At overleve en togtur
2019-09-08 | Long read, Rusland, Transmongolske Jernbane | No Comments
Kan man som introvert overleve turen med den transsibiriske jernbane? Ja det kan man godt – eller rettere jeg kunne godt.
Den første del af turen med toget fra Moskva til Beijing var for mig den længste. 3 dage og 4 nætter på toget, som kørte næsten 5.200 kilometer gennem 5 tidszoner for at nå frem til Irkutsk. Et bynavn som det næsten er umuligt at udtale medmindre man er russer.
Jeg tog turen i et stræk, mens andre deler den op i mindre bidder. Jeg mødte nogle skønne briter, der havde taget en overnatning i Yekatarinburg for at splitte turen op. Tony var på vej fra Skt. Petersborg og skal med hele vejen til Vladivostok. Han har været på farten i 4½ måned og regner med at rejse verden i mindst 1 år.
Janet og John er på den samme rejse som mig, så vi fortsætter på den transmongolske del af jernbanen med endestation Beijing. De har rejst i hele verden, og vi har været mange af de samme steder. Alle 3 bor i London ikke særlig langt væk fra Sofie og Rasmus.
Jeg var ellers noget spændt på, hvordan det skulle gå. At dele en kupe med 3 andre i så lang tid. En kupe der reelt ikke er andet end 4 små væghængte senge med et lille bord i midten. Jeg sov øverst til venstre med den mindste sengehest jeg nogensinde har set – ikke meget mere end 10 cm i højden. En hård opbremsning og jeg var sikker på, at jeg ville trille ud over kanten. Der skete selvfølgelig ikke noget.
Jeg trak nitten og delte med et par og deres lille søn, som ikke var meget mere end 1 år gammel. Drengen ikke var meget for at sove om natten, og temperaturen i vores kupe var et godt stykke over 20 grader. Så udover manglende nattesøvn var nætterne ret svedige. Jeg er sikker på, at lugten derinde ikke har været den bedste – vinduet kan ikke åbnes og man kan ikke komme i bad på toget.
Til gengæld har hver vogn egen stewardesse, der sørger for at vognen er ren og pæn. Hver dag gøres vognen ren. Toiletterne holdes pæne. Hun sælger også et udvalg af drikkevare, snacks, kopnudler og souvenirs. Hun sørger for at folk kommer af på de rigtige stationer – der er også stop midt om natten, hvor folk skal af. Og der er altid varmt vand på samovaren til den evindelige tedrikning, eller nescafeen og kopnudlerne.
Russerne opfører sig meget hensynsfuldt. Det lader til, at der er en uudtalt regel om hvordan man skal opføre sig respektfuldt overfor hinanden. Så der er ingen, der stirrer uhæmmet – selvom der kommer en 2 meter høj hærdebred russer gående i bar mave ned ad gangen. Man kan jo godt forstå ham, når det er så varmt. Man kigger den anden vej.
Her er ingen fine fornemmelser. De fleste er i afslappet tøj, nogle endda i nattøj. Det er meget intimt at være så mange mennesker på så lidt plads. Der er løbende udskiftning af de forskellige passagerer, på hver station stiger nogle af og andre kommer til. Jeg var ikke så heldig at få udskiftet mine roommates undervejs, men i alle de andre kupeer kom der nye til.
De fleste russere taler meget dårligt engelsk eller slet ikke. Men de vil alligevel gerne tale med én, så kommunikationen foregår med enkelte ord og fagter. Nogle gange tror de, at hvis de bare råber så forstår man dem lige pludselig.
Jeg tror de fleste skaber deres egen lille mentale boble af privatsfære, et safe space. Jeg gjorde – og så flygtede jeg ned i restaurantvognen, når børnefamilien fyldte for meget og jeg bare gerne ville sidde og stirre ud ad vinduet.
Restaurantvognen er der man møder de andre turister. Russerne medbringer selv deres egen mad til turen, eller køber på stationerne, hvor der er utallige kiosker som sælger mad og snacks. Restauranten begynder først at blive fyldt op sent på eftermiddagen, så jeg havde for det meste det hele for mig selv.
Maden var ikke noget at råbe hurra for, men det er her man slår sig løs. Ude i vognene er stemningen mere afdæmpet, og man taler lavmælt af hensyn til dem der sover. Jeg mødte finner, franskmænd, tyskere, new zealændere og så selvfølgelig mine nyfundne britiske venner, der omdannede baren til den lokale pub hver aften.
Så ja – jeg ’overlevede’ togturen på bedste vis. Det kan alle. Man skal bare huske ørepropper, sovemaske, kopnudler, snacks, wetwipes, nysgerrighed og godt humør 😉