Når verden slår en kolbøtte

Jeg nåede lige at slippe ud af New York før verden lukkede ned og millionbyer jorden rundt blev forvandlet til spøgelsesbyer.

Jeg har rejst i områder, hvor katastrofer er en del af hverdagen. Hvor samfundet kan bryde sammen på et øjeblik, fordi der kommer cykloner eller skovbrande. Fordi en vulkan går i udbrud eller der kommer et jordskælv. Andre steder jeg har rejst, er der risiko for terrorangreb eller kidnapninger.

Jeg har talt med mange undervejs om, hvor privilegerede vi er i Danmark. Der er ingen naturkatastrofer som lurer under overfladen. Og hvis der sker noget, har vi et velfungerende – og ikke mindst gratis – sundhedsvæsen. Vores infrastruktur virker – strøm, veje, varme, vand – er ikke noget vi dagligt frygter forsvinder i time- eller dagevis.

Jeg har været utrolig heldig og undgået at blive ramt af katastrofer, selvom det flere gange har været tæt på. Der har både været terrorangreb, vulkanudbrud, jordskælv og skovbrande undervejs. Det er næsten blevet en stående joke, at jeg har rejst foran alle katastroferne – og lige er nået at få røven med mig hver gang.

Altså indtil jeg kom hjem igen til trygge Danmark. Jeg regnede med lige at skulle sove i en uge for at komme mig efter strabadserne. Og så skulle jeg ellers i gang med at vende tilbage til hverdagen – være sammen med venner & familie, kramme dem alle sammen godt & grundigt. Komme i gang med at tjene nogle penge, så jeg kunne rejse ud i verden igen.

I stedet slog verden en kolbøtte & Danmark lukkede ned. Jeg er så glad for at jeg nåede hjem for det her er noget andet end en naturkatastrofe. Det er en katastrofe der rammer hele verden med 200 kilometer i timen.

Jeg er bekymret for alle mine venner verden over. Mange af dem lever i lande hvor infrastrukturen ikke fungerer, hvor der ikke er nogen forsyningssikkerhed, hvor sundhedsvæsnet slet slet ikke har kapacitet til at håndtere en pandemi.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker når Afrika først for alvor bliver ramt. Det bliver frygteligt. Selv i mere veludviklede lande har almindelige mennesker ikke råd til at hamstre forsyninger til længere periode. Mange bliver nødt til at gå på arbejde, selvom de er syge fordi de ellers mister deres løn.

Jeg er så glad for at være hjemme i vores privilegerede land, hvor jeg kan hæve min arbejdsløshedsunderstøttelse, købe mad & betale mine regninger. Et land der har vist sig at stå sammen i en krisetid – tusinder har meldt sig som frivillige. Verden vil være forandret når vi kommer ud på den anden side. Indtil da er det fantastisk at se, hvordan folk hjælper hinanden – lad os fortsætte med det, når krisen er overstået.

Pas godt på jer selv & hinanden – hold afstand 😊

Corona