Category: Long read

Home / Category: Long read

Coronatålmodighed

2020-04-27 | Denmark, Long read | 2 Comments

Tålmodighed er en dyd siger nogen. Måske er det på tide, at vi indfører coronatålmodighed. Hjemme hos mig findes der flere former for tålmodighed. Da min datter var lille indførte vi hverdagstålmodighed & ferietålmodighed.

Hverdagstålmodighed giver næsten sig selv. Det er den tålmodighed der gør sig gældende i det daglige derhjemme, på arbejdet & i skolen. Det er den tålmodighed der eksisterer i Danmark, hvor vi er vant til at alt går hurtigt.

Tålmodige børn venter i transit på vej til Mali – Martha, Sofie & Simon

Det er den tålmodighed, der hurtigt mistes. Den forsvinder når man skal vente 20 minutter i telefonkø til kundeservice, eller der er 3 ugers leveringstid på en par bukser fra online shoppen. Det er også den, der gør det svært at lade være med at trippe frustreret, når der en som går meget langsomt foran dig på fortovet.

Hjemme hos os er det helt ok at blive frustreret over andres langsommelighed. Så længe det er i hverdagen, og så længe man ikke stiller sig op og råber dem ind i ansigtet i frustration. Man må gerne brokke sig indenfor hjemmets – eller bilens – fire vægge.

Grænsen mellem Laos & Cambodia – 4 timers ventetid

Ferietålmodighed er noget helt andet. Den bliver aktiveret i det sekund vi lukker hoveddøren bag os og vender næsen mod lufthavnen. Forventningens glæde sætter ind og vi ved, at vi bliver nødt til at følge med strømmen uanset hvad den byder os – det er et eventyr uanset, hvad vi kommer til at opleve og hvor uendelig langsomt det kommer til at ske.

Ferietålmodigheden gør, at vi uden brok sidder i timevis i diverse lufthavne for at vente på det næste fly. Den gør at vi siger pyt til de forsinkelser, der dukker op undervejs. Som da lufthavnen i Kathmandu blev lukket ned i 3 timer pga. vejret – forsinkelser sker. Det er det eneste der er helt sikkert.

Indimellem kan man være heldig at finde god underholdning – Donkey Kong

Det er ferietålmodigheden der gør, at du affinder dig med at vente i 35 graders varme i 4 timer på grænsen mellem Laos & Cambodia, mens grænsevagterne skal tage stilling til om du skal have visum. Den gør, at du tager det som en oplevelse, at du kører gennem Zambia i en bus i 16 timer for at komme til Mpulungu i den nordligste del af landet – kun afbrudt af 3 pauser på 20 minutter hver.

Det er ferietålmodigheden der gør, at du siger pyt til forhindringer du ikke kan gøre noget ved. Som når en storm vælter elmasterne i Ugandas hovedstad Kampala, og strømmen forsvinder i et par dage. Man vænner sig hurtigt til at sove uden aircondition eller blæser – der er ikke så meget andet at gøre. Man dør ikke af det, men sveder vildt meget 😉

Nu tænker jeg, at det er på tide at indføre en tredje form for tålmodighed… coronatålmodighed. En tålmodighed som minder om ferietålmodigheden, men som strækker sig uendeligt ud i tid. Når vi rejser ud på eventyr, er der jo altid en slutdato – en uge, 10 dage, en måned, et halvt år.

Hjulskift på flyet til Colombia – 2 timers forsinkelse

Det er der ikke her. Der er så meget vi ikke ved. Vi ved ikke, hvornår der kommer en vaccine. Vi ved ikke, hvornår hverdagen kan blive normaliseret igen. Vi ved ikke, hvordan vores verden kommer til at se ud på den anden side. Usikkerheden er kæmpestor.

Coronatålmodighed er når vi siger pyt til, at vi ikke ved om vi kan komme i biografen i næste uge. Eller om vi kan komme på vinterferie til Thailand. Coronatålmodighed er når vi ikke brokker os over de beslutninger, der bliver truffet af eksperter. Men at vi stoler på at de gør deres bedste. Det er når vi bærer over med de selvbestaltede politibetjente, der konstant brokker sig over, hvordan andre opfører sig udendørs – måske de bare trænger til et kram. Send dem et luftkram.

8 timers bustur i Cambodia

Coronatålmodighed er når vi bærer over med os selv – når vi bliver triste, pissesure, trætte, dovne. Og lader være med at slå os selv oven i hovedet. Vi er alle sammen i krise, vores hjerner er på overarbejde, så vi kan ikke overkomme alt det vi ’burde’.

Pas godt på jer selv og hinanden… og hav Coronatålmodighed… vi skal nok klare det 🙂

En nation af mandagstrænere

2020-04-21 | Denmark, Long read | No Comments

Positive nyheder. Samfundet lukker op igen. Nej hov vent – mange glemmer at samfundet aldrig har været lukket helt ned. Masser af mennesker har været på arbejde, også mange hvor arbejdspladsen ikke har været deres egen stue.

I stedet formidles et billede af at Danmark der blev lukket. Men der hentes stadig skrald og busserne kører. Der produceres mad og det (øjensynligt) livsnødvendige toiletpapir, som vi kan købe i supermarkederne. De fleste butikker må gerne holde åbent. Børn bliver passet.

Forår i København – på behørig afstand

Man må gerne mødes med familie og venner. Vi må gerne gå en tur på gaden. Vi skal bare huske de simple regler – vask hænder, nys i ærmet & hold afstand. Nu viser det sig at vi – overraskende nok – har været ekstremt gode. Så gode at vores sundhedsvæsen uden problemer kan følge med.

Derfor løftes nogle af restriktionerne – blandt andet genåbnes frisørerne ((åbenbart essentielt for så mange, at deres bookingsystem brød sammen).

Hele vejen igennem krisen har der været kritik. Der er blevet lukket for meget ned. Der er blevet lukket for lidt ned. Nu bliver der lukket for langsomt op – eller for hurtigt op. Nu tales der om Danmarkshistoriens dyreste overreaktion, fordi der er for få fucking døde!

Meningerne er mange: Vi skulle have gjort om Singapore, fordi de fik kontrol over virus lynhurtigt – det har de så ikke alligevel, da de har haft den højeste stigning i smittede det seneste døgn. Vi skulle gøre som Sverige og ikke lukke ned – de har lige tre gange så mange døde ifht. indbyggertal som Danmark.

Tak for lån til Anders Nedergaard

Nye vinkler findes hele tiden i jagten på at kritisere – som oftest virker det mest som om, der kritiseres bare for at kritisere. Ikke for at blive klogere eller finde de bedste løsninger. Lidt ligesom når journalister graver den ene forsker frem, der er uenig i at klimaændringerne er menneskeskabte. Eller finder en antivaccer, der siger at c-vitamin kan kurere kræft.

Uanset hvad der gøres, vil det være for lidt eller for meget, for hurtigt eller for sent – for mandagstrænerne. Vi er en nation af mandagstrænere, der altid ved bedre end eksperterne fordi vi synes noget andet. Fordi vi føler for noget – helt inde i mavsen. Det fænomen har endda et navn – Dunning Kruger effekten. Det er at inkompetente overvurderer egne evner. Sagt på en anden måde: når uvidende mennesker er overbeviste om at de kender sandhedEN.

Det er godt at være skeptisk og have en kritisk tilgang til de informationer vi får. Jeg har rejst mange steder i verden, hvor folk ikke kan stille kritiske spørgsmål – hvor børnene ikke lærer kritisk tænkning i skolen. Der tror man på mirakler og lader sig narre af religiøse prædikanter. Det ses også her under pandemien, hvor folk nægter at blive hjemme fra kirkegang – og det er altså ikke kun i tredjeverdenslande. Det er også set i fx USA med fatale konsekvenser.

Herhjemme bliver der til gengæld sat spørgsmålstegn ved alt – altid. Jeg er så træt af sensationshungrende medier, der er mest interesseret i konfliktoptrapning i jagten på klik. Jeg er så træt af know-it-alls der ved bedre end alle de videnskabsfolk, der er dem som ved mest.

Vi bliver simpelthen nødt til at leve med usikkerheden. Vi kender ikke virussen. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke kurerer folk der er syge. Vi har ikke en vaccine. Der er så meget vi ikke ved. Det er frustrerende – for os alle sammen. Vi må vente på at de kloge hoveder bliver endnu klogere – og indtil da hjælpe med at begrænse smitten, efter bedste evne. Stil spørgsmål, men lad være med at være en mandagstræner.

Hvordan det hele startede

2020-03-09 | Denmark, Long read, Mali, Rejsen | No Comments

Indtil for 15 år siden havde jeg ikke rejst udenfor Europa og Nordamerika. Min datter Sofie & jeg blev inviteret med til det vestafrikanske land Mali af min datters venindes forældre. Den gang var landet demokratisk, fredeligt men stadig et af verdens fattigste lande. Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle rejse så langt væk og være væk en hel måned med min datter, der bare var 10 år – Afrika havde aldrig stået på min ønskeliste.

Omgivet af skønne børn i Bamako, Mali

Nogle gange springer jeg ud på dybt vand. Det gjorde jeg også den dag – det var starten på min eventyrlyst. Mens vi opholdt os i Mali’s hovedstad besluttede jeg mig for, at vi da skulle til Timbuktu. Selvfølgelig skulle vi det. Den sagnomspundne by hvor både Tintin & Anders And også havde været 😉

Jeg bookede en jeep, en chauffør og en guide til at køre os den tusind kilometer lange tur fra Bamako til Timbuktu. På det tidspunkt risikerede turister at blive bortført fra ørkenen, så der var advarsler om at vi ikke skulle overnatte i Sahara. Jeg tror min mor var ved at gå ud af sit gode skind hjemme i Danmark – hvad kunne der ikke ske. Men med en chauffør der hedder Balou og en guide, der havde en datter på alder med Sofie kunne det da ikke gå helt galt. Det gjorde det heller ikke.

Vores guide Muhammed Ali var Tuareg – en blå mand

Vores guide i Timbuktu hed Muhammed Ali – you can’t make this shit up. Det var en fantastisk tur. Sofie viste sig at være den bedste rejsekammerat i verden. Nysgerrig, empatisk, tålmodig – vi opfandt begreberne hverdagstålmodighed & ferietålmodighed. Til hverdag må man gerne være utålmodig, hvis tingene går lidt for langsomt.

Men i det øjeblik vi tager i lufthavnen, træder ferietålmodigheden til. Så er der ingen brokkeri over 4 timers ventetid ved en grænseovergang, eller 8 timers kørsel i en jeep. Sofie er eminent til ferietålmodighed. Efter rejsen til Mali besluttede jeg mig for, at vi skulle se meget mere til verden, når jeg havde råd til det.

Det blev starten på mange års rejser sammen med min datter Sofie. Vi har haft de mest fantastiske oplevelser. Vi brugte en måned på at rejse gennem Laos og Cambodia, hvor vi overnattede hjemme hos folk i hytter i landsbyer, så bombekratere fra Vietnam-krigen, græd ved mindesmærket over ofrene for Khmer Rouge, besøgte utallige templer og jeg fik min første og eneste madforgiftning nogensinde.

Sofie i Sahara i Mali

Vi har taget dykkercertifkat på Mauritius og, dykket blandt vragene fra Cubakrisen i Svinebugten og svømmet med en søko ved Great Barrier Reef i Australien. Vi har holdt jul i Uganda og stirret bjerggorillaer i øjnene, Jeg måtte bæres ud fordi mine ben ikke kunne gå længere, men jeg fik set dem. Hun er min bedste rejsekammerat og at have oplevet verden sammen med hende, gav mig modet til at tage de ultimative spring – og rejse alene rundt.

Jeg har rejst igennem lande som mange mennesker vil være bange for at rejse i. Jeg har været i Cape Town som mange advarer imod, fordi kriminaliteten er høj. Jeg oplevede intet ubehageligt. Jeg har rejst i mange lande i Afrika uden at være bange – selvom det kan være livsfarligt at færdes i trafikken 😉

Sofie med vores guide & chauffør

Der er selvfølgelig også lande jeg har fravalgt at rejse i – simpelthen fordi det er for farligt. Jeg er jo ikke en naiv idiot. Jeg forbereder mig godt og tjekker anbefalingerne både fra det danske udenrigsministerium og Storbritannien (der som regel har bedre vejledninger end det danske).

I sommer ville jeg gerne have rejst rundt i Mellemøsten og blandt andet interviewet en ateist i Iran. Selvom man sagtens kan tage på ferie i Iran, blev jeg frarådet at tage dertil, fordi jeg kan googles og sikkerhedsmyndighederne kan finde ud af at jeg er humanist og menneskerettighedsaktivist. Derfor er det for farligt for mig personligt at tage dertil, da jeg kunne risikere at ende i fængsel sammen med andre vesterlændinge. I stedet interviewede jeg iraneren via Skype fordi jeg gerne ville have hans historie.

En af moskeerne i Timbuktu – verdensarv som nu er ødelagt af oprørsstyrker

De største farer ved at rejse rundt i verden nok trafikken og derefter kommer naturkatastrofer. Jeg har behændigt undgået at blive ramt af naturkatastrofer – tyfoner, orkaner, vulkanudbrud, jordskælv, oversvømmelser, skovbrande og nu coronavirus.

Men ellers er verden et ret fredeligt sted, og de fleste mennesker er venlige og nysgerrige, når de møder dig derude. De er ligesom os selv bare almindelige mennesker, der lever deres liv på den bedste måde de kan – mange steder i fattigdom. Ofte er de utroligt gæstfrie og vil frygtelig gerne snakke. Jeg har haft de mest fantastiske filosofiske samtaler om livet, døden, tro, ikke-tro mv. med mennesker i hele verden.

Så jeg er utrolig taknemmelig for at jeg blev spurgt dengang for 15 år siden. Det gav mig – og min datter – så meget, at vi siden har turde springe ud i mange eventyr.

En halv milliard dyr regner man med har mistet livet i Australiens skovbrande – en halv milliard!

Det har videnskabsfolk regnet ud. Hvert år hærges landet af skovbrande i ildsæsonen (’fire season’) som de kalder den hernede, down under. I år har det været rigtig slemt, fordi mange steder har været tørkeramt i månedsvis. Nogle steder i årevis. Sofie og jeg så utallige indtørrede floder og vandløb på vores roadtrip.

Tusindvis er bukket under

Temperaturerne kommer flere steder over 40 grader – nogle steder over 45 grader. Brandene opstår spontant og breder sig med lynets hast, fordi det samtidig blæser kraftigt. Ingen kan forudsige hvor brandene bevæger sig hen, når vindretningen skifter pludseligt. 1.500 hjem er blevet ødelagt. Alene 400 hjem udbrændte nytårsnat i New South Wales, hvor jeg opholder mig. Flere mennesker er døde og mange savnes.

Tusindvis af mennesker er strandet langs den australske kyst, som har været deres eneste tilflugtssted. Flere byer er isoleret fra omverdenen og har ingen strøm. Tusindvis af brandmænd kæmper for at redde mennesker – de har flere steder opgivet af bekæmpe brandene. Militæret er sat ind for at hjælpe med forsyninger og evakuering af nødstedte mennesker.

Billede lånt af Boston.com

Australien brænder op i en usædvanlig tørke og hedebølge – et Australien der på sidste klimatopmøde indædt kæmpede imod en ny klimaaftale. Et Australien som stadig ikke vil erkende nødvendigheden af at skifte kurs, og fortsat graver massive mængder kul op af jorden.

Jeg har mødt konsekvenserne af klimaforandringer i mange lande. Vi har det godt i Danmark. Vi er ikke rigtig ramt af klimaforandringerne – endnu. Den vestlige verden som er den, der forurener mest per indbygger, er den del af verden der har mærket mindst til klimaforandringerne. Ja ja – vi har oversvømmelser og meget regn indimellem, men det er ingenting ifht. hvad de oplever andre steder.

Deltaet i Botswana

Jeg har set de samme problemer i næsten alle de lande jeg har rejst i Afrika og Asien. Der mangler vand, og når der endelig falder regn, kommer der så meget at det skaber store ødelæggelser.

Tørkeperioderne er strenge, årstiderne begynder at ændre sig. Da jeg var på Serengeti fik jeg at vide, at dyrene migrerede. De var forvirrede, fordi regnen ikke kommer på det normale tidspunkt. For at finde mad bliver de nødt til at migrere ’udenfor sæsonen’.

I deltaet i Botswana strækker sig over 22.000 km2 når der er mest vand. Da jeg var der var vandstanden 2 meter under normalen ifølge min guide. Vi kunne gå tørskoede fra ø til ø for at kigge efter dyr.

Fish Tail Mountain i Himalaya

Klimaforandringerne smelter sneen i Himalaya og gletsjerne på Grønland. Det får havene til at stige. Vi oplever mere ekstremt vejr. Den værste tyfon i over 60 år hærgede Tokyo mindre end 2 uger efter jeg havde besøgt landet.

Luftforureningen i Indien er ekstrem. Jeg måtte bruge maske og alligevel kløede det i mine øjne og hals, da jeg besøgte Delhi i november. De mest forurenede byer i verden er i Indien, men alligevel siges det at Canberra i disse dage er den mest forurenede by i verden i disse dage – pga. af skovbrandene i Australien.

Nytårsaftensdag var temperaturerne næsten 40 grader i Sydney. Om aftenen skiftede vejret – det blev koldt, så jeg næsten frøs mens jeg så fyrværkeri. Temperaturerne er nu i midten af tyverne.

Men glæden er kun kort. Den ekstreme hedebølge er på kort visit i det vestlige Australien, men vender tilbage på lørdag. Der varsles over 40 grader og meget høj risiko for skovbrande.

Vi har levet i en boble i næsten 3 uger – os 250 deltager i Nomad Cruise X. Afskærmet fra virkeligheden det meste af tiden, ikke mindst pga. en elendig internetforbindelse. Flere har frivilligt valg ikke at være online under hele turen. Det er ret imponerende, fordi de fleste lever som digitale nomader.

Det gode skib Horizon
– min kahyt er på 6. sal midtfor

Og hvad er en digital nomade så? Det er en person der kan passe sit arbejde eller styre sig eget firma online, dvs. de kan arbejde hvor som helst i verden. Mange af dem flytter til fx Lissabon, Bali eller andre steder med godt vejr og lave priser. Det har også den fordel, at de ikke behøver at arbejde lige så meget for at leve det liv, de gerne vil.

Folk laver meget forskelligt. Der er programmører, influencers, rejsejournalister, podcastere, headhuntere, sælgere, oversættere, musiklærer, investorer, coaches og en enkelt tryllekunstner. Fælles for os alle er, at vi elsker at rejse og ønsker os mere frihed.

Nogle lever det rene nomadeliv og flytter fra sted til sted – de bor 1-3 måneder et sted inden de flytter videre til det næste. Andre har en fast base på fx Mallorca eller Cypern og rejser 4-8 måneder om året. Og så er der os som har en fast base i vores hjemlande. Vi rejser nogle få måneder om året, eller har taget en pause fra arbejdslivet og rejser indtil vi har fundet ud af hvad vi vil i fremtiden (som mig 😊 der nu rejser på 2. år).

En lille del af hele holdet i Petra
– jeg står yderst til højre

Her er folk i alle aldre. Den yngste var en dreng på omkring de 8 år, der var med på turen sammen med sine forældre. Den ældste var omkring de 70 – han handler aktier og rejser verden rundt sammen med sin kone.

Da jeg var med på mit første nomade cruise i april overraskede det mig meget, at der var så stor aldersspredning. Jeg var også overrasket over, hvor forskellige folk er. Men det er det der gør det hele så fantastisk. Der er plads til alle – og alle kan byde ind med egne kompetencer. Vi er alle en del af stammen – den digitale nomade stamme (the nomade tribe).

Et nomade cruise fungerer både som en konference og et krydstogt. Konferenceprogrammet indeholder taler og workshops. Alle deltagere kan på forhånd tilbyde at holde et indlæg eller en workshop – alle deler de ud af de erfaringer de har. Der har været holdt indlæg om alt fra investeringer, opstart af firmaer, Facebook reklamer til hvordan pakker mindst muligt i sin kuffert og tager de bedste billeder.

Vores rejseplan

Derudover kan alle arrangere meetups undervejs – møder som folk kan deltage i, hvis de har lyst. Der er ingen krav til tid, sted eller indhold. Der er blevet arrangeret alt fra acroyoga, meditation, improvisationsteater til instagram features, investeringer, programmørmiddag og jamsessions. Det har bundet folk sammen på kryds og tværs af job, alder og de omkring 35 lande vi kommer fra.

Krydstogtsdelen er det sociale og sightseeingturene. Vi har været på sightseeing i Heraklion på Kreta, Petra i Jordan og Muscat i Oman. Der har været festet igennem den halve nat. Flere nåede at se solopgangen mange gange undervejs.

Nogle er blevet kærester – der er sågar et ægtepar som har mødt hinanden på nomade cruise. Mange har flirtet. En del er blevet fulde og haft tømmermænd flere dage i træk.

Sammen med Joyce & Kim

Vi har levet i vores eget lille univers og det er som om alting bliver accelerer – man kommer ret tæt på de andre i løbet af ingen tid. Samtalerne kan i løbet af få øjeblikke springe fra, hvilke lande man har rejst i til, hvilke livskrise man har været igennem eller er midt i.

Det har været en fantastisk tur. Den har været så givende men også udmattende. Der er blevet grinet & grædt undervejs. Jeg glæder mig til næste gang jeg får muligheden for at være med og mødes med min nomade stamme 😊

Starter ritualet. Nogle gange når vi kun igennem stadiet med høflighedsfraserne og basisinformationerne: navn, hvor man kommer fra og hvor man bor.

Alle steder i verden hvor mennesker mødes er der dette faste ritual med udveksling af informationer. Der er forskellige variationer over temaet. Nogle gange giver man hånd, andre gange lægger man hånden på hjertet og bukker let – andre steder samler man hænderne foran brystet og siger Namaste. Uanset variation handler det altid om at være imødekommende, nysgerrig og vise respekt.

En af utallige lokale der vil have taget selfie med hende den blonde blåøjede dansker

Næste fase er udveksling af mere detaljerede informationer – uanset om du sidder til middagsselskab i Danmark eller tager toget fra Moskva til Beijing. Uanset om du møder andre turister eller besøger lokale indbyggere. Det er altid de samme spørgsmål der bliver stillet. Hvad er dit arbejde? Er du gift? Har du børn? Hvor gammel er du? Hvor kommer du fra? Hvor skal du hen?

Når man rejser – især langt væk – tilføjes yderligere spørgsmål om ens kulturelle baggrund og land:  Hvor stort er Danmark, antal indbyggere, religion, kultur, hvorfor er vi så rige, hvordan kan det være at vi er verdens lykkeligste land, er højreekstremisterne også på fremmarch hos jer. Samtalen kan føre mange steder hen, og nogle gange fører det til længerevarende filosofiske eller politiske diskussioner.

Der er forskel på om dem man møder er andre rejsende eller om det er lokale.

Som rejsende udenfor de sædvanlige turistdestinationer er der en tendens til, at vi skaber et sammenhold – vores eget lille fællesskab. På togturen fra Moskva til Beijing mødte jeg flere af de samme mennesker undervejs. Man nikker venligt og anerkender at man har genkendt dem – ikke at man behøver at tale med hinanden, men vi ved at de andre er der.

I Delhi mødte jeg Shruti & Pulkit
2 unge humanister der var rejst 6 timer sammen med deres far for at hilse på mig

Genkendelsesnikket bruges fordi vi alle har en del af de samme oplevelser og ikke mindst udfordringer. Nogle gange falder man i snak, som når internettet i praksis er umuligt at bruge i Beijing vi brokker os i fælleskab – Nancy & jeg. Hun viser sig at være fra Minneapolis – Prince’s fødeby og på min bucket list (ja jeg har været fan siden jeg var ganske ung 😉). Jeg får hendes e-mail og lover at kontakte hende, når jeg en dag kommer for at besøge Paisley Park.

Mange udveksler e-mails m.m., men de færreste bruger dem. Det er en del af ritualet at udveksle kontaktinformationer, hvis man har tilbragt mere end 2 dage i hinandens selskab. Det er ikke helt almindelige turister der vælger at tage den transsibiriske jernbane. Jeg møder en gruppe af svensktalende finske kvinder, som alle er over halvfjerds (det vil jeg også når jeg når den alder 😊). Der er det unge tyske par jeg delte kupe med en enkelt nat, som vil rejse verden rundt i 1 år (det nåede jeg aldrig selv da jeg var ung).

Tony, Janet & John i
vores egen lille pub

John og Janet fra London har rejst i hele verden i mange år – de tager den samme rute mellem Moskva og Beijing, men forlænger med ekstra dage i Gobi ørkenen i Mongoliet. Tony fra London har solgt alt ligesom mig og rejser verden rundt i mindst 1 år. Vi nåede at etablere vores helt eget aftenritual og omdannede restaurantvognen til en britisk pub inden vores veje skiltes igen.

Vi mødes alle sammen i korte øjeblikke hvor vi udveksler rejseerfaringer og livserfaringer – ikke så meget livshistorier, for de synes ikke helt så vigtige der midt ude i ingenting. Hvad man arbejder med, er ligegyldigt – i stedet snakker vi om vores erfaringer og overraskende nok tit og ofte storpolitik.

Man kan ikke undgå at tale Brexit med enhver brite på vejen – alle jeg har mødt udenfor Europa er imod Brexit. Der er på en eller anden måde sammenhæng mellem dem, der rejser for de særlige oplevelser og deres politiske holdninger. Jeg har endnu til gode at møde en Trump tilhænger på mine rejser – amerikanerne jeg møder er nærmest flove over at være amerikanere.

På den guidede tur gennem den forbudte by mødtes brasilianeren og amerikaneren og jeg og snakkede om, hvad det dog var der foregik i deres lande. På den guidede tur til den kinesiske mur udvekslede israelerne og italienerne erfaringer om hver deres politiske cirkus.

Min guide og vores chauffør i Mongoliet.

Og så er der de lokale man møder undervejs. Min rejse er en kombination af turistture og besøge lokale kontakter. Det er ikke så ofte at man kommer tæt på guiderne og chaufførerne, men der er undtagelse – fx min guide i Mongoliet (beskrevet i tidligere blog indlæg). Det møde gjorde et stort indtryk på mig.

I de fleste af de lande jeg har rejst i har jeg mødtes med humanister og andre ikke-troende for at snakke med dem om deres livshistorier til min podcast Babelfish. Det er de færreste jeg kendte på forhånd, men alle sammen har taget imod mig med åbne arme. Nogle steder har de endda inviteret mig hjem og bo hos dem selv, som da jeg boede hos Harrison i Nairobi, Kenya. Lige nu har jeg boet 3 dage hos Narendra og hans kone Asha i Mangalore, Indien.

Uanset hvor jeg har været har de arrangeret middage eller sammenkomster, så jeg har kunne møde så mange som muligt. Det giver et helt andet indblik i det enkelte land, fordi man får andre historie end dem, der fremstilles i medierne. Igennem det sidste år har jeg interviewet mere end 60 mennesker og mødt mindst lige så mange, hvis historier jeg ikke har dokumenteret.

Hygge med humanister i Manila

Endelig er der de semi-lokale, som enten er migreret til landet eller besøger det ofte. I Tokyo mødte jeg amerikanske Robert, der har boet i Japan i mange år. I Pokhara mødte jeg danske Peter, der har besøgt Nepal gennem de sidste 20 år. De semi-lokale kan nogle gange give en mere objektiv og nuanceret beskrivelse af kulturen i landet.

Jeg har mødt hundredvis af mennesker på mine rejser – alle med hver deres unikke historie og indblik i deres del af verden. Det er kun en dråbe i havet set i forhold til de milliarder af mennesker, som vi er på jorden. Men det er en kæmpe oplevelse hver gang man møder et nyt menneske.

Imperier forgår, imperier består

2019-09-26 | Kina, Long read | No Comments

Mens de sidste rester af det engelske imperium forsvinder i brexiske krampetrækninger lever det kinesiske imperium videre efter mere end 2.000 på bagen.

Tian’Anam pladsen

Alting er meget større og imponerende end jeg havde forestillet mig. Tv-billederne med de ikoniske billeder af den ene modige kineser, der stillede sig i vejen for en militær tank på Tian’Anem pladsen, husker jeg tydeligt. Pladsen er en kilometer lang – iscenesat til militærparader.

Hvad jeg ikke vidste var, at pladsen ligger i forlængelse af den forbudte by, som er meget større. Vi brugte 2 timer på bare at gå igennem den forbudte by, direkte ned gennem midteraksen. Byen er bygget til at imponere i 1400-tallet – den imponerer stadig. Alt er holdt i røde og orange farver med blå, grønt og guld i udsmykningen.

Kineserne imponerer stadig med storslåede bygninger eller enorme infrastrukturprojekter, ikke kun i Kina men også i afrikanske lande, hvor de er massivt til stede. De planlægger langt ud i fremtiden – i modsætning til mange politikere i den vestlige verden, der sjældent ser længere end til det næste valg.

på toppen af muren

Den kinesiske mur blev bygget over flere generationer, men fungerede aldrig reelt som en forsvarsmur. Det er ikke en lang sammenhængende mur, men mange forskellige stykker. Mongolerne invaderede let et sted, hvor der ikke var en mur og overtog magten i løbet af 1200-tallet. Muren var derimod perfekt til at transportere varer og soldater samt kommunikere over store afstande.

Inden man selv står på den, er det svært at forestille sig, hvor imponerende den er – muren. Jeg besøgte den et sted, hvor det er let at komme op til toppen med en svævebane. Jeg forstår slet ikke, at nogle vælger at gå hele vejen op ad muren og så vandre på den i flere timer. Det er jo ikke en mur, der går ligeud – den går og op ned med høje trin. Solen bager mens der er køligt inde i vagttårnene.

Måske mere imponerende er Kinas første kejsers grav. Bygget for 2.200 år siden i Xi’an – byen hvor silkevejen starter, et sammensurium af forskellige kulturer mødes her og her Kina blev grundlagt. Det er graven hvor terrakottakrigerne står vagt. Man har fundet 8.000 af dem, kun 2.000 er indtil videre blevet udgravet.

Terrakottakrigere

Alle krigerne er individuelle med forskellige ansigter. Som om de er blevet modelleret efter levende soldater. Arkæologer arbejder hver dag med at udgrave flere – og prøver at sætte de ødelagte krigere sammen igen. Et puslespil med millioner af brikker.

Selve graven har de ikke åbnet. Det vil den kinesiske regering ikke – begrundelsen er, at kviksølvkoncentrationerne i graven er så høje, at det er giftigt for mennesker. Det lader også til, at der er bundet en del overtro til den lukkede grav – som om det kinesiske imperium bryder sammen, hvis man forstyrrer gravfreden.

I modsætning til det britiske imperium ser det ikke ud som om det kinesiske kommer i problemer foreløbig. Der slås hårdt ned på utilfredshed, ligesom i Hong Kong. Menneskerettigheder er ikke ligefrem noget de går ind for. Etnisk udrensning er heller ikke nyt – det seneste foregår i en af provinserne hvor ca. 1½ million muslimer er interneret for at blive genopdraget (ikke nogen ny metode for landet).

Det ny Kina
Shanghai by night

Der er fuld gang i økonomien. For ikke så mange år siden var størstedelen af befolkningen landmænd. Nu er markerne lejet ud eller solgt til store firmaer. Alt er nyt, husene, bilerne, vejene. Byerne vokser – 30 etagers boligblokke skyder op alle vegne, nye veje og jernbaner anlægges. Som at spille Civilization bare i endnu større format.

Og sådan fortsætter Kina med at bygge deres imperium – mens imperierne i den vestlige verden falder fra hinanden, først det britiske – det næste kunne blive det amerikanske.

Frustration & rejsetips

2019-09-22 | Kina, Long read | No Comments

Mit første møde med Kina var ikke det bedste. Hotellet i Beijing er et af de dårligste jeg nogensinde har boet på. Jeg ankom en søndag eftermiddag – i receptionen talte de ikke rigtig engelsk. Det gør de så ikke rigtig nogen steder fandt jeg ud af efterhånden.

Vred løve

Den søndag eftermiddag forstod jeg dog så meget, at alle hæveautomater var lukket pga. generalprøve på den storstilede militærparade, der skal holdes i anledning af 70 året for etableringen af folkerepublikken. Hotellet kunne ikke hjælpe med at veksle penge. Så uden penge kom aftensmaden til at bestå af de kopnudler, som jeg havde til overs fra togturen.

På hotellet virkede wifi’en kun i lobbyen – jeg var dog så heldig at det virkede indimellem på mit værelse om aftenen. Jeg har haft bedre forbindelse mange steder ude i midten af ingenting i Afrika. Efter et par uger på farten havde jeg glædet mig til at få vasket tøj på hotellet, men næ nej den service havde de heller ikke – så jeg vaskede tøj i håndvasken.

Park

Det lykkedes mig heller ikke at leje en cykel – det kunne hotellet heller ikke hjælpe mig med. Beijing er fyldt med udlejningscykler, men de fleste kræver at man har en kinesisk bankkonto, så der kan betales via en app. Men der er selvfølgelig en mulighed for turister. Det ville de så ikke hjælpe mig med.

Det tegnede slet ikke godt, men heldigvis mødte jeg kun søde mennesker alle andre steder end på hotellet.

Beijing er en stille by. Der bor mere end 20 millioner mennesker, men det bemærker man slet ikke. Den berygtede luftforurening oplevede jeg ikke. Myndighederne har gjort meget for at ændre forholdene. De eneste larmende og forurenende køretøjer var biler og busser. Resten, scootere, minibiler osv. var elektriske. Det skulle jeg lige vænne mig for de sniger sig lydløst op på en, som en ninja.

De kan noget med blomster

Jeg havde med vilje valgt ikke at have nogle planer de to første dage. Jeg skal passe på ikke at lave et program, som er alt for tætpakket med aktiviteter og rejsetid – hvis det fortsætter for lang tid bliver jeg rejseudmattet. Og så ender jeg med at kravle under en dyne et par dage og se Netflix. Det oplevede jeg, da jeg rejste rundt i Afrika i tre måneder sidste vinter.

Nu håber jeg, at jeg har lært det. Det er hårdt at rejse – der er så mange nye indtryk hele tiden, nye omgivelser, nye mennesker, andre sprog. Hjernen bliver træt og skal have hvile. Den bedste rutine jeg har på mine rejser er, at jeg bliver på hotellet og arbejder om formiddagen.

Ikke at jeg får nogen penge for det jeg laver lige nu – bloggen, artiklerne eller podcasten. Jeg lever af det, der står på min bankkonto. Men selvom det pt. er ulønnet, ser jeg det stadig som et arbejde, der skal passes. Jeg bruger også en del tid på at planlægge min rejserute, at være i kontakt med folk lokalt og ikke mindst udtænke ideer til mulige sponsorer (indtil videre uden held).

Små gyder

Om eftermiddagen tager jeg på tur. I Beijing gik jeg ture i nærheden af hotellet, der ligger få minutters gang fra den forbudte by midt i et gammelt kvarter og i nærheden af de skønneste parker med søer. Og da jeg endelig havde fundet en hæveautomat, var jeg tryg igen med penge på lommen.

Jeg elsker at gå på opdagelse uden egentlig at vide, hvor jeg ender henne. Det er bare at vælge, hvilken vej man vil gå – til venstre, til højre eller lige ud. Beijing er en fredelig by. Der er masser af politi og vagter alle steder. Du ser ingen tiggere på gaden – de har ikke lov til at være der.

Jeg fik mange advarsler inden jeg kom hertil. Om at kineserne er nogle svin, at der smides skrald allevegne m.m. Det er slet ikke min oplevelse, tværtimod. Det der er anderledes er, at de bøvser højlydt, hoster og spytter på gaden. Der er ingen stinkende skraldespande eller affald på gaden. Der er offentlige toiletter overalt. Vandet i hanerne kan ikke drikkes, men byen er fuldt med drikkevandshaner som er gratis.

Bag dørene i gårdhaverne

Så jeg følte mig tryg i Beijing. Man skal selvfølgelig ikke være naiv, når man rejser. Opfør dig ordentligt, vær venlig og lad vær med at gå på bar hele natten og drikke dig fuld. Man kommer ret langt med almindelig sund fornuft – og slå tålmodigheden til, når man kommunikerer med andre. I forstår ikke nødvendigvis hinanden, selvom I tror i begge to taler engelsk.

Et godt råd er at have et visitkort med fra hotellet, hvor adressen er på. Så kan man altid stige ind i en taxa og blive kørt tilbage. Jeg bruger også maps.me, der er en kort app som virker offline. Den er ret fantastisk. Man kan downloade detaljerede kort over byer. Og vupti kan man finde vej til seværdigheder, hæveautomater, offentlig transport m.m. Og nej jeg er desværre ikke sponsoreret af maps.me.

Dette er ikke Lego

Så jeg gik en tur i området og fandt de skønneste parker, gårdhavekvarterer og butikker. I de gamle kvarterer er alle huse og mure bygget i går mursten. Dørene er røde. Der er ikke meget udsmykning – måske nogle få ord på dørene.

De gamle kvarterer består af en etages gårdhavehuse. De er inddelt i firkanter med en mur omkring – inde bag muren er der masser af små huse med meget snævre gyder imellem. Indimellem står en dør åben og man får et glimt af flere små sammenhængende huse bagved. Imellem firkanterne er der snævre stræder, hvor der lige netop kan køre en bil – og det gør der. Der ligger butikker og restauranter indimellem, men ellers er de fleste butikker og restauranter placeret ude ved de større veje.

Flere gange oplevede jeg, at folk ville have taget billeder med mig – mest ældre mennesker. Ikke at jeg selv synes det, men i deres øjne er jeg blond. Og med mine blå øjne er jeg åbenbart et kuriosum. Der er forbavsende få vesteuropæiske turister, næsten ingen med blondt hår og blå øjne. Så nu findes jeg i flere kineseres feriebilledsamling.

Når mennesker mødes

2019-09-17 | Long read, Mongolia | 1 Comment

På kanten af en flod ligger en ger med græssende geder og køer udenfor. Her besøgte jeg en nomadefamilie. Her havde de fået 4 sønner, der nu var voksne og flyttet hjemmefra.

En sommerlejr

De fleste nomader har to forskellige steder, hvor de opholder sig. En sommerlejr og en vinterlejr. Om vinteren flytter de et sted hen, hvor dyrene har mere læ for kulden og vinden. Familien ved floden flytter ikke væk om vinteren, da de har plantet træer langs floden. Det er læ nok til dyrene.

Det er mærkeligt at forestille sig, at dyrene opholder sig udenfor i 30 graders kulde. Og ikke mindst, at hvis man selv skal på toilettet om vinteren foregår det udenfor. Her findes ikke en gang et gammeldags das.

Mongolske snacks

De servede mongolske snacks, som spises både morgen, middag og aften – og indimellem. Det var tørret curd, smør, mælkesmør (smør rørt med mælk så den er cremet), hård ost, frisk ost, mælkete og brød. Det er ikke meget brød der bliver spist. Den friske ost spises i skiver med et tykt lag mælkesmør (dobbelt tandsmør).

Jeg tror ikke de har hørt om laktoseintolerance. De griner meget højt og længe, da jeg fortæller om danskernes stigende angst for mælk og mejeriprodukter. Mælken har været en stor del af deres kost i tusindvis af år. Her holder de ikke køer for kødets skyld, men for mælkens.

Bortset fra at det for danske maver er en meget fed kost, smager det udmærket. Den mongolske mad er generelt ret fantastisk og velsmagende – meget bedre end det meste af det jeg fik i Rusland. Nu er jeg også ret stor fan af lammekød, og det kan man få alle steder. Mongolerne har deres egen version af dumplings, som er de bedste jeg nogensinde har fået.

Udsigt fra templet

Noget af det bedste ved at rejse er at møde mennesker med en helt anden baggrund og tale med dem, om deres syn på livet. Vi har så meget mere til fælles end vi umiddelbart tror i al vores fordomsfuldhed. Der er ikke den store forskel på, hvad vi gerne vil have ud af livet.

Vi ønsker os et liv med en masse glæde, lykkelige øjeblikke sammen med venner og familie, et godt helbred og nok mad på bordet.

Nogle gange sker der så det, at man skaber en helt særlig kontakt med et fremmed menneske. Vi var gået halvvejs op ad bjerget, og næsten kravlet op af 108 høje trin til det buddhistiske meditationstempel – min guide Suv og jeg. Mens vi kiggede på den storslåede udsigt, talte vi om global politik, menneskerettigheder, vores landes historie, vores kulturer, humanisme og det gode liv.

Suv, vores chauffør Agi & mig

På trods af kulturforskelle og sproglige skel mødtes vi der midt på bjergsiden – oplevede en samhørighed – der i mødet mellem 2 mennesker i nuet. Og er noget af det mest fantastiske ved at rejse steder hen, der er så anderledes en Danmark. At møde de ’andre’, som jo i bund og grund er ligesom én selv.

Jeg elsker det – det er et af de lykkelige øjeblikke, som jeg lever for 😊

Højt til himlen

2019-09-16 | Long read, Mongolia | No Comments

Højt til himlen

Der er højt til himlen og langt til horisonten i Mongoliet. Når man ser ud over stepperne, er det nemt at forestille sig rytterne galoperende afsted på deres heste – ligesom Drogo og hans mænd i Game of Thrones. Hestene er her stadigvæk sammen med kamelerne og køerne.

Mongoliet er verdens mest tyndtbefolkede område. I dette store land, der er klemt inde mellem Kina og Rusland, lever kun 3 millioner mennesker. Det ville svare til, at der kun skulle bo lidt under 90.000 mennesker i Danmark!

De er stolte af deres fortid, og har bygget en 40 meter høj statue af Djengis Khan midt ude på sletterne for at understrege det. Sandheden er, at de siden dengang har været underlagt kinesisk og russisk styre. Landet har kun været selvstændigt siden 90’erne.

Djengis Khan

Nu arbejder de på at finde fodfæste i deres egen identitet, og er splittet mellem nomadelivet og det moderne storbyliv.

De er på den ene side stadig et nomadefolk, hvor familien lever i en ger (nej de kalder det ikke for en jurte men en ger) med dyreflokken omkring sig. Her er ingen indhegninger, så dyrene græsser frit. Da jeg spørger min guide Suv, hvordan de så kan finde ud af hvilke dyr, der tilhører hvem, griner hun lidt – det ved dyrene selv siger hun.

På den anden side er de et moderne samfund. Mongoliet har kul, guld og mineraler i jorden. Infrastrukturen er god, og der er trafikkaos i byerne ligesom alle andre steder i verden. På bare en enkelt generation er skiftet var nomadekultur til storbykultur sket. Det er vildt at tænke på – i Danmark ville de svare til at fæstebøndernes børn levede i nutidens København.

Lysshow på historisk bygning i UB

I Ulaanbaatar (som de selv kalder UB) bor en halv million mennesker. Sproget er meget anderledes end russisk, selvom de bruger det samme alfabet. Sproget er i familie med tyrkisk og japansk, selvom jeg synes jeg kan høre nogle enkelte grønlandske lyde indimellem.

Ude i nationalparken Terelj sov jeg i min egen ger. Selvom dagtemperaturen kommer over 15-20 grader, er der koldt om natten, næsten nede omkring frysepunktet. Siderne i ger’en fungerer som et elektrisk tæppe, der blev tændt om aftenen for at holde kulden lidt på afstand. Brændeovnen blev tændt, så der blev lige så varmt som i en sauna – efter et par timer var temperaturen lav nok til at sove i.

Min brændeovn & seng

Jeg er blevet helt vild med Mongoliet, og vil bestemt gerne tilbage på besøg. Landskabet er små smukt. Den høje himmel, den uendelige horisont, den klare luft.

Det gik op for mig derude i ingenting, at jeg elsker det åbne landskab. Jeg har rejst mange steder i verden, men der hvor jeg har haft det bedst, trukket vejret helt ned i maven og være gladest – har været i de åbne landskaber. Om ørkenen i Sahara eller Namibia, savannen i Uganda eller Tanzania, eller nu stepperne i Mongoliet, så har jeg det allerbedst, når der er langt til horisonten. Sangstrofen ’jeg kan bedst li’ åbne vidder…’ (ved godt den handler om havet men alligevel) kørte som min helt egen underlægningsmusik, mens jeg var der 😊