Smil smitter ikke med corona
2020-04-13 | Denmark, Short read | No Comments
Kommer krisen mon til at forandre den måde vi omgås hinanden på? Eller vil vi vende tilbage til normalen med håndtrykstvang og maskeforbud?
Det er et godt spørgsmål. Jeg synes selv håndtryk er lidt klamt – en smittespreder. Jeg ville ikke have noget imod at vi afskaffede den tradition. I Asien har de nogle dejlige hilseritualer – fx foldede hænder foran brystet.
Verden forandrer sig og for tiden går det stærkt. Ikke bare i det store men også i det små. Jeg kan mærke det når jeg går rundt i et solbeskinnet København. Foråret er på vej, fuglene synger og folk ville normalt gå småsmilende rundt og nynne forårssange.
Stemningen er selvfølgelig anderledes – mere anspændt, næste knuget. De fleste gør som de skal. Vi holder afstand på gaden og i butikkerne. Men ud over det åbenlyse er der også en underliggende forandring. Som om angsten for at andre mennesker kan smitte én med en dødelig sygdom svæver imellem os.
VI trækker os – ikke bare fysisk men også mentalt. Når jeg går i gaderne, ser jeg på folk jeg møder. Jeg går imod dem med åbent ansigt i håbet om at få øjenkontakt, så jeg kan stikke dem et smil. Et smil gør glad. Og når folk smiler tilbage, bliver jeg glad.
Men folk kigger væk – de er ikke engang begravet i deres smartphone. De kigger ned i jorden eller ud til siden, som om min blotte tilstedeværelse kan smitte dem med corona på flere meters afstand. Som om mit blik kan sende coronavirus ind i deres blodbaner.
Det er jo ikke fordi folk var vildt åbne og nysgerrige før coronaen. Men det føles som om folk lukker sig mere om sig selv og sætter et mentalt visir op. Jeg får lyst til at råbe ad dem – smil smitter IKKE med corona, for helved altså.
Hvad kommer det til at gøre ved os at vi skal holde afstand? Mon vi vil blive ved med at holde afstand – både fysisk og mentalt. Vil det i sidste ende ødelægge vores tillidssamfund – ødelægge vores samfundskontrakt, hvor vi betaler vores skat mod at vi stoler på, at samfundet tager sig af os når verden ramler.
Under økonomiske kriser kunne vi stadig være sammen i vores fællesskaber – både de store og de små. Vi kunne kramme og holde hinanden i hånden. Hjælpe hinanden og trøste hinanden. Nu skal vi holde sammen på afstand – kan vi det. Det er svært.
Der tales om hudsult og manglen på fysisk kontakt. Om manglen på kram – jeg håber næsten at der vil blive holdt store krammeevents, når vi er igennem det her.
Indtil da må vi sende virtuelle kram med øjnene – med et blik, et nik og et smil, når vi møder hinanden på gaden. Jeg vil i hvert fald prøve… også selvom de kigger den anden vej.
Heldigvis er der andre som mig, der møder mennesker på deres vej med åbent ansigt for at stikke dem et smil… så jeg får høstet smil på min daglige gåtur 😊
Husk… smil smitter IKKE med corona!!