Category: Nepal

Home / Category: Nepal

En halv milliard dyr regner man med har mistet livet i Australiens skovbrande – en halv milliard!

Det har videnskabsfolk regnet ud. Hvert år hærges landet af skovbrande i ildsæsonen (’fire season’) som de kalder den hernede, down under. I år har det været rigtig slemt, fordi mange steder har været tørkeramt i månedsvis. Nogle steder i årevis. Sofie og jeg så utallige indtørrede floder og vandløb på vores roadtrip.

Tusindvis er bukket under

Temperaturerne kommer flere steder over 40 grader – nogle steder over 45 grader. Brandene opstår spontant og breder sig med lynets hast, fordi det samtidig blæser kraftigt. Ingen kan forudsige hvor brandene bevæger sig hen, når vindretningen skifter pludseligt. 1.500 hjem er blevet ødelagt. Alene 400 hjem udbrændte nytårsnat i New South Wales, hvor jeg opholder mig. Flere mennesker er døde og mange savnes.

Tusindvis af mennesker er strandet langs den australske kyst, som har været deres eneste tilflugtssted. Flere byer er isoleret fra omverdenen og har ingen strøm. Tusindvis af brandmænd kæmper for at redde mennesker – de har flere steder opgivet af bekæmpe brandene. Militæret er sat ind for at hjælpe med forsyninger og evakuering af nødstedte mennesker.

Billede lånt af Boston.com

Australien brænder op i en usædvanlig tørke og hedebølge – et Australien der på sidste klimatopmøde indædt kæmpede imod en ny klimaaftale. Et Australien som stadig ikke vil erkende nødvendigheden af at skifte kurs, og fortsat graver massive mængder kul op af jorden.

Jeg har mødt konsekvenserne af klimaforandringer i mange lande. Vi har det godt i Danmark. Vi er ikke rigtig ramt af klimaforandringerne – endnu. Den vestlige verden som er den, der forurener mest per indbygger, er den del af verden der har mærket mindst til klimaforandringerne. Ja ja – vi har oversvømmelser og meget regn indimellem, men det er ingenting ifht. hvad de oplever andre steder.

Deltaet i Botswana

Jeg har set de samme problemer i næsten alle de lande jeg har rejst i Afrika og Asien. Der mangler vand, og når der endelig falder regn, kommer der så meget at det skaber store ødelæggelser.

Tørkeperioderne er strenge, årstiderne begynder at ændre sig. Da jeg var på Serengeti fik jeg at vide, at dyrene migrerede. De var forvirrede, fordi regnen ikke kommer på det normale tidspunkt. For at finde mad bliver de nødt til at migrere ’udenfor sæsonen’.

I deltaet i Botswana strækker sig over 22.000 km2 når der er mest vand. Da jeg var der var vandstanden 2 meter under normalen ifølge min guide. Vi kunne gå tørskoede fra ø til ø for at kigge efter dyr.

Fish Tail Mountain i Himalaya

Klimaforandringerne smelter sneen i Himalaya og gletsjerne på Grønland. Det får havene til at stige. Vi oplever mere ekstremt vejr. Den værste tyfon i over 60 år hærgede Tokyo mindre end 2 uger efter jeg havde besøgt landet.

Luftforureningen i Indien er ekstrem. Jeg måtte bruge maske og alligevel kløede det i mine øjne og hals, da jeg besøgte Delhi i november. De mest forurenede byer i verden er i Indien, men alligevel siges det at Canberra i disse dage er den mest forurenede by i verden i disse dage – pga. af skovbrandene i Australien.

Nytårsaftensdag var temperaturerne næsten 40 grader i Sydney. Om aftenen skiftede vejret – det blev koldt, så jeg næsten frøs mens jeg så fyrværkeri. Temperaturerne er nu i midten af tyverne.

Men glæden er kun kort. Den ekstreme hedebølge er på kort visit i det vestlige Australien, men vender tilbage på lørdag. Der varsles over 40 grader og meget høj risiko for skovbrande.

Starter ritualet. Nogle gange når vi kun igennem stadiet med høflighedsfraserne og basisinformationerne: navn, hvor man kommer fra og hvor man bor.

Alle steder i verden hvor mennesker mødes er der dette faste ritual med udveksling af informationer. Der er forskellige variationer over temaet. Nogle gange giver man hånd, andre gange lægger man hånden på hjertet og bukker let – andre steder samler man hænderne foran brystet og siger Namaste. Uanset variation handler det altid om at være imødekommende, nysgerrig og vise respekt.

En af utallige lokale der vil have taget selfie med hende den blonde blåøjede dansker

Næste fase er udveksling af mere detaljerede informationer – uanset om du sidder til middagsselskab i Danmark eller tager toget fra Moskva til Beijing. Uanset om du møder andre turister eller besøger lokale indbyggere. Det er altid de samme spørgsmål der bliver stillet. Hvad er dit arbejde? Er du gift? Har du børn? Hvor gammel er du? Hvor kommer du fra? Hvor skal du hen?

Når man rejser – især langt væk – tilføjes yderligere spørgsmål om ens kulturelle baggrund og land:  Hvor stort er Danmark, antal indbyggere, religion, kultur, hvorfor er vi så rige, hvordan kan det være at vi er verdens lykkeligste land, er højreekstremisterne også på fremmarch hos jer. Samtalen kan føre mange steder hen, og nogle gange fører det til længerevarende filosofiske eller politiske diskussioner.

Der er forskel på om dem man møder er andre rejsende eller om det er lokale.

Som rejsende udenfor de sædvanlige turistdestinationer er der en tendens til, at vi skaber et sammenhold – vores eget lille fællesskab. På togturen fra Moskva til Beijing mødte jeg flere af de samme mennesker undervejs. Man nikker venligt og anerkender at man har genkendt dem – ikke at man behøver at tale med hinanden, men vi ved at de andre er der.

I Delhi mødte jeg Shruti & Pulkit
2 unge humanister der var rejst 6 timer sammen med deres far for at hilse på mig

Genkendelsesnikket bruges fordi vi alle har en del af de samme oplevelser og ikke mindst udfordringer. Nogle gange falder man i snak, som når internettet i praksis er umuligt at bruge i Beijing vi brokker os i fælleskab – Nancy & jeg. Hun viser sig at være fra Minneapolis – Prince’s fødeby og på min bucket list (ja jeg har været fan siden jeg var ganske ung 😉). Jeg får hendes e-mail og lover at kontakte hende, når jeg en dag kommer for at besøge Paisley Park.

Mange udveksler e-mails m.m., men de færreste bruger dem. Det er en del af ritualet at udveksle kontaktinformationer, hvis man har tilbragt mere end 2 dage i hinandens selskab. Det er ikke helt almindelige turister der vælger at tage den transsibiriske jernbane. Jeg møder en gruppe af svensktalende finske kvinder, som alle er over halvfjerds (det vil jeg også når jeg når den alder 😊). Der er det unge tyske par jeg delte kupe med en enkelt nat, som vil rejse verden rundt i 1 år (det nåede jeg aldrig selv da jeg var ung).

Tony, Janet & John i
vores egen lille pub

John og Janet fra London har rejst i hele verden i mange år – de tager den samme rute mellem Moskva og Beijing, men forlænger med ekstra dage i Gobi ørkenen i Mongoliet. Tony fra London har solgt alt ligesom mig og rejser verden rundt i mindst 1 år. Vi nåede at etablere vores helt eget aftenritual og omdannede restaurantvognen til en britisk pub inden vores veje skiltes igen.

Vi mødes alle sammen i korte øjeblikke hvor vi udveksler rejseerfaringer og livserfaringer – ikke så meget livshistorier, for de synes ikke helt så vigtige der midt ude i ingenting. Hvad man arbejder med, er ligegyldigt – i stedet snakker vi om vores erfaringer og overraskende nok tit og ofte storpolitik.

Man kan ikke undgå at tale Brexit med enhver brite på vejen – alle jeg har mødt udenfor Europa er imod Brexit. Der er på en eller anden måde sammenhæng mellem dem, der rejser for de særlige oplevelser og deres politiske holdninger. Jeg har endnu til gode at møde en Trump tilhænger på mine rejser – amerikanerne jeg møder er nærmest flove over at være amerikanere.

På den guidede tur gennem den forbudte by mødtes brasilianeren og amerikaneren og jeg og snakkede om, hvad det dog var der foregik i deres lande. På den guidede tur til den kinesiske mur udvekslede israelerne og italienerne erfaringer om hver deres politiske cirkus.

Min guide og vores chauffør i Mongoliet.

Og så er der de lokale man møder undervejs. Min rejse er en kombination af turistture og besøge lokale kontakter. Det er ikke så ofte at man kommer tæt på guiderne og chaufførerne, men der er undtagelse – fx min guide i Mongoliet (beskrevet i tidligere blog indlæg). Det møde gjorde et stort indtryk på mig.

I de fleste af de lande jeg har rejst i har jeg mødtes med humanister og andre ikke-troende for at snakke med dem om deres livshistorier til min podcast Babelfish. Det er de færreste jeg kendte på forhånd, men alle sammen har taget imod mig med åbne arme. Nogle steder har de endda inviteret mig hjem og bo hos dem selv, som da jeg boede hos Harrison i Nairobi, Kenya. Lige nu har jeg boet 3 dage hos Narendra og hans kone Asha i Mangalore, Indien.

Uanset hvor jeg har været har de arrangeret middage eller sammenkomster, så jeg har kunne møde så mange som muligt. Det giver et helt andet indblik i det enkelte land, fordi man får andre historie end dem, der fremstilles i medierne. Igennem det sidste år har jeg interviewet mere end 60 mennesker og mødt mindst lige så mange, hvis historier jeg ikke har dokumenteret.

Hygge med humanister i Manila

Endelig er der de semi-lokale, som enten er migreret til landet eller besøger det ofte. I Tokyo mødte jeg amerikanske Robert, der har boet i Japan i mange år. I Pokhara mødte jeg danske Peter, der har besøgt Nepal gennem de sidste 20 år. De semi-lokale kan nogle gange give en mere objektiv og nuanceret beskrivelse af kulturen i landet.

Jeg har mødt hundredvis af mennesker på mine rejser – alle med hver deres unikke historie og indblik i deres del af verden. Det er kun en dråbe i havet set i forhold til de milliarder af mennesker, som vi er på jorden. Men det er en kæmpe oplevelse hver gang man møder et nyt menneske.

Når lungerne fyldes af støv

2019-11-05 | Nepal | No Comments

Det kradser i halsen, og det er er sværere at trække vejret Og det er altså ikke fordi jeg er i gang med at bestige et bjerg. Det er fordi jeg befinder mig i Kathmandu, og luften i byen er ikke den bedste at indhalere.

Godt man kan få Strepsils
til at bedøve halsen

Det er nu ikke kun udstødningsgasserne fra biler og scootere, der gør at det er så slemt. Det er også støvet, som er alle vegne. Fire til fem måneder om året falder der ingen regn her. Der ligger et tykt støvlag på planterne, tagene, ja alle vegne.

Gaderne bliver vandet for at holde støvet nede. Jeg hoster en del – især om natten. Det er virkelig irriterende. Det er svært at få hostet ordentligt igennem, fordi støvet sætter sig som en tør irriteret hoste.

Som barn havde jeg astma, og i den støvede by kan jeg genkende følelsen af ikke at kunne trække vejret helt igennem. Jeg har også engang været storryger og hosteanfaldene kan godt minde lidt om morgenhosten, når lungerne skulle renses for tobakslim. Det er ikke behageligt, men jeg kan heldigvis købe strepsils til at bedøve halsen en lille smule.

Klar himmel over
den forbudte by

Mange storbyer i Asien kæmper med en enorm luftforurening. Senest Delhi der i de sidste dage, har været hårdt ramt af en kombination af udstødningsgasser, opvarmning ved brændeovne og markafbrændinger. Folk advares direkte mod at opholde sig udenfor.

Da jeg skulle til Beijing blev jeg advaret om luftforureningen, men oplevede den slet ikke. Jeg synes luften var overraskende ren. Byen har gjort meget i de seneste år for at få forureningen ned på et tåleligt niveau. Omlægning til elscootere, bedre offentlig transport m.m. har gjort meget. De har dog stadig problemer om vinteren, når indbyggerne opvarmer deres huse ved hjælp af brændeovne.

Jeepny i Manila

Manila er den værste by jeg har været i indtil videre – deres jeepny’s (minibusser) er oldgamle. Udstødningen fra de fleste af dem er sort røg. Der er også mange gamle biler og scootere, som får det til at rive godt i næsen, når man lige får inhaleret lidt udstødningsgas.

Jeg var bare ikke plaget på samme måde, som jeg oplever det i Nepal – jeg tror det er støvet, der gør forskellen. Eller også er det fordi jeg nu igennem mange uger har opholdt mig i storbyer med høj luftforurening. Ingens lunger kan holde til det i længden – og der dør mange tusinder hvert år i de asiatiske storbyer udelukkende pga. forurening.

Scootere kan forurene en del
– her dem i Taiwan

Jeg er ekstrem glad for at bo i et land, hvor vi i årevis har haft fokus på at vores luft skal være så ren som mulig. Vi er der ikke endnu, og der dør stadig mennesker i Danmark hvert år som følge af luftforeningen i de større byer. Men vi er kommet langt – at kunne indånde ren luft burde være en grundlæggende rettighed, ligesom adgang til rent drikkevand.

Vi taler sjældent om de basale ting i Danmark. Ren luft, rent vand, elektricitet, varme, veje osv. Vi er vant til at vi har det, og tænker ikke altid over hvor mange år det har taget at nå så langt. De fleste lande har lang vej igen, og det koster blod, sved og meget stædige visionære politikere at få det gennemført.

I morgen tager jeg til Delhi – bevæbnet med ansigtsmasker, men må nok se i øjnene at jeg højst sandsynligt ikke får set særlig meget af byen gennem smoggen.