejen rundt.

Maden
De gode pandekager

De to dage jeg bruger her, går hurtigt. Jeg laver ikke ret meget andet end at sove så længe som muligt, læse og gå en tur i byen hver dag. Det er her ved søens bred, at jeg får både mit bedste og mit dårligste måltid i Rusland.

I Moskva var maden nogenlunde, men ikke noget at råbe hurra for – men her fik jeg noget af det værste jeg nogensinde har prøvet. Kylling serveret med smeltet ost, ananas, pinjekerner og dild. Heldigvis lykkedes det mig at finde et sted dagen efter, som serverede de mest fantastiske pandekager, så der på den måde blev universets balance nogenlunde genoprettet.

Sproget

Jeg siger farvel til de søde mennesker i mit homestay. De taler ikke meget engelsk, men man kommer langt med fagter, enkeltord og smil. Der gik langt tid før det gik op for mig, at vi har mange af de samme ord – fx toilet, supermarked, restaurant. Forvirringen opstår fordi de har et andet alfabet, det kyrilliske, som virkelig kan få din hjerne til at eksplodere i frustration.

Kosak statue

I det kyrilliske alfabet er der byttet rundt på bogstaverne, så fx B = v, N = i, H = n, C = s, P = r. Og så er der de bogstaver vi ikke kender fx Б = b og Ф = f. Et supermarked er nemt at genkende, fordi helheden minder om det danske sprog = супермаркет. Toilet = туалет er lidt sværere men med øvelse går det. Restaurant = ресторан derimod er helt umuligt, selvom udtalelsen er næsten ens på dansk og russisk.

De latinske bogstaver er begyndt at snige sig ind alle steder, så nogle butiksnavne står på engelsk. Amerikaniseringen har også ramt moder Rusland. Der findes utallige McDonalds, KFCs og Starbucks rundt omkring, selv her i det østlige Sibirien.

Irkutsk

Byen er hovedstad i Østsibirien og har været en af knudepunkterne for handel med pels. En af de helt store luksusvarer igennem tiden, som folk kunne blive multimillionærer på, hvis de altså gav sig i kast med det barske sibiriske klima.

Den transsibiriske jernbane øgede handlen, og der står store paladser i byen bygget af de rigmænd, som ligesom rigmænd til alle tider skulle prale af deres rigdom. Her ligger også et utal af de traditionelle træhuse, der er smukt dekoreret med træudskæringer.

Billede i kirke

De fleste af bygningerne er ved at falde fra hinanden, fordi ingen har penge til at restaurere dem. Alle vegne kan man også se resterne af sovjetimperiet. Langs jernbanen ligger gigantfabrikker øde hen. Ingen har arbejdet på dem siden sovjettiden.

Kirkerne er der afsat penge til at restaurere og jeg besøger en af dem, hvor de smukke billeder er ved at blive genskabt. Efter sovjet fik religion en kraftig renæssance og støttes i dag både af mafiaen og Putin.

Toget

Tilbage på toget mod Mongoliet er jeg heldig nok at dele kupé med kun én person. Resten af hans familie – kone og 3 børn – har kupeen ved siden af, så jeg har det for mig selv det meste af tiden. Det er dejligt at  sidde ved vinduet og kigge ud på landskabet.

Min kupé

Det er nemt at blive en lille smule hypnotiseret af landskabet, der flyver forbi. Pludselig er der gået flere timer, mens tankerne er vandret på må og få – uden at jeg egentlig kan huske, hvilke tanker jeg der er faret gennem hovedet næsten lige så hurtigt som landskabet er faret forbi.

Vi kører langs Baikal søen i flere timer. Jeg går på visit hos Janet og John (de briter jeg mødte på den første lange togtur) i deres vogn midt i toget. De byder på kaffe og kiks. Vi taler om Brexit, EU, film, musicals, Sofie, London og meget mere.

Baikalsøen fra toget

Vi nærmer os grænsen til Mongoliet, men først skal vi igennem grænsekontrollen. På den russiske side tager det 2 timer – alle mand skal blive i egen kupé, toiletterne er låst. Først kommer en person for at gennemsøge kupeen (for mennesker måske?), dernæst kommer paskontrollen for at tjekke passet. Sidste kontrol er tolderen, der gennemroder bagagen lidt på skrømt. De ser meget alvorlige ud alle sammen.

Ved den mongolske grænse gentages samme procedurer. Forskellen er at de alle sammen smiler venligt, ser ud til at mene det og byder os velkommen til Mongoliet.

Det er lidt underligt, men jeg trækker vejret lettere efter vi er kommet over grænsen. Det er nok alle de film jeg har set i årenes løb, eller en rest af den frygt vi alle følte under den kolde krig og som er ved at vende tilbage i det nuværende politiske klima. Det er uundgåeligt at tænke på, hvor meget kontrol sikkerhedstjenesten og politiet har med alt og alle i landet. Men jeg kommer gerne igen – der er stadig mange oplevelser, som venter i det kæmpestore land.

Tidlig morgen er vi fremme i Ulaanbaatar – nu 6.300 kilometer fra Moskva. De mongolske sletter venter 😊

Man vænner sig hurtigt til togets bevægelser – ka da klonk, ka da klonk, ka da klonk. Indimellem afbrudt af de større kang, kang, kang. Bevægelserne er vuggende og gør dig søvnig, lige indtil der kommer et ordentligt bump og du tror, at det her gamle tog er ved at falde fra hinanden.

Udsigt fra gangen udfor min kupe

Turen ud af Moskva går igennem nedslidte industrikvarterer og høje beboelsesejendomme. Det er noget helt andet end Moskvas smukke bygninger i centrum. Vi kører i timevise igennem det samme landskab – uendelige skove, der for det meste er birketræer.

På gangen i vores vogn hænger en udførlig køreplan. Her er angivet alle stationer, ankomst- og afgangstidpunkt, hvor mange minutter der stoppes på hver station. Det hele er pænt opstillet og det er fremhævet, hvornår der er tidszoneskift.

Kiosk på perronen

Et stop på en station kan vare mellem 1 og 42 minutter. De fleste skynder sig ud af toget for at proviantere eller strække benene, hvis stoppet varer mere end 10 minutter. På mange stationer står der et gammelt lokomotiv. Det er som om, at enhver station med respekt for sig selv skal have sådan et lokomotiv stående.

Efter sådan cirka 1.400 km når vi frem til Perm. Byen der tilsyneladende har været inspiration til Checkovs de Tre søstre, og der Doctor Zhivago blev sendt hen. Kun 125 km øst for Perm var en af de Gulag lejre, som tusindvis af russere blev sendt til. Det er en af de få lejre, der overlevede og er nu museum.

Det er ikke svært at forestille sig, hvor grusomt det har været at opholde sig der. Hundredevis af kilometer væk fra alting, med endeløse skove og med ekstreme temperatursvingninger. Uralbjergene starter heromkring, men er ikke særlig høje her, så vi lægger ikke rigtig mærke til dem.

Udsigten er ikke kun træer

Efter at have passeret grænsen mellem Europa og Asien, når vi efter cirka 1.800 km på anden dagen frem til Yekatarinburg. Det er her zaren og hans familie bliver slået ihjel efter revolutionen og begravet i en skov i nærheden. Det er her mine britiske venner stiger på toget og vi indfører pub i restaurantvognen.

Vi når grænsen til Sibirien omkring 300 kilometer senere. Ikke at vi lægger mærke til det, da det er midt om natten. Sibirien betyder permafrost, pelshuer, meterdyb sne, kosakker – men på den her tid af året er der varmt.

Om sommeren kan der blive op til 30 grader, mens det om vinteren kan nå ned til minus 40 grader. Det er svært at fatte, at folk kan overleve både varmen og kulden i deres små træhuse. De fleste boliger ser meget slidte og fattige ud. Det er noget helt andet end Moskvas rigdom.

Omsk station

Jeg har altid syntes, at navnet på byen Omsk lød sjovt. Den kommer vi i gennem efter 2.700 kms togtur – sådan cirka halvvejs mellem Moskva og Irkutsk. Dpstpesvky blev eksileret her, men ellers har den ikke særlig historisk betydning – kun humoren i navnet.

For kryds og tværsfolket er der genkendelsens glæde ved at køre over floden Ob efter 3.300 km. Vi kører over utallige floder, men broen over floden Ob er en af de mere imponerede.

På det sidste lange stræk mellem Krasnoyarsk og Irkutsk bliver landskabet mere bakket og varieret. De uendelige birkeskove og den høje himmel bliver afløst af grønne bakker med meterhøje træer. Der er meget få stop på den del af turen. Ifølge Lonely Planet er der kun et enkelt sted, hvor det er værd at stå af toget – den bemærkning siger det hele.

Efter 3 dage, 4 nætter, 5 tidszoner og næsten 5.200 kms togrejse er vi endelige fremme i Irkutsk – få kilometer fra Baikalsøen, hvor jeg skal være helt alene i to dage 😊

Kan man som introvert overleve turen med den transsibiriske jernbane? Ja det kan man godt – eller rettere jeg kunne godt.

Den første del af turen med toget fra Moskva til Beijing var for mig den længste. 3 dage og 4 nætter på toget, som kørte næsten 5.200 kilometer gennem 5 tidszoner for at nå frem til Irkutsk. Et bynavn som det næsten er umuligt at udtale medmindre man er russer.

Tony, Janet & John

Jeg tog turen i et stræk, mens andre deler den op i mindre bidder. Jeg mødte nogle skønne briter, der havde taget en overnatning i Yekatarinburg for at splitte turen op. Tony var på vej fra Skt. Petersborg og skal med hele vejen til Vladivostok. Han har været på farten i 4½ måned og regner med at rejse verden i mindst 1 år.

Janet og John er på den samme rejse som mig, så vi fortsætter på den transmongolske del af jernbanen med endestation Beijing. De har rejst i hele verden, og vi har været mange af de samme steder. Alle 3 bor i London ikke særlig langt væk fra Sofie og Rasmus.

Kupeen – min seng øverst til venstre

Jeg var ellers noget spændt på, hvordan det skulle gå. At dele en kupe med 3 andre i så lang tid. En kupe der reelt ikke er andet end 4 små væghængte senge med et lille bord i midten. Jeg sov øverst til venstre med den mindste sengehest jeg nogensinde har set – ikke meget mere end 10 cm i højden. En hård opbremsning og jeg var sikker på, at jeg ville trille ud over kanten. Der skete selvfølgelig ikke noget.

Jeg trak nitten og delte med et par og deres lille søn, som ikke var meget mere end 1 år gammel. Drengen ikke var meget for at sove om natten, og temperaturen i vores kupe var et godt stykke over 20 grader. Så udover manglende nattesøvn var nætterne ret svedige. Jeg er sikker på, at lugten derinde ikke har været den bedste – vinduet kan ikke åbnes og man kan ikke komme i bad på toget.

Krasnoyask station

Til gengæld har hver vogn egen stewardesse, der sørger for at vognen er ren og pæn. Hver dag gøres vognen ren. Toiletterne holdes pæne. Hun sælger også et udvalg af drikkevare, snacks, kopnudler og souvenirs. Hun sørger for at folk kommer af på de rigtige stationer – der er også stop midt om natten, hvor folk skal af. Og der er altid varmt vand på samovaren til den evindelige tedrikning, eller nescafeen og kopnudlerne.

Russerne opfører sig meget hensynsfuldt. Det lader til, at der er en uudtalt regel om hvordan man skal opføre sig respektfuldt overfor hinanden. Så der er ingen, der stirrer uhæmmet – selvom der kommer en 2 meter høj hærdebred russer gående i bar mave ned ad gangen. Man kan jo godt forstå ham, når det er så varmt. Man kigger den anden vej.

Her er ingen fine fornemmelser. De fleste er i afslappet tøj, nogle endda i nattøj. Det er meget intimt at være så mange mennesker på så lidt plads. Der er løbende udskiftning af de forskellige passagerer, på hver station stiger nogle af og andre kommer til. Jeg var ikke så heldig at få udskiftet mine roommates undervejs, men i alle de andre kupeer kom der nye til.

De fleste russere taler meget dårligt engelsk eller slet ikke. Men de vil alligevel gerne tale med én, så kommunikationen foregår med enkelte ord og fagter. Nogle gange tror de, at hvis de bare råber så forstår man dem lige pludselig.

Solnedgang fra baren

Jeg tror de fleste skaber deres egen lille mentale boble af privatsfære, et safe space. Jeg gjorde – og så flygtede jeg ned i restaurantvognen, når børnefamilien fyldte for meget og jeg bare gerne ville sidde og stirre ud ad vinduet.

Restaurantvognen er der man møder de andre turister. Russerne medbringer selv deres egen mad til turen, eller køber på stationerne, hvor der er utallige kiosker som sælger mad og snacks. Restauranten begynder først at blive fyldt op sent på eftermiddagen, så jeg havde for det meste det hele for mig selv.

Maden var ikke noget at råbe hurra for, men det er her man slår sig løs. Ude i vognene er stemningen mere afdæmpet, og man taler lavmælt af hensyn til dem der sover. Jeg mødte finner, franskmænd, tyskere, new zealændere og så selvfølgelig mine nyfundne britiske venner, der omdannede baren til den lokale pub hver aften.

Så ja – jeg ’overlevede’ togturen på bedste vis. Det kan alle. Man skal bare huske ørepropper, sovemaske, kopnudler, snacks, wetwipes, nysgerrighed og godt humør 😉

Farvel til Moskva

2019-09-03 | Long read, Rusland | No Comments

Det føles fremmedartet – tanken om Moskva – eksotisk, uforståeligt, barskt. Jeg kan huske flimrende sort/hvide tv-billeder af russere med pelshue, der står I lange køer foran butikkerne i sovjettiden. Vi bruger udtrykket ’en by i Rusland’ om noget, der er meget langt væk – og sådan føles det også.

Bolshoi

Men i realiteten er russerne meget tæt på. Der tager kun lidt over 2 timer at flyve til Moskva. Der er kun 1 times tidsforskel. Det samme som til London, som vi synes er lige rundt om hjørnet. Muren er nok aldrig helt holdt op med at eksistere, for vi har forsat øjnene rettet mod vest uden at se, hvad der gemmer sig østpå.

Det gør det hellere ikke nemmere, at det er besværligt at søge visum. Jeg brugte 3 dage på visumcentret, og har aldrig oplevet lignende bureaukrati. Med skræmmehistorierne fra den kolde krig, især om KGB, i baghovedet er det ikke uden nervøsitet jeg lander i Moskva. Man hører jo så meget om nutidens Rusland – og så er paskontrollen overstået på 2 minutter. Ingen spørgsmål, ingen mærkelige blikke.

Karl Marx

Jeg kan svagt huske russisk historie. Ud over køerne foran butikkerne er det Peter den store, Katarina den store, Ivan den grusomme, den kolde krig, angsten for atomkrig og -kraft, Chernobyl. Så er det balletten, forfatterne, kommunismen – men så kan jeg heller ikke huske meget mere.

Jeg er blevet glædeligt overrasket. Moskva er en af de smukkeste byer jeg nogensinde har besøgt. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig – noget i retning af grå beton og monumentale sovjetrussiske bygninger. Men det er helt anderledes. Her er lys og luft, brede veje med plads mellem bygningerne. Bygninger er smukt restaureret.

Moskva er både meget gammel og meget moderne. Det føles ikke som om der bor mere end 12 millioner mennesker her. Selvom trafikken kan være et helvede, er der masser af plads til fodgængere. Her er meget få cyklister, selvom både udlejningscykler og -løbehjul er kommet til. De fleste kører på fortovene, der er så brede at der er plads til alle.

Badstue

Jeg har kun set en lille del af Moskva. 3 dage er langt fra nok til at se det hele og få et ordentligt indtryk af byen. Jeg har besøgt de sædvanlige turistattraktioner sammen med horder af andre turister – den røde plads, Kreml, museet for kosmonauter m.m. Jeg blev også vist rundt af en lokal humanist Svetlana, som viste mig dele af Moskva, som jeg ikke selv ville have fundet. Vi var blandt forbi et badehus og et kloster, begge godt skjult bag tykke mure.

Jeg har ikke set noget til de demonstrationer, der har været i forbindelse med lokalvalget, der skal holdes den 8. september. Der bliver slået hårdt ned på uroligheder her. Politi- og sikkerhedsstyrkerne er forholdsmæssigt meget store. Der er meget politi på gaderne – og man finder ikke det jeg ellers altid har mødt på alle turiststeder: sælgere og tiggere. De er her ikke.

Sputnik

I Moskva er der penge. Bilerne er større og nyere end i Danmark. Der ligger luksusbutikker og -hoteller på stribe. Men som jeg får fortalt flere gange, så er Moskva ikke Rusland. Det rigtige Rusland ligger derude et sted. Det er så der jeg skal hen, når jeg lige om lidt stiger på den transmongolske jernbane.

Jeg skal køre igennem Rusland de næste 3 dage, 4 nætter og 5 tidszoner – og jeg håber at få et glimt af det rigtige Rusland gennem togvinduet.

Næste stop er Irkutsk ved Baikalsøen.

Goodbye Ghana

2019-07-13 | Denmark, Ghana, Long read | No Comments

The Gate of No Return, Cape Coast

I just left Ghana after a visit which seemed too short. It was my first trip back to western Africa since Sofie & I visited Mali 14 years ago. Back then Mali was a peaceful country and we travelled with Sofie’s friend Martha, her brother Simon, her mom Dorthe and her dad David (who is born in Mali).

It was a family visit, but Sofie and I took a road trip to Timbuktu. The first of many trips to far away fairy-tale places (at least for us Danes 😊). Our drivers name was Baloo and our guide in Timbuktu was Tuareg (one of the blue men) with the name Muhammed Ali. I kid you not it was their names. Internal conflict now makes it impossible to visit and the UNESCO world heritage sites we visited back then is ruined by rebels.

The food is good – here jollof

Ghana is the opposite – it’s peaceful and compared to other African countries wealthy. Like all the other countries Ghana is very religious, but the humanist organisation is growing. Roslyn who recently was elected to the board of Humanists International helped me settling in, showed me the beach and took me to a pub, where I experienced the football frenzy – Ghana fighting for a place in the quarter finals of the African Cup. Unfortunately, they lost so we didn’t party all night (good for me).

With Ros on the beach

At Roslyn’s house a met some of the other humanists. I interviewed her, Roslyn’s husband Michael who is also president of the humanists in Ghana and Ato & Anim. They are trying to create a safe space for non-believers, since they are stigmatised. It was so nice meeting them and discuss humanism, human rights and much more.

Danish history is intertwined with Ghanaian history. We don’t talk about it much in Denmark, but we also participated in the slave trade from Afrika to Amerika. We had a few islands in the Caribbean with plantations and some slave forts along the Ghana coast. I visited one of them Christiansborg in Accra with Michael who took me on a road trip from Accra to Cape Coast to Kumasi and back.

It’s estimated Denmark was responsible for 100.000 slaves being brought across the ocean over 130 years. Local tribes delivered slaves to the Europeans – amongst them the Ashanti kingdom which still exists. Slaves was rounded up from todays Mali, Burkina Faso and other countries. Then they were sent marching towards Cape Coast which is several hundred kilometres – barefoot in shackles, many of them dying on the way.

Place for the Homecoming ceremony

Today decedents from the slaves seek their roots and a lot of them visit Ghana. Every year there is remembrance of the slave trade. A homecoming ceremony is held for those visiting for the first time.

Ghana is a beautiful country. People are so nice and friendly – we had a lot of laughs. I leave with a lot of good experiences – a lot wiser regarding my own country’s history and new friends I will surely miss.

Some facts:

Ghana (Denmark)

Population:   30.4 mio. (5.8 mio.)

Area:   239.000 km2 (43.000 km2)

Density: 128/km2 (133/km2)

Life expectancy: 63 years (80 years)