Der er højt til himlen og langt til horisonten i Mongoliet. Når man ser ud over stepperne, er det nemt at forestille sig rytterne galoperende afsted på deres heste – ligesom Drogo og hans mænd i Game of Thrones. Hestene er her stadigvæk sammen med kamelerne og køerne.
Mongoliet er verdens mest tyndtbefolkede område. I dette store land, der er klemt inde mellem Kina og Rusland, lever kun 3 millioner mennesker. Det ville svare til, at der kun skulle bo lidt under 90.000 mennesker i Danmark!
De er stolte af deres fortid, og har bygget en 40 meter høj statue af Djengis Khan midt ude på sletterne for at understrege det. Sandheden er, at de siden dengang har været underlagt kinesisk og russisk styre. Landet har kun været selvstændigt siden 90’erne.
Nu arbejder de på at finde fodfæste i deres egen identitet, og er splittet mellem nomadelivet og det moderne storbyliv.
De er på den ene side stadig et nomadefolk, hvor familien lever i en ger (nej de kalder det ikke for en jurte men en ger) med dyreflokken omkring sig. Her er ingen indhegninger, så dyrene græsser frit. Da jeg spørger min guide Suv, hvordan de så kan finde ud af hvilke dyr, der tilhører hvem, griner hun lidt – det ved dyrene selv siger hun.
På den anden side er de et moderne samfund. Mongoliet har kul, guld og mineraler i jorden. Infrastrukturen er god, og der er trafikkaos i byerne ligesom alle andre steder i verden. På bare en enkelt generation er skiftet var nomadekultur til storbykultur sket. Det er vildt at tænke på – i Danmark ville de svare til at fæstebøndernes børn levede i nutidens København.
I Ulaanbaatar (som de selv kalder UB) bor en halv million mennesker. Sproget er meget anderledes end russisk, selvom de bruger det samme alfabet. Sproget er i familie med tyrkisk og japansk, selvom jeg synes jeg kan høre nogle enkelte grønlandske lyde indimellem.
Ude i nationalparken Terelj sov jeg i min egen ger. Selvom dagtemperaturen kommer over 15-20 grader, er der koldt om natten, næsten nede omkring frysepunktet. Siderne i ger’en fungerer som et elektrisk tæppe, der blev tændt om aftenen for at holde kulden lidt på afstand. Brændeovnen blev tændt, så der blev lige så varmt som i en sauna – efter et par timer var temperaturen lav nok til at sove i.
Jeg er blevet helt vild med Mongoliet, og vil bestemt gerne tilbage på besøg. Landskabet er små smukt. Den høje himmel, den uendelige horisont, den klare luft.
Det gik op for mig derude i ingenting, at jeg elsker det åbne landskab. Jeg har rejst mange steder i verden, men der hvor jeg har haft det bedst, trukket vejret helt ned i maven og være gladest – har været i de åbne landskaber. Om ørkenen i Sahara eller Namibia, savannen i Uganda eller Tanzania, eller nu stepperne i Mongoliet, så har jeg det allerbedst, når der er langt til horisonten. Sangstrofen ’jeg kan bedst li’ åbne vidder…’ (ved godt den handler om havet men alligevel) kørte som min helt egen underlægningsmusik, mens jeg var der 😊