Category: Short read

Home / Category: Short read

Midt i en karantænetid

2020-04-02 | Denmark, Short read | No Comments

Jeg er introvert. Det betyder at jeg har brug for meget alenetid for at lade op og samle energi til at være sammen med andre ude i virkeligheden. Jeg holder meget af at være sammen med mennesker, men min hjerne brænder simpelthen sammen, hvis jeg ikke får et pusterum – hver dag.

Foråret er på vej i Danmark

Derfor har jeg umiddelbart heller ikke noget problem med at skulle være i karantæne og holde afstand. Jeg har været vant til at være meget alene på mine rejser. Der har været dage, hvor jeg ikke har talt med andre end receptionisten på hotellet og kassedamen i supermarkedet.

Det har ikke været noget problem. Men de dage har været afløst af intense perioder, hvor jeg har været sammen med mange nye mennesker. Lige så meget som jeg elsker at være alene, elsker jeg også at være sammen med andre mennesker (så længe det er i afmålte doser 😉)

Det her er anderledes. Jeg elsker det støjende København – nu er byen ufattelig stille. Normalt hører jeg kun fuglene synge om morgenen inden byen rigtig er vågen. Nu hører jeg dem hele tiden. Jeg går en tur hver dag og prøver at finde nye veje rundt i byen, så jeg ikke bliver én af dem, der flokkes rundt om søerne.

Jeg savner det støjende baggrundstæppe, der giver mig en følelse af at være en del af byen. At være en del af fællesskab. Vi har alle sammen brug for at føle at vi hører til og indgår i et fællesskab – også os introverte. Det er svært i disse tider, når vi ikke må mødes i store grupper.

I stedet mødes vi på nettet i online fællesskaber. Tilbage i slutningen af 90’erne blev jeg medlem af mit første online fællesskab. Det hed Brainstorms og var stiftet af Howard Rheingold (en af de helt store guruer dengang). Medlemmerne kom fra hele verden. Jeg var med i et stykke tid men stoppede, da tonen blev for grov til sidst.

Vi kender tendensen fra de sociale medier i dag. Folk har kortere lunte på nettet end i den virkelige verden. I krisetid skærpes tonen, og det er som om folks negative sider forstørres. Der er flere end normalt som shamer andre, eller selvbestaltede sundhedseksperter der kritiserer alle initiativer.

Solen skinner langs søerne i København

Jeg er nyhedsjunkie og har brug for mit daglige fix. Jeg bruger ekstremt meget tid online, ikke kun for at følge nyhedsstrømmen. Jeg følger mange forskellige mennesker på de sociale medier og deltager i nogle debatter.

Det er min måde at socialisere på, men jeg har virkelig ondt af de ekstroverte. De må være ved at brænde sammen over ikke kan kunne komme ud og mødes med andre mennesker.

Men hvordan undgår man at blive bims af at skulle distancere sig, holde afstand og afmontere fællesskabet. Kreativiteten er stor derude. Folk holder online fredagsbar. Der arrangeres fællessang og dansefester fra altanerne. Behovet for at føle sig som en del af et fællesskab er enormt stort. Det er jo fantastisk – vi har en enestående tilpasningsevne.

Jeg fandt hende her da jeg gik på opdagelse på Vesterbro

Jeg selv har slukket for en del af nyhedsstrømmen for ikke at blive bombarderet med negative historier hele tiden. Jeg ser mine yndlingsfilm og -serier fordi det giver hjernen et pusterum. Jeg går en tur og hører mine yndlingspodcasts. Jeg taler også med min familie og mine venner. Og så er jeg blevet mere aktiv i online fora – når man ikke tale med folk ude i virkeligheden, må man jo gøre det på nettet.

Det kan være at det fører flere nye venskaber med sig… venner som jeg kan møde ude i virkeligheden, når vi må 😊

Jeg nåede lige at slippe ud af New York før verden lukkede ned og millionbyer jorden rundt blev forvandlet til spøgelsesbyer.

På toppen af Taal vulkanen på Filippinerne. Den gik senere i udbrud

Jeg har rejst i områder, hvor katastrofer er en del af hverdagen. Hvor samfundet kan bryde sammen på et øjeblik, fordi der kommer cykloner eller skovbrande. Fordi en vulkan går i udbrud eller der kommer et jordskælv. Andre steder jeg har rejst, er der risiko for terrorangreb eller kidnapninger.

Jeg har talt med mange undervejs om, hvor privilegerede vi er i Danmark. Der er ingen naturkatastrofer som lurer under overfladen. Og hvis der sker noget, har vi et velfungerende – og ikke mindst gratis – sundhedsvæsen. Vores infrastruktur virker – strøm, veje, varme, vand – er ikke noget vi dagligt frygter forsvinder i time- eller dagevis.

Imens jeg kiggede på hende her var der et terrorangreb igang i Nairobi få kilometer væk

Jeg har været utrolig heldig og undgået at blive ramt af katastrofer, selvom det flere gange har været tæt på. Der har både været terrorangreb, vulkanudbrud, jordskælv og skovbrande undervejs. Det er næsten blevet en stående joke, at jeg har rejst foran alle katastroferne – og lige er nået at få røven med mig hver gang.

Altså indtil jeg kom hjem igen til trygge Danmark. Jeg regnede med lige at skulle sove i en uge for at komme mig efter strabadserne. Og så skulle jeg ellers i gang med at vende tilbage til hverdagen – være sammen med venner & familie, kramme dem alle sammen godt & grundigt. Komme i gang med at tjene nogle penge, så jeg kunne rejse ud i verden igen.

Sammen med Columbianske humanister. Columbia er lukket ned – 306 smittede & 3 døde

I stedet slog verden en kolbøtte & Danmark lukkede ned. Jeg er så glad for at jeg nåede hjem for det her er noget andet end en naturkatastrofe. Det er en katastrofe der rammer hele verden med 200 kilometer i timen.

Jeg er bekymret for alle mine venner verden over. Mange af dem lever i lande hvor infrastrukturen ikke fungerer, hvor der ikke er nogen forsyningssikkerhed, hvor sundhedsvæsnet slet slet ikke har kapacitet til at håndtere en pandemi.

Sammen med fritænkere i Tanzania. Landet er ikke lukket ned – 12 er smittede

Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker når Afrika først for alvor bliver ramt. Det bliver frygteligt. Selv i mere veludviklede lande har almindelige mennesker ikke råd til at hamstre forsyninger til længere periode. Mange bliver nødt til at gå på arbejde, selvom de er syge fordi de ellers mister deres løn.

Jeg er så glad for at være hjemme i vores privilegerede land, hvor jeg kan hæve min arbejdsløshedsunderstøttelse, købe mad & betale mine regninger. Et land der har vist sig at stå sammen i en krisetid – tusinder har meldt sig som frivillige. Verden vil være forandret når vi kommer ud på den anden side. Indtil da er det fantastisk at se, hvordan folk hjælper hinanden – lad os fortsætte med det, når krisen er overstået.

Sammen med humanister i Filippinerne. Landet er delvist lukket ned – 552 er smittede, 35 er døde

Pas godt på jer selv & hinanden – hold afstand 😊

Det høflige land

2019-10-06 | Japan, Short read | No Comments

Jeg kan huske min barndoms fascination af Japan, når vi sad klistret til skærmen for at se Tornfuglene. Det var selvfølgelig er romantiseret billede af landet, der er så meget andet end shoguns, teceremonier og harakiri.

Taxa med chauffør i uniform

Men jeg lærte en del om japansk høflighed og et par japanske ord – hai (ja), arigato (tak) og sayonara (farvel). Høflighed er en ganske særlig disciplin i Japan. Alle vegne møder man den, den meget formelle høflighed, hvor man modtages med et buk og høflighedsfraser.

Det kan godt virke lidt overdrevet en gang imellem. Jeg tog toget mellem Osaka og Hiroshima, og igen fra Hiroshima til Tokyo. Hver gang konduktøren eller stewardessen kom ind i kupeen bukkede de, de bukkede også når de gik ud. Selv på Starbucks kommer der lige et lille buk.

Osaka by night

Men på den anden side er det svært at opfører sig ubehøvlet, når man bliver mødt med så meget høflighed. Jeg blev også mødt med megen venlighed. En meget venlig mand hjælper mig, da jeg lettere forvirret leder efter den rigtige udgang fra metrostationen i Osaka – i modsætning til i København er der 6-8 udgange, og man risikerer at skulle gå en kæmpe omvej, hvis man vælger den forkerte.

Den venlige mand pegede mig ikke bare i den rigtige retning – han fulgte mig hen til elevatoren, tog selv trappen og forklarede mig grundigt hvilken vej jeg skulle gå for at komme hent til mit hotel. Den samme venlighed mødte jeg flere gange undervejs.

Sushi kunst

De skaber også en form for personal space omkring sig – så der luft mellem dig og dem. Der er afstand mellem dig og dem, bare nogle få centimer. Det er ikke dårligt – det er faktisk ret rart, når man opholder sig i en bus eller et tog. Der er ingen asen og masen. Du får ikke følelsen af at folk overskrider dine grænser, fordi de kommer for tæt på dig i det offentlige rum. Der er ingen der ånder dig i nakken, og du får ikke en andens sved i ansigtet.

På stationen står folk pænt og venter på toget i rækker. Der gives plads til dem, der skal ud af toget. Det er ikke ligesom i Københavns metro, hvor folk klumper sammen foran døren – lad nu vær med at stå foran den dør!

Pokemon land

Infrastrukturen er upåklagelig. De har højhastighedstog så man bliver misundelig. Der er masser af metro, busser og tog. Togene kører til tiden. Der er hurtigt wifi alle steder – gratis. Det var en lettelse at komme fra Kina til Japan og kunne surfe ordentligt på nettet.

Der er pænt, ordentligt og struktureret. Lidt ligesom den sushi jeg elsker højt. Sushi er smukt, simpelt og velkomponeret. Men japanerne er også lattermilde og har en anden skæv side. Det viser deres kærlighed til Manga, til udklædning, til det anderledes – det er også pokemon land. Det er skøre tv-shows, mærkeligt tøj og meget mere.

Jeg ville gerne være blevet lidt længere og set noget mere af det smukke land. Sayonara.

Kick off

2019-08-31 | Rejsen, Short read | No Comments

Jeg har forladt Danmark og er landede i Moskva i går. På tirsdag stiger jeg på den transmongolske jernbane og efter cirka 8.000 kilometer med tog, står jeg med fødderne solidt plantet på den kinesiske mur.

Det er bare begyndelsen på min rejse jorden rundt.

Det er et år siden jeg sidste gang jeg trådte ind ad dørene i mit gamle firma, og køberne af mit hus underskrev købsaftalen. Beslutningen om at jeg ville starte forfra blev truffet for mere end et år siden, og jeg har ikke fortrudt et eneste øjeblik siden.

Min drøm om at rejse verden rundt er så småt ved at blive til virkelighed. Det seneste år har jeg rejst rundt i Afrika og Europa, jeg har interviewet mere end 40 mennesker, min podcast er online, jeg har set the big five og utallige andre dyr.

Jeg har set de smukkeste landskaber og rejst tusindvis af kilometer. Jeg har mødt de mest fantastiske mennesker undervejs. Jeg har ikke haft en eneste sygedag – og flere eventyr venter derude.

De næste 6 måneder bliver kufferten mit hjem inden jeg vender tilbage til Danmark sammen med foråret.

Foreløbig rejseplan er:

Rusland
Mongoliet
Kina
Japan
Taiwan
Philippinerne
Indonesien
Malaysia
Singapore
Nepal
Indien
Grækenland
Egypten
Jordan
Oman
De Forenede Arabiske Emirater

… inden jul

Dernæst skal julen og nytåret bruges i Australien, New Zealand og på Fiji før jeg vender næsen hjemad og rejser gennem Sydamerika, Mellemamerika og Caribien.

Jorden kalder 😊

Ctrl – Alt – Delete – igen

2019-08-28 | Short read | No Comments

Der har været stille på bloggen siden jeg kom hjem fra Ghana & London i juli. Jeg har brugt sommeren på at genoverveje mit projekt. Jeg dropper det ikke, slet ikke, men jeg har måtte gentænke hvordan jeg fortæller om mig selv, min rejse og mit projekt.

Der har været for meget sammenblanding mellem mig selv og min podcast. Min egen rejse med at starte forfra og træde ud af hamsterhjulet for at rejse verden rundt, har fyldt for lidt både på bloggen og på min Instagram profil. Min podcast og situationen for ikke-troende er kommet til at fylde det meste.

Så derfor adskiller jeg nu de to ting. Jeg har derfor oprettet en Instagramprofil til min podcast Babelfish (følg den endelig). Fremover vil alt vedrørende podcast findes der og på facebook. Du kan stadig finde podcast episoderne her på mit website.

Jeg har også besluttet at min blog fremover skal være på dansk fremfor på engelsk. Det giver mest mening for mig – jeg beholder dog engelsk som på min Instagram profil, fordi jeg har mange følgere fra hele verden. Min blog og egen Instagram profil vil komme til at handle om min egen rejse, genopdagelsen af mig selv og de overvejelser jeg gør mig om det gode liv, mens jeg rejser jorden rundt. Jeg har oprettet en facebook profil, hvor du kan følge mig.

Min hjemmeside er blevet opgraderet med links til artikler og foredrag. Hvis du gerne vil booke mig til et foredrag – eller kender nogen, som kunne være interesseret i at book mig, så tag kontakt. Jeg har tid fra marts 2020.

Jeg håber du kan lide den nye tilgang til det jeg laver 😊

The humanist society

2019-04-02 | Denmark, Short read | 1 Comment

Happy Human

My life stance is humanism and my values are based on human rights. This means I belong to a minority in this world since most people are religious. I have not really considered myself being part of a minority before I started my travels and talked to other non-believers.

But we are a minority. In Denmark approximately 1.500 people are members of the Danish Humanist Society and approximately 800 people are members of the Atheist Association – Denmark has 5.8 million citizens. So we are a minority in Denmark even though the country is considered to be one of the least religious in the world.

I’ve been a member of the Danish Humanist Society since it was founded almost 11 years ago. Since then the society has fought to be acknowledged as a life stance organisation to acquire the same rights as faith communities. We are not there yet but hopefully we will get there within a year or two.

I have been active in the society in some years now. It was my involvement in the international work which gave me the idea to Babelfish – it was meeting all the other humanist struggling to get recognised who sparked the idea. Even though I travel I am still active in the political work – you just need your laptop and your phone, and you can work all over the globe.

I have also been involved in planning a lot of events culminating in our 10-year anniversary celebration last year. 2018 was a busy year with a record high number of ceremonies held and a lot of events. Last weekend we had our general assembly where our President Lone Ree Milkaer again was amazed on how far we have gotten and what we manage to do with very few resources.

At the general assembly I was re-elected for the board and will also continue as vice president the next year 😊

London Baby

2019-03-27 | Short read, UK | No Comments

Kew Garden

I’ve just spent four days in London with my family. My daughter Sofie and her boyfriend Rasmus has been living there since August. Both my mom and I have birthdays in March. So, we went there for our birthday celebrations and to spend some time together for once.

I love London. I love the diversity, the bustling streets, the parks, the food. Just walking the streets, looking at people – walk a bit, grab a cup of coffee, walk some more, have lunch and so on. There is always something going on in London.

Phoenix Arts Club

Thursday, we went to the Phoenix Arts Club for The West End’s Theatre open mic night to experience Sofie on stage she is an amazing singer. It was a great evening; the performers are fantastic, and we had a lot of fun. They have open mic night every Thursday.

Friday on my mom’s birthday we visited Kew Gardens, a fantastic botanical garden. Way too big to see in just one day, so we only saw a fraction of it. We also had afternoon tea at the Ivy in Covent Garden – afternoon tea is a must every time I’m in London, love it.

Afternoon tea at the Ivy

Saturday, we went to Kensington Gardens and Hyde Park while a million brits was marching for a people vote. It’s hard to understand they are leaving the EU, but on the other hand they don’t really see them selves as Europeans. They always talk about the continent, i.e. Europe.

Kew Garden

It will also affect us as a family because we do not know whether Sofie and Rasmus can stay. Rasmus has just been accepted to one of the universities and will study creative writing the next 3 years – it’s so cool and I’m proud of him.

Sofie has a free scholarship for a musical performance school (MX Masterclass). We saw their show at Charing Cross Theatre on Sunday. Sofie has applied for a master’s in musical performance from this fall. All of this means we follow the Brexit negotiations closely – tension rises each day.

But besides the insecurity we had a great weekend in London – my feet were killing me, and I had to relax all of Tuesday due to the pain.

I’ll be leaving Denmark soon, but the whole family will be together again on Iceland in the beginning of June – a family holiday.

Management by Fear

2019-03-20 | Denmark, Rwanda, Short read | No Comments

Rwanda – Genocide Memorial

I just finalized my next article. Its about my visit to Rwanda and it has been difficult writing it. Its been tough thinking about my visit again, so emotional. I ended up spending several days writing the article, because I needed breaks in between.

Thinking about all those people killed during the genocide. All those lives lost. Looking at history it doesn’t seem like we will ever learn and change our ways. I’ve visited the memorial in Rwanda, I’ve also visited the killing fields in Cambodia – my grandparents were part of the resistance during world war 2. They were imprisoned in a camp in Denmark (Frøslevlejren). They were lucky. They were caught just before the war ended, else they might have ended up in a concentration camp.

Cambodia – Killing Fields

And why do genocides happen – how is it possible for human beings to kill other human beings. How is it possible for human beings to commit those horrible crimes. It is difficult to comprehend.

Looking at history the commonalities to me seems to be when groups of people are dehumanised – either because they are from another tribe, another religion, another race or just something else which differs them from the majority.

Denmark – Froeslevlejren

The dehumanising begins when those in power (or the people who wants to be in power) starts to distinguish us from them. They point out the differences between humans. Next step is to put fear into people, claiming ‘the others’ are bad people. Claiming ‘the others’ want to force you to change your life, your belief or even that they want to kill you, your family and friends.

This is what the Nazis, the Khmer rouge and the Hutus did. This is what happened before all genocides. Fear is a powerful tool – it is a powerful weapon. It is easy to scare people, especially when it comes to the un-known. It requires much more energy for us to have an open mind, look at the facts and be pragmatic.

Everyday we see how fear is spread, fake news and lies are all over the place. It’s a shame because basically all we want as humans is living a good life. We want a good life with friends and family being happy. This is what everybody wants no matter where you live, what colour your skin has or what you believe in.