Tag Archive : Corona

/ Corona

Coronatålmodighed

2020-04-27 | Denmark, Long read | 2 Comments

Tålmodighed er en dyd siger nogen. Måske er det på tide, at vi indfører coronatålmodighed. Hjemme hos mig findes der flere former for tålmodighed. Da min datter var lille indførte vi hverdagstålmodighed & ferietålmodighed.

Hverdagstålmodighed giver næsten sig selv. Det er den tålmodighed der gør sig gældende i det daglige derhjemme, på arbejdet & i skolen. Det er den tålmodighed der eksisterer i Danmark, hvor vi er vant til at alt går hurtigt.

Tålmodige børn venter i transit på vej til Mali – Martha, Sofie & Simon

Det er den tålmodighed, der hurtigt mistes. Den forsvinder når man skal vente 20 minutter i telefonkø til kundeservice, eller der er 3 ugers leveringstid på en par bukser fra online shoppen. Det er også den, der gør det svært at lade være med at trippe frustreret, når der en som går meget langsomt foran dig på fortovet.

Hjemme hos os er det helt ok at blive frustreret over andres langsommelighed. Så længe det er i hverdagen, og så længe man ikke stiller sig op og råber dem ind i ansigtet i frustration. Man må gerne brokke sig indenfor hjemmets – eller bilens – fire vægge.

Grænsen mellem Laos & Cambodia – 4 timers ventetid

Ferietålmodighed er noget helt andet. Den bliver aktiveret i det sekund vi lukker hoveddøren bag os og vender næsen mod lufthavnen. Forventningens glæde sætter ind og vi ved, at vi bliver nødt til at følge med strømmen uanset hvad den byder os – det er et eventyr uanset, hvad vi kommer til at opleve og hvor uendelig langsomt det kommer til at ske.

Ferietålmodigheden gør, at vi uden brok sidder i timevis i diverse lufthavne for at vente på det næste fly. Den gør at vi siger pyt til de forsinkelser, der dukker op undervejs. Som da lufthavnen i Kathmandu blev lukket ned i 3 timer pga. vejret – forsinkelser sker. Det er det eneste der er helt sikkert.

Indimellem kan man være heldig at finde god underholdning – Donkey Kong

Det er ferietålmodigheden der gør, at du affinder dig med at vente i 35 graders varme i 4 timer på grænsen mellem Laos & Cambodia, mens grænsevagterne skal tage stilling til om du skal have visum. Den gør, at du tager det som en oplevelse, at du kører gennem Zambia i en bus i 16 timer for at komme til Mpulungu i den nordligste del af landet – kun afbrudt af 3 pauser på 20 minutter hver.

Det er ferietålmodigheden der gør, at du siger pyt til forhindringer du ikke kan gøre noget ved. Som når en storm vælter elmasterne i Ugandas hovedstad Kampala, og strømmen forsvinder i et par dage. Man vænner sig hurtigt til at sove uden aircondition eller blæser – der er ikke så meget andet at gøre. Man dør ikke af det, men sveder vildt meget 😉

Nu tænker jeg, at det er på tide at indføre en tredje form for tålmodighed… coronatålmodighed. En tålmodighed som minder om ferietålmodigheden, men som strækker sig uendeligt ud i tid. Når vi rejser ud på eventyr, er der jo altid en slutdato – en uge, 10 dage, en måned, et halvt år.

Hjulskift på flyet til Colombia – 2 timers forsinkelse

Det er der ikke her. Der er så meget vi ikke ved. Vi ved ikke, hvornår der kommer en vaccine. Vi ved ikke, hvornår hverdagen kan blive normaliseret igen. Vi ved ikke, hvordan vores verden kommer til at se ud på den anden side. Usikkerheden er kæmpestor.

Coronatålmodighed er når vi siger pyt til, at vi ikke ved om vi kan komme i biografen i næste uge. Eller om vi kan komme på vinterferie til Thailand. Coronatålmodighed er når vi ikke brokker os over de beslutninger, der bliver truffet af eksperter. Men at vi stoler på at de gør deres bedste. Det er når vi bærer over med de selvbestaltede politibetjente, der konstant brokker sig over, hvordan andre opfører sig udendørs – måske de bare trænger til et kram. Send dem et luftkram.

8 timers bustur i Cambodia

Coronatålmodighed er når vi bærer over med os selv – når vi bliver triste, pissesure, trætte, dovne. Og lader være med at slå os selv oven i hovedet. Vi er alle sammen i krise, vores hjerner er på overarbejde, så vi kan ikke overkomme alt det vi ’burde’.

Pas godt på jer selv og hinanden… og hav Coronatålmodighed… vi skal nok klare det 🙂

En nation af mandagstrænere

2020-04-21 | Denmark, Long read | No Comments

Positive nyheder. Samfundet lukker op igen. Nej hov vent – mange glemmer at samfundet aldrig har været lukket helt ned. Masser af mennesker har været på arbejde, også mange hvor arbejdspladsen ikke har været deres egen stue.

I stedet formidles et billede af at Danmark der blev lukket. Men der hentes stadig skrald og busserne kører. Der produceres mad og det (øjensynligt) livsnødvendige toiletpapir, som vi kan købe i supermarkederne. De fleste butikker må gerne holde åbent. Børn bliver passet.

Forår i København – på behørig afstand

Man må gerne mødes med familie og venner. Vi må gerne gå en tur på gaden. Vi skal bare huske de simple regler – vask hænder, nys i ærmet & hold afstand. Nu viser det sig at vi – overraskende nok – har været ekstremt gode. Så gode at vores sundhedsvæsen uden problemer kan følge med.

Derfor løftes nogle af restriktionerne – blandt andet genåbnes frisørerne ((åbenbart essentielt for så mange, at deres bookingsystem brød sammen).

Hele vejen igennem krisen har der været kritik. Der er blevet lukket for meget ned. Der er blevet lukket for lidt ned. Nu bliver der lukket for langsomt op – eller for hurtigt op. Nu tales der om Danmarkshistoriens dyreste overreaktion, fordi der er for få fucking døde!

Meningerne er mange: Vi skulle have gjort om Singapore, fordi de fik kontrol over virus lynhurtigt – det har de så ikke alligevel, da de har haft den højeste stigning i smittede det seneste døgn. Vi skulle gøre som Sverige og ikke lukke ned – de har lige tre gange så mange døde ifht. indbyggertal som Danmark.

Tak for lån til Anders Nedergaard

Nye vinkler findes hele tiden i jagten på at kritisere – som oftest virker det mest som om, der kritiseres bare for at kritisere. Ikke for at blive klogere eller finde de bedste løsninger. Lidt ligesom når journalister graver den ene forsker frem, der er uenig i at klimaændringerne er menneskeskabte. Eller finder en antivaccer, der siger at c-vitamin kan kurere kræft.

Uanset hvad der gøres, vil det være for lidt eller for meget, for hurtigt eller for sent – for mandagstrænerne. Vi er en nation af mandagstrænere, der altid ved bedre end eksperterne fordi vi synes noget andet. Fordi vi føler for noget – helt inde i mavsen. Det fænomen har endda et navn – Dunning Kruger effekten. Det er at inkompetente overvurderer egne evner. Sagt på en anden måde: når uvidende mennesker er overbeviste om at de kender sandhedEN.

Det er godt at være skeptisk og have en kritisk tilgang til de informationer vi får. Jeg har rejst mange steder i verden, hvor folk ikke kan stille kritiske spørgsmål – hvor børnene ikke lærer kritisk tænkning i skolen. Der tror man på mirakler og lader sig narre af religiøse prædikanter. Det ses også her under pandemien, hvor folk nægter at blive hjemme fra kirkegang – og det er altså ikke kun i tredjeverdenslande. Det er også set i fx USA med fatale konsekvenser.

Herhjemme bliver der til gengæld sat spørgsmålstegn ved alt – altid. Jeg er så træt af sensationshungrende medier, der er mest interesseret i konfliktoptrapning i jagten på klik. Jeg er så træt af know-it-alls der ved bedre end alle de videnskabsfolk, der er dem som ved mest.

Vi bliver simpelthen nødt til at leve med usikkerheden. Vi kender ikke virussen. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke kurerer folk der er syge. Vi har ikke en vaccine. Der er så meget vi ikke ved. Det er frustrerende – for os alle sammen. Vi må vente på at de kloge hoveder bliver endnu klogere – og indtil da hjælpe med at begrænse smitten, efter bedste evne. Stil spørgsmål, men lad være med at være en mandagstræner.

Smil smitter ikke med corona

2020-04-13 | Denmark, Short read | No Comments

Kommer krisen mon til at forandre den måde vi omgås hinanden på? Eller vil vi vende tilbage til normalen med håndtrykstvang og maskeforbud?

Det er et godt spørgsmål. Jeg synes selv håndtryk er lidt klamt – en smittespreder. Jeg ville ikke have noget imod at vi afskaffede den tradition. I Asien har de nogle dejlige hilseritualer – fx foldede hænder foran brystet.

Et næsten mennesketomt Vesterbro

Verden forandrer sig og for tiden går det stærkt. Ikke bare i det store men også i det små. Jeg kan mærke det når jeg går rundt i et solbeskinnet København. Foråret er på vej, fuglene synger og folk ville normalt gå småsmilende rundt og nynne forårssange.

Stemningen er selvfølgelig anderledes – mere anspændt, næste knuget. De fleste gør som de skal. Vi holder afstand på gaden og i butikkerne.  Men ud over det åbenlyse er der også en underliggende forandring. Som om angsten for at andre mennesker kan smitte én med en dødelig sygdom svæver imellem os.

VI trækker os – ikke bare fysisk men også mentalt. Når jeg går i gaderne, ser jeg på folk jeg møder. Jeg går imod dem med åbent ansigt i håbet om at få øjenkontakt, så jeg kan stikke dem et smil. Et smil gør glad. Og når folk smiler tilbage, bliver jeg glad.

Men folk kigger væk – de er ikke engang begravet i deres smartphone. De kigger ned i jorden eller ud til siden, som om min blotte tilstedeværelse kan smitte dem med corona på flere meters afstand. Som om mit blik kan sende coronavirus ind i deres blodbaner.

En brombasse har fundet vej til stenbroen

Det er jo ikke fordi folk var vildt åbne og nysgerrige før coronaen. Men det føles som om folk lukker sig mere om sig selv og sætter et mentalt visir op. Jeg får lyst til at råbe ad dem – smil smitter IKKE med corona, for helved altså.

Hvad kommer det til at gøre ved os at vi skal holde afstand? Mon vi vil blive ved med at holde afstand – både fysisk og mentalt. Vil det i sidste ende ødelægge vores tillidssamfund – ødelægge vores samfundskontrakt, hvor vi betaler vores skat mod at vi stoler på, at samfundet tager sig af os når verden ramler.

Under økonomiske kriser kunne vi stadig være sammen i vores fællesskaber – både de store og de små. Vi kunne kramme og holde hinanden i hånden. Hjælpe hinanden og trøste hinanden. Nu skal vi holde sammen på afstand – kan vi det. Det er svært.

Det daglige ritual – gåtur & varm kakao

Der tales om hudsult og manglen på fysisk kontakt. Om manglen på kram – jeg håber næsten at der vil blive holdt store krammeevents, når vi er igennem det her.

Indtil da må vi sende virtuelle kram med øjnene – med et blik, et nik og et smil, når vi møder hinanden på gaden. Jeg vil i hvert fald prøve… også selvom de kigger den anden vej.

Heldigvis er der andre som mig, der møder mennesker på deres vej med åbent ansigt for at stikke dem et smil… så jeg får høstet smil på min daglige gåtur 😊

Husk… smil smitter IKKE med corona!!

Midt i en karantænetid

2020-04-02 | Denmark, Short read | No Comments

Jeg er introvert. Det betyder at jeg har brug for meget alenetid for at lade op og samle energi til at være sammen med andre ude i virkeligheden. Jeg holder meget af at være sammen med mennesker, men min hjerne brænder simpelthen sammen, hvis jeg ikke får et pusterum – hver dag.

Foråret er på vej i Danmark

Derfor har jeg umiddelbart heller ikke noget problem med at skulle være i karantæne og holde afstand. Jeg har været vant til at være meget alene på mine rejser. Der har været dage, hvor jeg ikke har talt med andre end receptionisten på hotellet og kassedamen i supermarkedet.

Det har ikke været noget problem. Men de dage har været afløst af intense perioder, hvor jeg har været sammen med mange nye mennesker. Lige så meget som jeg elsker at være alene, elsker jeg også at være sammen med andre mennesker (så længe det er i afmålte doser 😉)

Det her er anderledes. Jeg elsker det støjende København – nu er byen ufattelig stille. Normalt hører jeg kun fuglene synge om morgenen inden byen rigtig er vågen. Nu hører jeg dem hele tiden. Jeg går en tur hver dag og prøver at finde nye veje rundt i byen, så jeg ikke bliver én af dem, der flokkes rundt om søerne.

Jeg savner det støjende baggrundstæppe, der giver mig en følelse af at være en del af byen. At være en del af fællesskab. Vi har alle sammen brug for at føle at vi hører til og indgår i et fællesskab – også os introverte. Det er svært i disse tider, når vi ikke må mødes i store grupper.

I stedet mødes vi på nettet i online fællesskaber. Tilbage i slutningen af 90’erne blev jeg medlem af mit første online fællesskab. Det hed Brainstorms og var stiftet af Howard Rheingold (en af de helt store guruer dengang). Medlemmerne kom fra hele verden. Jeg var med i et stykke tid men stoppede, da tonen blev for grov til sidst.

Vi kender tendensen fra de sociale medier i dag. Folk har kortere lunte på nettet end i den virkelige verden. I krisetid skærpes tonen, og det er som om folks negative sider forstørres. Der er flere end normalt som shamer andre, eller selvbestaltede sundhedseksperter der kritiserer alle initiativer.

Solen skinner langs søerne i København

Jeg er nyhedsjunkie og har brug for mit daglige fix. Jeg bruger ekstremt meget tid online, ikke kun for at følge nyhedsstrømmen. Jeg følger mange forskellige mennesker på de sociale medier og deltager i nogle debatter.

Det er min måde at socialisere på, men jeg har virkelig ondt af de ekstroverte. De må være ved at brænde sammen over ikke kan kunne komme ud og mødes med andre mennesker.

Men hvordan undgår man at blive bims af at skulle distancere sig, holde afstand og afmontere fællesskabet. Kreativiteten er stor derude. Folk holder online fredagsbar. Der arrangeres fællessang og dansefester fra altanerne. Behovet for at føle sig som en del af et fællesskab er enormt stort. Det er jo fantastisk – vi har en enestående tilpasningsevne.

Jeg fandt hende her da jeg gik på opdagelse på Vesterbro

Jeg selv har slukket for en del af nyhedsstrømmen for ikke at blive bombarderet med negative historier hele tiden. Jeg ser mine yndlingsfilm og -serier fordi det giver hjernen et pusterum. Jeg går en tur og hører mine yndlingspodcasts. Jeg taler også med min familie og mine venner. Og så er jeg blevet mere aktiv i online fora – når man ikke tale med folk ude i virkeligheden, må man jo gøre det på nettet.

Det kan være at det fører flere nye venskaber med sig… venner som jeg kan møde ude i virkeligheden, når vi må 😊

Jeg nåede lige at slippe ud af New York før verden lukkede ned og millionbyer jorden rundt blev forvandlet til spøgelsesbyer.

På toppen af Taal vulkanen på Filippinerne. Den gik senere i udbrud

Jeg har rejst i områder, hvor katastrofer er en del af hverdagen. Hvor samfundet kan bryde sammen på et øjeblik, fordi der kommer cykloner eller skovbrande. Fordi en vulkan går i udbrud eller der kommer et jordskælv. Andre steder jeg har rejst, er der risiko for terrorangreb eller kidnapninger.

Jeg har talt med mange undervejs om, hvor privilegerede vi er i Danmark. Der er ingen naturkatastrofer som lurer under overfladen. Og hvis der sker noget, har vi et velfungerende – og ikke mindst gratis – sundhedsvæsen. Vores infrastruktur virker – strøm, veje, varme, vand – er ikke noget vi dagligt frygter forsvinder i time- eller dagevis.

Imens jeg kiggede på hende her var der et terrorangreb igang i Nairobi få kilometer væk

Jeg har været utrolig heldig og undgået at blive ramt af katastrofer, selvom det flere gange har været tæt på. Der har både været terrorangreb, vulkanudbrud, jordskælv og skovbrande undervejs. Det er næsten blevet en stående joke, at jeg har rejst foran alle katastroferne – og lige er nået at få røven med mig hver gang.

Altså indtil jeg kom hjem igen til trygge Danmark. Jeg regnede med lige at skulle sove i en uge for at komme mig efter strabadserne. Og så skulle jeg ellers i gang med at vende tilbage til hverdagen – være sammen med venner & familie, kramme dem alle sammen godt & grundigt. Komme i gang med at tjene nogle penge, så jeg kunne rejse ud i verden igen.

Sammen med Columbianske humanister. Columbia er lukket ned – 306 smittede & 3 døde

I stedet slog verden en kolbøtte & Danmark lukkede ned. Jeg er så glad for at jeg nåede hjem for det her er noget andet end en naturkatastrofe. Det er en katastrofe der rammer hele verden med 200 kilometer i timen.

Jeg er bekymret for alle mine venner verden over. Mange af dem lever i lande hvor infrastrukturen ikke fungerer, hvor der ikke er nogen forsyningssikkerhed, hvor sundhedsvæsnet slet slet ikke har kapacitet til at håndtere en pandemi.

Sammen med fritænkere i Tanzania. Landet er ikke lukket ned – 12 er smittede

Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker når Afrika først for alvor bliver ramt. Det bliver frygteligt. Selv i mere veludviklede lande har almindelige mennesker ikke råd til at hamstre forsyninger til længere periode. Mange bliver nødt til at gå på arbejde, selvom de er syge fordi de ellers mister deres løn.

Jeg er så glad for at være hjemme i vores privilegerede land, hvor jeg kan hæve min arbejdsløshedsunderstøttelse, købe mad & betale mine regninger. Et land der har vist sig at stå sammen i en krisetid – tusinder har meldt sig som frivillige. Verden vil være forandret når vi kommer ud på den anden side. Indtil da er det fantastisk at se, hvordan folk hjælper hinanden – lad os fortsætte med det, når krisen er overstået.

Sammen med humanister i Filippinerne. Landet er delvist lukket ned – 552 er smittede, 35 er døde

Pas godt på jer selv & hinanden – hold afstand 😊