Category: Kina

Home / Category: Kina

Starter ritualet. Nogle gange når vi kun igennem stadiet med høflighedsfraserne og basisinformationerne: navn, hvor man kommer fra og hvor man bor.

Alle steder i verden hvor mennesker mødes er der dette faste ritual med udveksling af informationer. Der er forskellige variationer over temaet. Nogle gange giver man hånd, andre gange lægger man hånden på hjertet og bukker let – andre steder samler man hænderne foran brystet og siger Namaste. Uanset variation handler det altid om at være imødekommende, nysgerrig og vise respekt.

En af utallige lokale der vil have taget selfie med hende den blonde blåøjede dansker

Næste fase er udveksling af mere detaljerede informationer – uanset om du sidder til middagsselskab i Danmark eller tager toget fra Moskva til Beijing. Uanset om du møder andre turister eller besøger lokale indbyggere. Det er altid de samme spørgsmål der bliver stillet. Hvad er dit arbejde? Er du gift? Har du børn? Hvor gammel er du? Hvor kommer du fra? Hvor skal du hen?

Når man rejser – især langt væk – tilføjes yderligere spørgsmål om ens kulturelle baggrund og land:  Hvor stort er Danmark, antal indbyggere, religion, kultur, hvorfor er vi så rige, hvordan kan det være at vi er verdens lykkeligste land, er højreekstremisterne også på fremmarch hos jer. Samtalen kan føre mange steder hen, og nogle gange fører det til længerevarende filosofiske eller politiske diskussioner.

Der er forskel på om dem man møder er andre rejsende eller om det er lokale.

Som rejsende udenfor de sædvanlige turistdestinationer er der en tendens til, at vi skaber et sammenhold – vores eget lille fællesskab. På togturen fra Moskva til Beijing mødte jeg flere af de samme mennesker undervejs. Man nikker venligt og anerkender at man har genkendt dem – ikke at man behøver at tale med hinanden, men vi ved at de andre er der.

I Delhi mødte jeg Shruti & Pulkit
2 unge humanister der var rejst 6 timer sammen med deres far for at hilse på mig

Genkendelsesnikket bruges fordi vi alle har en del af de samme oplevelser og ikke mindst udfordringer. Nogle gange falder man i snak, som når internettet i praksis er umuligt at bruge i Beijing vi brokker os i fælleskab – Nancy & jeg. Hun viser sig at være fra Minneapolis – Prince’s fødeby og på min bucket list (ja jeg har været fan siden jeg var ganske ung 😉). Jeg får hendes e-mail og lover at kontakte hende, når jeg en dag kommer for at besøge Paisley Park.

Mange udveksler e-mails m.m., men de færreste bruger dem. Det er en del af ritualet at udveksle kontaktinformationer, hvis man har tilbragt mere end 2 dage i hinandens selskab. Det er ikke helt almindelige turister der vælger at tage den transsibiriske jernbane. Jeg møder en gruppe af svensktalende finske kvinder, som alle er over halvfjerds (det vil jeg også når jeg når den alder 😊). Der er det unge tyske par jeg delte kupe med en enkelt nat, som vil rejse verden rundt i 1 år (det nåede jeg aldrig selv da jeg var ung).

Tony, Janet & John i
vores egen lille pub

John og Janet fra London har rejst i hele verden i mange år – de tager den samme rute mellem Moskva og Beijing, men forlænger med ekstra dage i Gobi ørkenen i Mongoliet. Tony fra London har solgt alt ligesom mig og rejser verden rundt i mindst 1 år. Vi nåede at etablere vores helt eget aftenritual og omdannede restaurantvognen til en britisk pub inden vores veje skiltes igen.

Vi mødes alle sammen i korte øjeblikke hvor vi udveksler rejseerfaringer og livserfaringer – ikke så meget livshistorier, for de synes ikke helt så vigtige der midt ude i ingenting. Hvad man arbejder med, er ligegyldigt – i stedet snakker vi om vores erfaringer og overraskende nok tit og ofte storpolitik.

Man kan ikke undgå at tale Brexit med enhver brite på vejen – alle jeg har mødt udenfor Europa er imod Brexit. Der er på en eller anden måde sammenhæng mellem dem, der rejser for de særlige oplevelser og deres politiske holdninger. Jeg har endnu til gode at møde en Trump tilhænger på mine rejser – amerikanerne jeg møder er nærmest flove over at være amerikanere.

På den guidede tur gennem den forbudte by mødtes brasilianeren og amerikaneren og jeg og snakkede om, hvad det dog var der foregik i deres lande. På den guidede tur til den kinesiske mur udvekslede israelerne og italienerne erfaringer om hver deres politiske cirkus.

Min guide og vores chauffør i Mongoliet.

Og så er der de lokale man møder undervejs. Min rejse er en kombination af turistture og besøge lokale kontakter. Det er ikke så ofte at man kommer tæt på guiderne og chaufførerne, men der er undtagelse – fx min guide i Mongoliet (beskrevet i tidligere blog indlæg). Det møde gjorde et stort indtryk på mig.

I de fleste af de lande jeg har rejst i har jeg mødtes med humanister og andre ikke-troende for at snakke med dem om deres livshistorier til min podcast Babelfish. Det er de færreste jeg kendte på forhånd, men alle sammen har taget imod mig med åbne arme. Nogle steder har de endda inviteret mig hjem og bo hos dem selv, som da jeg boede hos Harrison i Nairobi, Kenya. Lige nu har jeg boet 3 dage hos Narendra og hans kone Asha i Mangalore, Indien.

Uanset hvor jeg har været har de arrangeret middage eller sammenkomster, så jeg har kunne møde så mange som muligt. Det giver et helt andet indblik i det enkelte land, fordi man får andre historie end dem, der fremstilles i medierne. Igennem det sidste år har jeg interviewet mere end 60 mennesker og mødt mindst lige så mange, hvis historier jeg ikke har dokumenteret.

Hygge med humanister i Manila

Endelig er der de semi-lokale, som enten er migreret til landet eller besøger det ofte. I Tokyo mødte jeg amerikanske Robert, der har boet i Japan i mange år. I Pokhara mødte jeg danske Peter, der har besøgt Nepal gennem de sidste 20 år. De semi-lokale kan nogle gange give en mere objektiv og nuanceret beskrivelse af kulturen i landet.

Jeg har mødt hundredvis af mennesker på mine rejser – alle med hver deres unikke historie og indblik i deres del af verden. Det er kun en dråbe i havet set i forhold til de milliarder af mennesker, som vi er på jorden. Men det er en kæmpe oplevelse hver gang man møder et nyt menneske.

Imperier forgår, imperier består

2019-09-26 | Kina, Long read | No Comments

Mens de sidste rester af det engelske imperium forsvinder i brexiske krampetrækninger lever det kinesiske imperium videre efter mere end 2.000 på bagen.

Tian’Anam pladsen

Alting er meget større og imponerende end jeg havde forestillet mig. Tv-billederne med de ikoniske billeder af den ene modige kineser, der stillede sig i vejen for en militær tank på Tian’Anem pladsen, husker jeg tydeligt. Pladsen er en kilometer lang – iscenesat til militærparader.

Hvad jeg ikke vidste var, at pladsen ligger i forlængelse af den forbudte by, som er meget større. Vi brugte 2 timer på bare at gå igennem den forbudte by, direkte ned gennem midteraksen. Byen er bygget til at imponere i 1400-tallet – den imponerer stadig. Alt er holdt i røde og orange farver med blå, grønt og guld i udsmykningen.

Kineserne imponerer stadig med storslåede bygninger eller enorme infrastrukturprojekter, ikke kun i Kina men også i afrikanske lande, hvor de er massivt til stede. De planlægger langt ud i fremtiden – i modsætning til mange politikere i den vestlige verden, der sjældent ser længere end til det næste valg.

på toppen af muren

Den kinesiske mur blev bygget over flere generationer, men fungerede aldrig reelt som en forsvarsmur. Det er ikke en lang sammenhængende mur, men mange forskellige stykker. Mongolerne invaderede let et sted, hvor der ikke var en mur og overtog magten i løbet af 1200-tallet. Muren var derimod perfekt til at transportere varer og soldater samt kommunikere over store afstande.

Inden man selv står på den, er det svært at forestille sig, hvor imponerende den er – muren. Jeg besøgte den et sted, hvor det er let at komme op til toppen med en svævebane. Jeg forstår slet ikke, at nogle vælger at gå hele vejen op ad muren og så vandre på den i flere timer. Det er jo ikke en mur, der går ligeud – den går og op ned med høje trin. Solen bager mens der er køligt inde i vagttårnene.

Måske mere imponerende er Kinas første kejsers grav. Bygget for 2.200 år siden i Xi’an – byen hvor silkevejen starter, et sammensurium af forskellige kulturer mødes her og her Kina blev grundlagt. Det er graven hvor terrakottakrigerne står vagt. Man har fundet 8.000 af dem, kun 2.000 er indtil videre blevet udgravet.

Terrakottakrigere

Alle krigerne er individuelle med forskellige ansigter. Som om de er blevet modelleret efter levende soldater. Arkæologer arbejder hver dag med at udgrave flere – og prøver at sætte de ødelagte krigere sammen igen. Et puslespil med millioner af brikker.

Selve graven har de ikke åbnet. Det vil den kinesiske regering ikke – begrundelsen er, at kviksølvkoncentrationerne i graven er så høje, at det er giftigt for mennesker. Det lader også til, at der er bundet en del overtro til den lukkede grav – som om det kinesiske imperium bryder sammen, hvis man forstyrrer gravfreden.

I modsætning til det britiske imperium ser det ikke ud som om det kinesiske kommer i problemer foreløbig. Der slås hårdt ned på utilfredshed, ligesom i Hong Kong. Menneskerettigheder er ikke ligefrem noget de går ind for. Etnisk udrensning er heller ikke nyt – det seneste foregår i en af provinserne hvor ca. 1½ million muslimer er interneret for at blive genopdraget (ikke nogen ny metode for landet).

Det ny Kina
Shanghai by night

Der er fuld gang i økonomien. For ikke så mange år siden var størstedelen af befolkningen landmænd. Nu er markerne lejet ud eller solgt til store firmaer. Alt er nyt, husene, bilerne, vejene. Byerne vokser – 30 etagers boligblokke skyder op alle vegne, nye veje og jernbaner anlægges. Som at spille Civilization bare i endnu større format.

Og sådan fortsætter Kina med at bygge deres imperium – mens imperierne i den vestlige verden falder fra hinanden, først det britiske – det næste kunne blive det amerikanske.

Frustration & rejsetips

2019-09-22 | Kina, Long read | No Comments

Mit første møde med Kina var ikke det bedste. Hotellet i Beijing er et af de dårligste jeg nogensinde har boet på. Jeg ankom en søndag eftermiddag – i receptionen talte de ikke rigtig engelsk. Det gør de så ikke rigtig nogen steder fandt jeg ud af efterhånden.

Vred løve

Den søndag eftermiddag forstod jeg dog så meget, at alle hæveautomater var lukket pga. generalprøve på den storstilede militærparade, der skal holdes i anledning af 70 året for etableringen af folkerepublikken. Hotellet kunne ikke hjælpe med at veksle penge. Så uden penge kom aftensmaden til at bestå af de kopnudler, som jeg havde til overs fra togturen.

På hotellet virkede wifi’en kun i lobbyen – jeg var dog så heldig at det virkede indimellem på mit værelse om aftenen. Jeg har haft bedre forbindelse mange steder ude i midten af ingenting i Afrika. Efter et par uger på farten havde jeg glædet mig til at få vasket tøj på hotellet, men næ nej den service havde de heller ikke – så jeg vaskede tøj i håndvasken.

Park

Det lykkedes mig heller ikke at leje en cykel – det kunne hotellet heller ikke hjælpe mig med. Beijing er fyldt med udlejningscykler, men de fleste kræver at man har en kinesisk bankkonto, så der kan betales via en app. Men der er selvfølgelig en mulighed for turister. Det ville de så ikke hjælpe mig med.

Det tegnede slet ikke godt, men heldigvis mødte jeg kun søde mennesker alle andre steder end på hotellet.

Beijing er en stille by. Der bor mere end 20 millioner mennesker, men det bemærker man slet ikke. Den berygtede luftforurening oplevede jeg ikke. Myndighederne har gjort meget for at ændre forholdene. De eneste larmende og forurenende køretøjer var biler og busser. Resten, scootere, minibiler osv. var elektriske. Det skulle jeg lige vænne mig for de sniger sig lydløst op på en, som en ninja.

De kan noget med blomster

Jeg havde med vilje valgt ikke at have nogle planer de to første dage. Jeg skal passe på ikke at lave et program, som er alt for tætpakket med aktiviteter og rejsetid – hvis det fortsætter for lang tid bliver jeg rejseudmattet. Og så ender jeg med at kravle under en dyne et par dage og se Netflix. Det oplevede jeg, da jeg rejste rundt i Afrika i tre måneder sidste vinter.

Nu håber jeg, at jeg har lært det. Det er hårdt at rejse – der er så mange nye indtryk hele tiden, nye omgivelser, nye mennesker, andre sprog. Hjernen bliver træt og skal have hvile. Den bedste rutine jeg har på mine rejser er, at jeg bliver på hotellet og arbejder om formiddagen.

Ikke at jeg får nogen penge for det jeg laver lige nu – bloggen, artiklerne eller podcasten. Jeg lever af det, der står på min bankkonto. Men selvom det pt. er ulønnet, ser jeg det stadig som et arbejde, der skal passes. Jeg bruger også en del tid på at planlægge min rejserute, at være i kontakt med folk lokalt og ikke mindst udtænke ideer til mulige sponsorer (indtil videre uden held).

Små gyder

Om eftermiddagen tager jeg på tur. I Beijing gik jeg ture i nærheden af hotellet, der ligger få minutters gang fra den forbudte by midt i et gammelt kvarter og i nærheden af de skønneste parker med søer. Og da jeg endelig havde fundet en hæveautomat, var jeg tryg igen med penge på lommen.

Jeg elsker at gå på opdagelse uden egentlig at vide, hvor jeg ender henne. Det er bare at vælge, hvilken vej man vil gå – til venstre, til højre eller lige ud. Beijing er en fredelig by. Der er masser af politi og vagter alle steder. Du ser ingen tiggere på gaden – de har ikke lov til at være der.

Jeg fik mange advarsler inden jeg kom hertil. Om at kineserne er nogle svin, at der smides skrald allevegne m.m. Det er slet ikke min oplevelse, tværtimod. Det der er anderledes er, at de bøvser højlydt, hoster og spytter på gaden. Der er ingen stinkende skraldespande eller affald på gaden. Der er offentlige toiletter overalt. Vandet i hanerne kan ikke drikkes, men byen er fuldt med drikkevandshaner som er gratis.

Bag dørene i gårdhaverne

Så jeg følte mig tryg i Beijing. Man skal selvfølgelig ikke være naiv, når man rejser. Opfør dig ordentligt, vær venlig og lad vær med at gå på bar hele natten og drikke dig fuld. Man kommer ret langt med almindelig sund fornuft – og slå tålmodigheden til, når man kommunikerer med andre. I forstår ikke nødvendigvis hinanden, selvom I tror i begge to taler engelsk.

Et godt råd er at have et visitkort med fra hotellet, hvor adressen er på. Så kan man altid stige ind i en taxa og blive kørt tilbage. Jeg bruger også maps.me, der er en kort app som virker offline. Den er ret fantastisk. Man kan downloade detaljerede kort over byer. Og vupti kan man finde vej til seværdigheder, hæveautomater, offentlig transport m.m. Og nej jeg er desværre ikke sponsoreret af maps.me.

Dette er ikke Lego

Så jeg gik en tur i området og fandt de skønneste parker, gårdhavekvarterer og butikker. I de gamle kvarterer er alle huse og mure bygget i går mursten. Dørene er røde. Der er ikke meget udsmykning – måske nogle få ord på dørene.

De gamle kvarterer består af en etages gårdhavehuse. De er inddelt i firkanter med en mur omkring – inde bag muren er der masser af små huse med meget snævre gyder imellem. Indimellem står en dør åben og man får et glimt af flere små sammenhængende huse bagved. Imellem firkanterne er der snævre stræder, hvor der lige netop kan køre en bil – og det gør der. Der ligger butikker og restauranter indimellem, men ellers er de fleste butikker og restauranter placeret ude ved de større veje.

Flere gange oplevede jeg, at folk ville have taget billeder med mig – mest ældre mennesker. Ikke at jeg selv synes det, men i deres øjne er jeg blond. Og med mine blå øjne er jeg åbenbart et kuriosum. Der er forbavsende få vesteuropæiske turister, næsten ingen med blondt hår og blå øjne. Så nu findes jeg i flere kineseres feriebilledsamling.