Kvinden til venstre på billedet er min farmor. Hun var kommunist og modstandskvinde.
Hun døde desværre da jeg var barn. Jeg husker ferierne i deres sommerhus. Min lillebror og jeg alene med hende, farfar og hunden. Vi fik halve ristede krydderboller med sukker på til morgenmad og en lille underkop med slik om aftenen. Der duftede af jordbær og tobaksrøg.
Jeg husker hendes varme knus. Jeg elskede hende ufattelig højt. Hende og farfar døde med få måneders mellemrum før jeg endnu havde fattet, at de havde været dybt involveret i modstandsbevægelsen. Jeg var alt for lille til at forstå, og hun levede ikke længe nok til at fortælle sin historie.
Jeg har tit tænkt på, hvordan det må have været. Jeg læste en artikel på POV i dag skrevet af Dorte Toft om hendes forældres historie. Den er voldsom. Om hemmelighederne, angsten og traumerne. Min farmor og farfar talte aldrig om krigen.
I festtalerne lyder det altid som om danskerne bakkede op om modstandsbevægelsen, men det gjorde de ikke. De fleste passede sige selv og støttede samarbejdspolitikken. Tusindvis af danskere blev først modstandsfolk efter befrielsen, men det bryder vi os ikke om at høre (læs fx Asser Amdisens artikel idag).
Min farmor Aase Kærn (født Holm) & farfar Erling (Bete) Kærn
Min farfars to brødre var også modstandsfolk. Der er skrevet bøger om de tre brødre, men intet om min farmor. Der er i det hele taget ikke særlig mange fortællinger om modstandsbevægelsens kvinder. Jeg har genset DRs fine dokumentarserie, som helt klart er værd at se – mon ikke verden snart er klar til en tv-serie om dem.
Min farmor og farfar blev anholdt få måneder før krigen sluttede, og blev interneret i Frøslevlejren. De hvide busser stoppede i lejren på vej til Sverige og tog dem med. Familiekrøniken er at min far blev lavet på befrielsesnatten.
Jeg ville ønske, at hun havde levet længe nok til at fortælle om oplevelserne, og hvordan hun fandt modet frem.
Men en ting er sikkert… min farmor var en badass modstandskvinde.
Tålmodighed er en dyd siger nogen. Måske er det på tide, at
vi indfører coronatålmodighed. Hjemme hos mig findes der flere former for
tålmodighed. Da min datter var lille indførte vi hverdagstålmodighed &
ferietålmodighed.
Hverdagstålmodighed giver næsten sig selv. Det er den
tålmodighed der gør sig gældende i det daglige derhjemme, på arbejdet & i
skolen. Det er den tålmodighed der eksisterer i Danmark, hvor vi er vant til at
alt går hurtigt.
Tålmodige børn venter i transit på vej til Mali – Martha, Sofie & Simon
Det er den tålmodighed, der hurtigt mistes. Den forsvinder
når man skal vente 20 minutter i telefonkø til kundeservice, eller der er 3
ugers leveringstid på en par bukser fra online shoppen. Det er også den, der
gør det svært at lade være med at trippe frustreret, når der en som går meget
langsomt foran dig på fortovet.
Hjemme hos os er det helt ok at blive frustreret over andres
langsommelighed. Så længe det er i hverdagen, og så længe man ikke stiller sig
op og råber dem ind i ansigtet i frustration. Man må gerne brokke sig indenfor
hjemmets – eller bilens – fire vægge.
Grænsen mellem Laos & Cambodia – 4 timers ventetid
Ferietålmodighed er noget helt andet. Den bliver aktiveret i
det sekund vi lukker hoveddøren bag os og vender næsen mod lufthavnen. Forventningens
glæde sætter ind og vi ved, at vi bliver nødt til at følge med strømmen uanset
hvad den byder os – det er et eventyr uanset, hvad vi kommer til at opleve og
hvor uendelig langsomt det kommer til at ske.
Ferietålmodigheden gør, at vi uden brok sidder i timevis i
diverse lufthavne for at vente på det næste fly. Den gør at vi siger pyt til de
forsinkelser, der dukker op undervejs. Som da lufthavnen i Kathmandu blev
lukket ned i 3 timer pga. vejret – forsinkelser sker. Det er det eneste der er
helt sikkert.
Indimellem kan man være heldig at finde god underholdning – Donkey Kong
Det er ferietålmodigheden der gør, at du affinder dig med at
vente i 35 graders varme i 4 timer på grænsen mellem Laos & Cambodia, mens grænsevagterne
skal tage stilling til om du skal have visum. Den gør, at du tager det som en
oplevelse, at du kører gennem Zambia i en bus i 16 timer for at komme til Mpulungu
i den nordligste del af landet – kun afbrudt af 3 pauser på 20 minutter hver.
Det er ferietålmodigheden der gør, at du siger pyt til
forhindringer du ikke kan gøre noget ved. Som når en storm vælter elmasterne i
Ugandas hovedstad Kampala, og strømmen forsvinder i et par dage. Man vænner sig
hurtigt til at sove uden aircondition eller blæser – der er ikke så meget andet
at gøre. Man dør ikke af det, men sveder vildt meget 😉
Nu tænker jeg, at det er på tide at indføre en tredje form
for tålmodighed… coronatålmodighed. En tålmodighed som minder om
ferietålmodigheden, men som strækker sig uendeligt ud i tid. Når vi rejser ud
på eventyr, er der jo altid en slutdato – en uge, 10 dage, en måned, et halvt
år.
Hjulskift på flyet til Colombia – 2 timers forsinkelse
Det er der ikke her. Der er så meget vi ikke ved. Vi ved ikke,
hvornår der kommer en vaccine. Vi ved ikke, hvornår hverdagen kan blive normaliseret
igen. Vi ved ikke, hvordan vores verden kommer til at se ud på den anden side.
Usikkerheden er kæmpestor.
Coronatålmodighed er når vi siger pyt til, at vi ikke ved om
vi kan komme i biografen i næste uge. Eller om vi kan komme på vinterferie til
Thailand. Coronatålmodighed er når vi ikke brokker os over de beslutninger, der
bliver truffet af eksperter. Men at vi stoler på at de gør deres bedste. Det er
når vi bærer over med de selvbestaltede politibetjente, der konstant brokker
sig over, hvordan andre opfører sig udendørs – måske de bare trænger til et kram.
Send dem et luftkram.
8 timers bustur i Cambodia
Coronatålmodighed er når vi bærer over med os selv – når vi
bliver triste, pissesure, trætte, dovne. Og lader være med at slå os selv oven
i hovedet. Vi er alle sammen i krise, vores hjerner er på overarbejde, så vi kan
ikke overkomme alt det vi ’burde’.
Pas godt på jer selv og hinanden… og hav Coronatålmodighed… vi skal nok klare det 🙂
Positive nyheder. Samfundet lukker op igen. Nej hov vent – mange
glemmer at samfundet aldrig har været lukket helt ned. Masser af mennesker har
været på arbejde, også mange hvor arbejdspladsen ikke har været deres egen
stue.
I stedet formidles et billede af at Danmark der blev lukket.
Men der hentes stadig skrald og busserne kører. Der produceres mad og det (øjensynligt)
livsnødvendige toiletpapir, som vi kan købe i supermarkederne. De fleste
butikker må gerne holde åbent. Børn bliver passet.
Forår i København – på behørig afstand
Man må gerne mødes med familie og venner. Vi må gerne gå en
tur på gaden. Vi skal bare huske de simple regler – vask hænder, nys i ærmet
& hold afstand. Nu viser det sig at vi – overraskende nok – har været ekstremt
gode. Så gode at vores sundhedsvæsen uden problemer kan følge med.
Derfor løftes nogle af restriktionerne – blandt andet
genåbnes frisørerne ((åbenbart essentielt for så mange, at deres bookingsystem
brød sammen).
Hele vejen igennem krisen har der været kritik. Der er
blevet lukket for meget ned. Der er blevet lukket for lidt ned. Nu bliver der
lukket for langsomt op – eller for hurtigt op. Nu tales der om Danmarkshistoriens
dyreste overreaktion, fordi der er for få fucking døde!
Meningerne er mange: Vi skulle have gjort om Singapore,
fordi de fik kontrol over virus lynhurtigt – det har de så ikke alligevel, da
de har haft den højeste stigning i smittede det seneste døgn. Vi skulle gøre
som Sverige og ikke lukke ned – de har lige tre gange så mange døde ifht. indbyggertal
som Danmark.
Tak for lån til Anders Nedergaard
Nye vinkler findes hele tiden i jagten på at kritisere – som
oftest virker det mest som om, der kritiseres bare for at kritisere. Ikke for
at blive klogere eller finde de bedste løsninger. Lidt ligesom når journalister
graver den ene forsker frem, der er uenig i at klimaændringerne er
menneskeskabte. Eller finder en antivaccer, der siger at c-vitamin kan kurere
kræft.
Uanset hvad der gøres, vil det være for lidt eller for
meget, for hurtigt eller for sent – for mandagstrænerne. Vi er en nation af
mandagstrænere, der altid ved bedre end eksperterne fordi vi synes noget andet.
Fordi vi føler for noget – helt inde i mavsen. Det fænomen har endda et navn –
Dunning Kruger effekten. Det er at inkompetente overvurderer egne evner. Sagt
på en anden måde: når uvidende mennesker er overbeviste om at de kender sandhedEN.
Det er godt at være skeptisk og have en kritisk tilgang til
de informationer vi får. Jeg har rejst mange steder i verden, hvor folk ikke kan
stille kritiske spørgsmål – hvor børnene ikke lærer kritisk tænkning i skolen. Der
tror man på mirakler og lader sig narre af religiøse prædikanter. Det ses også her
under pandemien, hvor folk nægter at blive hjemme fra kirkegang – og det er
altså ikke kun i tredjeverdenslande. Det er også set i fx USA med fatale
konsekvenser.
Herhjemme bliver der til gengæld sat spørgsmålstegn ved alt – altid. Jeg er så træt af sensationshungrende medier, der er mest interesseret i konfliktoptrapning i jagten på klik. Jeg er så træt af know-it-alls der ved bedre end alle de videnskabsfolk, der er dem som ved mest.
Vi bliver simpelthen nødt til at leve med usikkerheden. Vi kender ikke virussen. Vi kan på nuværende tidspunkt ikke kurerer folk der er syge. Vi har ikke en vaccine. Der er så meget vi ikke ved. Det er frustrerende – for os alle sammen. Vi må vente på at de kloge hoveder bliver endnu klogere – og indtil da hjælpe med at begrænse smitten, efter bedste evne. Stil spørgsmål, men lad være med at være en mandagstræner.
Kommer krisen mon til at forandre den måde vi omgås hinanden
på? Eller vil vi vende tilbage til normalen med håndtrykstvang og maskeforbud?
Det er et godt spørgsmål. Jeg synes selv håndtryk er lidt
klamt – en smittespreder. Jeg ville ikke have noget imod at vi afskaffede den
tradition. I Asien har de nogle dejlige hilseritualer – fx foldede hænder foran
brystet.
Et næsten mennesketomt Vesterbro
Verden forandrer sig og for tiden går det stærkt. Ikke bare
i det store men også i det små. Jeg kan mærke det når jeg går rundt i et
solbeskinnet København. Foråret er på vej, fuglene synger og folk ville normalt
gå småsmilende rundt og nynne forårssange.
Stemningen er selvfølgelig anderledes – mere anspændt, næste
knuget. De fleste gør som de skal. Vi holder afstand på gaden og i butikkerne. Men ud over det åbenlyse er der også en
underliggende forandring. Som om angsten for at andre mennesker kan smitte én
med en dødelig sygdom svæver imellem os.
VI trækker os – ikke bare fysisk men også mentalt. Når jeg
går i gaderne, ser jeg på folk jeg møder. Jeg går imod dem med åbent ansigt i
håbet om at få øjenkontakt, så jeg kan stikke dem et smil. Et smil gør glad. Og
når folk smiler tilbage, bliver jeg glad.
Men folk kigger væk – de er ikke engang begravet i deres
smartphone. De kigger ned i jorden eller ud til siden, som om min blotte
tilstedeværelse kan smitte dem med corona på flere meters afstand. Som om mit
blik kan sende coronavirus ind i deres blodbaner.
En brombasse har fundet vej til stenbroen
Det er jo ikke fordi folk var vildt åbne og nysgerrige før
coronaen. Men det føles som om folk lukker sig mere om sig selv og sætter et
mentalt visir op. Jeg får lyst til at råbe ad dem – smil smitter IKKE med
corona, for helved altså.
Hvad kommer det til at gøre ved os at vi skal holde afstand?
Mon vi vil blive ved med at holde afstand – både fysisk og mentalt. Vil det i
sidste ende ødelægge vores tillidssamfund – ødelægge vores samfundskontrakt,
hvor vi betaler vores skat mod at vi stoler på, at samfundet tager sig af os
når verden ramler.
Under økonomiske kriser kunne vi stadig være sammen i vores
fællesskaber – både de store og de små. Vi kunne kramme og holde hinanden i
hånden. Hjælpe hinanden og trøste hinanden. Nu skal vi holde sammen på afstand
– kan vi det. Det er svært.
Det daglige ritual – gåtur & varm kakao
Der tales om hudsult og manglen på fysisk kontakt. Om
manglen på kram – jeg håber næsten at der vil blive holdt store krammeevents,
når vi er igennem det her.
Indtil da må vi sende virtuelle kram med øjnene – med et
blik, et nik og et smil, når vi møder hinanden på gaden. Jeg vil i hvert fald
prøve… også selvom de kigger den anden vej.
Heldigvis er der andre som mig, der møder mennesker på deres
vej med åbent ansigt for at stikke dem et smil… så jeg får høstet smil på min
daglige gåtur 😊
Jeg er introvert. Det betyder at jeg har brug for meget
alenetid for at lade op og samle energi til at være sammen med andre ude i
virkeligheden. Jeg holder meget af at være sammen med mennesker, men min hjerne
brænder simpelthen sammen, hvis jeg ikke får et pusterum – hver dag.
Foråret er på vej i Danmark
Derfor har jeg umiddelbart heller ikke noget problem med at
skulle være i karantæne og holde afstand. Jeg har været vant til at være meget
alene på mine rejser. Der har været dage, hvor jeg ikke har talt med andre end
receptionisten på hotellet og kassedamen i supermarkedet.
Det har ikke været noget problem. Men de dage har været
afløst af intense perioder, hvor jeg har været sammen med mange nye mennesker. Lige
så meget som jeg elsker at være alene, elsker jeg også at være sammen med andre
mennesker (så længe det er i afmålte doser 😉)
Det her er anderledes. Jeg elsker det støjende København –
nu er byen ufattelig stille. Normalt hører jeg kun fuglene synge om morgenen
inden byen rigtig er vågen. Nu hører jeg dem hele tiden. Jeg går en tur hver
dag og prøver at finde nye veje rundt i byen, så jeg ikke bliver én af dem, der
flokkes rundt om søerne.
Jeg savner det støjende baggrundstæppe, der giver mig en
følelse af at være en del af byen. At være en del af fællesskab. Vi har alle
sammen brug for at føle at vi hører til og indgår i et fællesskab – også os
introverte. Det er svært i disse tider, når vi ikke må mødes i store grupper.
I stedet mødes vi på nettet i online fællesskaber. Tilbage i
slutningen af 90’erne blev jeg medlem af mit første online fællesskab. Det hed
Brainstorms og var stiftet af Howard Rheingold (en af de helt store guruer dengang).
Medlemmerne kom fra hele verden. Jeg var med i et stykke tid men stoppede, da tonen
blev for grov til sidst.
Vi kender tendensen fra de sociale medier i dag. Folk har
kortere lunte på nettet end i den virkelige verden. I krisetid skærpes tonen,
og det er som om folks negative sider forstørres. Der er flere end normalt som shamer
andre, eller selvbestaltede sundhedseksperter der kritiserer alle initiativer.
Solen skinner langs søerne i København
Jeg er nyhedsjunkie og har brug for mit daglige fix. Jeg
bruger ekstremt meget tid online, ikke kun for at følge nyhedsstrømmen. Jeg
følger mange forskellige mennesker på de sociale medier og deltager i nogle
debatter.
Det er min måde at socialisere på, men jeg har virkelig ondt
af de ekstroverte. De må være ved at brænde sammen over ikke kan kunne komme ud
og mødes med andre mennesker.
Men hvordan undgår man at blive bims af at skulle distancere
sig, holde afstand og afmontere fællesskabet. Kreativiteten er stor derude.
Folk holder online fredagsbar. Der arrangeres fællessang og dansefester fra
altanerne. Behovet for at føle sig som en del af et fællesskab er enormt stort.
Det er jo fantastisk – vi har en enestående tilpasningsevne.
Jeg fandt hende her da jeg gik på opdagelse på Vesterbro
Jeg selv har slukket for en del af nyhedsstrømmen for ikke at blive bombarderet med negative historier hele tiden. Jeg ser mine yndlingsfilm og -serier fordi det giver hjernen et pusterum. Jeg går en tur og hører mine yndlingspodcasts. Jeg taler også med min familie og mine venner. Og så er jeg blevet mere aktiv i online fora – når man ikke tale med folk ude i virkeligheden, må man jo gøre det på nettet.
Det kan være at det fører flere nye venskaber med sig…
venner som jeg kan møde ude i virkeligheden, når vi må 😊
Jeg nåede lige at slippe ud af New York før verden lukkede
ned og millionbyer jorden rundt blev forvandlet til spøgelsesbyer.
På toppen af Taal vulkanen på Filippinerne. Den gik senere i udbrud
Jeg har rejst i områder, hvor katastrofer er en del af
hverdagen. Hvor samfundet kan bryde sammen på et øjeblik, fordi der kommer
cykloner eller skovbrande. Fordi en vulkan går i udbrud eller der kommer et
jordskælv. Andre steder jeg har rejst, er der risiko for terrorangreb eller
kidnapninger.
Jeg har talt med mange undervejs om, hvor privilegerede vi
er i Danmark. Der er ingen naturkatastrofer som lurer under overfladen. Og hvis
der sker noget, har vi et velfungerende – og ikke mindst gratis – sundhedsvæsen.
Vores infrastruktur virker – strøm, veje, varme, vand – er ikke noget vi
dagligt frygter forsvinder i time- eller dagevis.
Imens jeg kiggede på hende her var der et terrorangreb igang i Nairobi få kilometer væk
Jeg har været utrolig heldig og undgået at blive ramt af
katastrofer, selvom det flere gange har været tæt på. Der har både været
terrorangreb, vulkanudbrud, jordskælv og skovbrande undervejs. Det er næsten
blevet en stående joke, at jeg har rejst foran alle katastroferne – og lige er
nået at få røven med mig hver gang.
Altså indtil jeg kom hjem igen til trygge Danmark. Jeg
regnede med lige at skulle sove i en uge for at komme mig efter strabadserne. Og
så skulle jeg ellers i gang med at vende tilbage til hverdagen – være sammen
med venner & familie, kramme dem alle sammen godt & grundigt. Komme i
gang med at tjene nogle penge, så jeg kunne rejse ud i verden igen.
Sammen med Columbianske humanister. Columbia er lukket ned – 306 smittede & 3 døde
I stedet slog verden en kolbøtte & Danmark lukkede ned. Jeg
er så glad for at jeg nåede hjem for det her er noget andet end en
naturkatastrofe. Det er en katastrofe der rammer hele verden med 200 kilometer
i timen.
Jeg er bekymret for alle mine venner verden over. Mange af
dem lever i lande hvor infrastrukturen ikke fungerer, hvor der ikke er nogen
forsyningssikkerhed, hvor sundhedsvæsnet slet slet ikke har kapacitet til at
håndtere en pandemi.
Sammen med fritænkere i Tanzania. Landet er ikke lukket ned – 12 er smittede
Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker når Afrika først
for alvor bliver ramt. Det bliver frygteligt. Selv i mere veludviklede lande har
almindelige mennesker ikke råd til at hamstre forsyninger til længere periode.
Mange bliver nødt til at gå på arbejde, selvom de er syge fordi de ellers
mister deres løn.
Jeg er så glad for at være hjemme i vores privilegerede
land, hvor jeg kan hæve min arbejdsløshedsunderstøttelse, købe mad & betale
mine regninger. Et land der har vist sig at stå sammen i en krisetid – tusinder
har meldt sig som frivillige. Verden vil være forandret når vi kommer ud på den
anden side. Indtil da er det fantastisk at se, hvordan folk hjælper hinanden –
lad os fortsætte med det, når krisen er overstået.
Sammen med humanister i Filippinerne. Landet er delvist lukket ned – 552 er smittede, 35 er døde
Indtil for 15 år siden havde jeg ikke rejst udenfor Europa
og Nordamerika. Min datter Sofie & jeg blev inviteret med til det
vestafrikanske land Mali af min datters venindes forældre. Den gang var landet
demokratisk, fredeligt men stadig et af verdens fattigste lande. Jeg havde
aldrig drømt om, at jeg skulle rejse så langt væk og være væk en hel måned med
min datter, der bare var 10 år – Afrika havde aldrig stået på min ønskeliste.
Omgivet af skønne børn i Bamako, Mali
Nogle gange springer jeg ud på dybt vand. Det gjorde jeg
også den dag – det var starten på min eventyrlyst. Mens vi opholdt os i Mali’s
hovedstad besluttede jeg mig for, at vi da skulle til Timbuktu. Selvfølgelig
skulle vi det. Den sagnomspundne by hvor både Tintin & Anders And også
havde været 😉
Jeg bookede en jeep, en chauffør og en guide til at køre os den tusind kilometer lange tur fra Bamako til Timbuktu. På det tidspunkt risikerede turister at blive bortført fra ørkenen, så der var advarsler om at vi ikke skulle overnatte i Sahara. Jeg tror min mor var ved at gå ud af sit gode skind hjemme i Danmark – hvad kunne der ikke ske. Men med en chauffør der hedder Balou og en guide, der havde en datter på alder med Sofie kunne det da ikke gå helt galt. Det gjorde det heller ikke.
Vores guide Muhammed Ali var Tuareg – en blå mand
Vores guide
i Timbuktu hed Muhammed Ali – you can’t make this shit up. Det var en fantastisk
tur. Sofie viste sig at være den bedste rejsekammerat i verden. Nysgerrig,
empatisk, tålmodig – vi opfandt begreberne hverdagstålmodighed &
ferietålmodighed. Til hverdag må man gerne være utålmodig, hvis tingene går lidt
for langsomt.
Men i det øjeblik vi tager i lufthavnen, træder ferietålmodigheden
til. Så er der ingen brokkeri over 4 timers ventetid ved en grænseovergang,
eller 8 timers kørsel i en jeep. Sofie er eminent til ferietålmodighed. Efter
rejsen til Mali besluttede jeg mig for, at vi skulle se meget mere til verden,
når jeg havde råd til det.
Det blev starten på mange års rejser sammen med min datter Sofie.
Vi har haft de mest fantastiske oplevelser. Vi brugte en måned på at rejse
gennem Laos og Cambodia, hvor vi overnattede hjemme hos folk i hytter i
landsbyer, så bombekratere fra Vietnam-krigen, græd ved mindesmærket over
ofrene for Khmer Rouge, besøgte utallige templer og jeg fik min første og
eneste madforgiftning nogensinde.
Sofie i Sahara i Mali
Vi har taget dykkercertifkat på Mauritius og, dykket blandt
vragene fra Cubakrisen i Svinebugten og svømmet med en søko ved Great Barrier
Reef i Australien. Vi har holdt jul i Uganda og stirret bjerggorillaer i
øjnene, Jeg måtte bæres ud fordi mine ben ikke kunne gå længere, men jeg fik
set dem. Hun er min bedste rejsekammerat og at have oplevet verden sammen med
hende, gav mig modet til at tage de ultimative spring – og rejse alene rundt.
Jeg har rejst igennem lande som mange mennesker vil være
bange for at rejse i. Jeg har været i Cape Town som mange advarer imod, fordi
kriminaliteten er høj. Jeg oplevede intet ubehageligt. Jeg har rejst i mange
lande i Afrika uden at være bange – selvom det kan være livsfarligt at færdes i
trafikken 😉
Sofie med vores guide & chauffør
Der er selvfølgelig også lande jeg har fravalgt at rejse i –
simpelthen fordi det er for farligt. Jeg er jo ikke en naiv idiot. Jeg
forbereder mig godt og tjekker anbefalingerne både fra det danske
udenrigsministerium og Storbritannien (der som regel har bedre vejledninger end
det danske).
I sommer ville jeg gerne have rejst rundt i Mellemøsten og
blandt andet interviewet en ateist i Iran. Selvom man sagtens kan tage på ferie
i Iran, blev jeg frarådet at tage dertil, fordi jeg kan googles og sikkerhedsmyndighederne
kan finde ud af at jeg er humanist og menneskerettighedsaktivist. Derfor er det
for farligt for mig personligt at tage dertil, da jeg kunne risikere at ende i
fængsel sammen med andre vesterlændinge. I stedet interviewede jeg iraneren via
Skype fordi jeg gerne ville have hans historie.
En af moskeerne i Timbuktu – verdensarv som nu er ødelagt af oprørsstyrker
De største farer ved at rejse rundt i verden nok trafikken
og derefter kommer naturkatastrofer. Jeg har behændigt undgået at blive ramt af
naturkatastrofer – tyfoner, orkaner, vulkanudbrud, jordskælv, oversvømmelser,
skovbrande og nu coronavirus.
Men ellers er verden et ret fredeligt sted, og de fleste
mennesker er venlige og nysgerrige, når de møder dig derude. De er ligesom os
selv bare almindelige mennesker, der lever deres liv på den bedste måde de kan –
mange steder i fattigdom. Ofte er de utroligt gæstfrie og vil frygtelig gerne
snakke. Jeg har haft de mest fantastiske filosofiske samtaler om livet, døden,
tro, ikke-tro mv. med mennesker i hele verden.
Så jeg er utrolig taknemmelig for at jeg blev spurgt dengang
for 15 år siden. Det gav mig – og min datter – så meget, at vi siden har turde
springe ud i mange eventyr.
En halv milliard dyr regner man med har mistet livet i
Australiens skovbrande – en halv milliard!
Det har videnskabsfolk regnet ud. Hvert år hærges landet af
skovbrande i ildsæsonen (’fire season’) som de kalder den hernede, down under. I
år har det været rigtig slemt, fordi mange steder har været tørkeramt i
månedsvis. Nogle steder i årevis. Sofie og jeg så utallige indtørrede floder og
vandløb på vores roadtrip.
Tusindvis er bukket under
Temperaturerne kommer flere steder over 40 grader – nogle steder over 45 grader. Brandene opstår spontant og breder sig med lynets hast, fordi det samtidig blæser kraftigt. Ingen kan forudsige hvor brandene bevæger sig hen, når vindretningen skifter pludseligt. 1.500 hjem er blevet ødelagt. Alene 400 hjem udbrændte nytårsnat i New South Wales, hvor jeg opholder mig. Flere mennesker er døde og mange savnes.
Tusindvis af mennesker er strandet langs den australske kyst,
som har været deres eneste tilflugtssted. Flere byer er isoleret fra omverdenen
og har ingen strøm. Tusindvis af brandmænd kæmper for at redde mennesker – de har
flere steder opgivet af bekæmpe brandene. Militæret er sat ind for at hjælpe
med forsyninger og evakuering af nødstedte mennesker.
Billede lånt af Boston.com
Australien brænder op i en usædvanlig tørke og hedebølge –
et Australien der på sidste klimatopmøde indædt kæmpede imod en ny klimaaftale.
Et Australien som stadig ikke vil erkende nødvendigheden af at skifte kurs, og
fortsat graver massive mængder kul op af jorden.
Jeg har mødt konsekvenserne af klimaforandringer i mange lande.
Vi har det godt i Danmark. Vi er ikke rigtig ramt af klimaforandringerne –
endnu. Den vestlige verden som er den, der forurener mest per indbygger, er den
del af verden der har mærket mindst til klimaforandringerne. Ja ja – vi har oversvømmelser
og meget regn indimellem, men det er ingenting ifht. hvad de oplever andre steder.
Deltaet i Botswana
Jeg har set de samme problemer i næsten alle de lande jeg
har rejst i Afrika og Asien. Der mangler vand, og når der endelig falder regn,
kommer der så meget at det skaber store ødelæggelser.
Tørkeperioderne er strenge, årstiderne begynder at ændre sig. Da jeg var på Serengeti fik jeg at vide, at dyrene migrerede. De var forvirrede, fordi regnen ikke kommer på det normale tidspunkt. For at finde mad bliver de nødt til at migrere ’udenfor sæsonen’.
I deltaet i Botswana strækker sig over 22.000 km2 når der er
mest vand. Da jeg var der var vandstanden 2 meter under normalen ifølge min
guide. Vi kunne gå tørskoede fra ø til ø for at kigge efter dyr.
Fish Tail Mountain i Himalaya
Klimaforandringerne smelter sneen i Himalaya og gletsjerne
på Grønland. Det får havene til at stige. Vi oplever mere ekstremt vejr. Den værste
tyfon i over 60 år hærgede Tokyo mindre end 2 uger efter jeg havde besøgt
landet.
Luftforureningen i Indien er ekstrem. Jeg måtte bruge maske
og alligevel kløede det i mine øjne og hals, da jeg besøgte Delhi i november.
De mest forurenede byer i verden er i Indien, men alligevel siges det at
Canberra i disse dage er den mest forurenede by i verden i disse dage – pga. af
skovbrandene i Australien.
Nytårsaftensdag var temperaturerne næsten 40 grader i
Sydney. Om aftenen skiftede vejret – det blev koldt, så jeg næsten frøs mens
jeg så fyrværkeri. Temperaturerne er nu i midten af tyverne.
Men glæden er kun kort. Den ekstreme hedebølge er på kort
visit i det vestlige Australien, men vender tilbage på lørdag. Der varsles over
40 grader og meget høj risiko for skovbrande.
I just left
Ghana after a visit which seemed too short. It was my first trip back to
western Africa since Sofie & I visited Mali 14 years ago. Back then Mali
was a peaceful country and we travelled with Sofie’s friend Martha, her brother
Simon, her mom Dorthe and her dad David (who is born in Mali).
It was a
family visit, but Sofie and I took a road trip to Timbuktu. The first of many
trips to far away fairy-tale places (at least for us Danes 😊). Our drivers name was Baloo and our guide in
Timbuktu was Tuareg (one of the blue men) with the name Muhammed Ali. I kid you
not it was their names. Internal conflict now makes it impossible to visit and
the UNESCO world heritage sites we visited back then is ruined by rebels.
The food is good – here jollof
Ghana is
the opposite – it’s peaceful and compared to other African countries wealthy.
Like all the other countries Ghana is very religious, but the humanist
organisation is growing. Roslyn who recently was elected to the board of
Humanists International helped me settling in, showed me the beach and took me
to a pub, where I experienced the football frenzy – Ghana fighting for a place
in the quarter finals of the African Cup. Unfortunately, they lost so we didn’t
party all night (good for me).
With Ros on the beach
At Roslyn’s
house a met some of the other humanists. I interviewed her, Roslyn’s husband
Michael who is also president of the humanists in Ghana and Ato & Anim.
They are trying to create a safe space for non-believers, since they are
stigmatised. It was so nice meeting them and discuss humanism, human rights and
much more.
Danish
history is intertwined with Ghanaian history. We don’t talk about it much in Denmark,
but we also participated in the slave trade from Afrika to Amerika. We had a
few islands in the Caribbean with plantations and some slave forts along the
Ghana coast. I visited one of them Christiansborg in Accra with Michael who
took me on a road trip from Accra to Cape Coast to Kumasi and back.
It’s estimated
Denmark was responsible for 100.000 slaves being brought across the ocean over
130 years. Local tribes delivered slaves to the Europeans – amongst them the
Ashanti kingdom which still exists. Slaves was rounded up from todays Mali,
Burkina Faso and other countries. Then they were sent marching towards Cape
Coast which is several hundred kilometres – barefoot in shackles, many of them
dying on the way.
Place for the Homecoming ceremony
Today decedents
from the slaves seek their roots and a lot of them visit Ghana. Every year there
is remembrance of the slave trade. A homecoming ceremony is held for those
visiting for the first time.
Ghana is a
beautiful country. People are so nice and friendly – we had a lot of laughs. I
leave with a lot of good experiences – a lot wiser regarding my own country’s
history and new friends I will surely miss.
The final episode
of Babelfish season 1 has been published. The podcast will be on holiday until
August. So far 30 interviews with non-believers from 7 countries in the eastern
and southern parts of Africa have been produced.
I have
talked to humanists, atheists and freethinkers from Uganda, Rwanda, Kenya, Tanzania,
Malawi, Botswana and South Africa. All of them had fascinating stories to tell
about their life and the challenges they face.
Many of
them grew up in religious families with no room for critical thinking,
questions and discussions about belief. Growing up most of them have felt alone,
thinking they were the only ones doubting the existence of God.
Now they
are building communities for non-believers in their countries. In some countries
humanist schools are formed, educating the kids in science and critical
thinking. Other humanist schools are supporting single moms. Humanitarian
projects are being run by non-believers.
In some of
the countries the communities are very small with almost no resources. But in
all countries non-believers are having metups, debates and social events in
order to grow the small communities.
Everywhere I
went non-believers are discriminated and stigmatised. Not due to legislation since
the constitutions are based on human rights, but due to the religious society.
Some have experienced to be shunned from their families, some have been fired.
In some cases, there has been violent reactions to non-believers fight for
human rights.
Sometimes
it looks like an uphill battle to change the society’s view of non-believers.
But everywhere I went I met amazing people full of energy and optimism. They
keep up the good work and I am sure they will change the world.
It’s been quite a journey for me as well. A year ago, I started the planning – a bit scared, nervous and excited. I have had doubts many times, thinking this was crazy – thinking I wasn’t able to do this. But I did – and I will continue.
Season 1
has been finalised. Tomorrow I’ll fly to Ghana to meet another group of amazing
non-believers. The interviews will be part of season 2 which will begin in
August.
Next step
is to cover the rest of the world. I am actively seeking funding and sponsors
for a tour around the world. The tour will start by the end of August.
You can also support the project by donating money through Patreon – or for the Danish audience through 10er.dk.
