Mens de sidste rester af det engelske imperium forsvinder i brexiske krampetrækninger lever det kinesiske imperium videre efter mere end 2.000 på bagen.
Alting er meget større og imponerende end jeg havde forestillet mig. Tv-billederne med de ikoniske billeder af den ene modige kineser, der stillede sig i vejen for en militær tank på Tian’Anem pladsen, husker jeg tydeligt. Pladsen er en kilometer lang – iscenesat til militærparader.
Hvad jeg ikke vidste var, at pladsen ligger i forlængelse af den forbudte by, som er meget større. Vi brugte 2 timer på bare at gå igennem den forbudte by, direkte ned gennem midteraksen. Byen er bygget til at imponere i 1400-tallet – den imponerer stadig. Alt er holdt i røde og orange farver med blå, grønt og guld i udsmykningen.
Kineserne imponerer stadig med storslåede bygninger eller enorme infrastrukturprojekter, ikke kun i Kina men også i afrikanske lande, hvor de er massivt til stede. De planlægger langt ud i fremtiden – i modsætning til mange politikere i den vestlige verden, der sjældent ser længere end til det næste valg.
Den kinesiske mur blev bygget over flere generationer, men fungerede aldrig reelt som en forsvarsmur. Det er ikke en lang sammenhængende mur, men mange forskellige stykker. Mongolerne invaderede let et sted, hvor der ikke var en mur og overtog magten i løbet af 1200-tallet. Muren var derimod perfekt til at transportere varer og soldater samt kommunikere over store afstande.
Inden man selv står på den, er det svært at forestille sig, hvor imponerende den er – muren. Jeg besøgte den et sted, hvor det er let at komme op til toppen med en svævebane. Jeg forstår slet ikke, at nogle vælger at gå hele vejen op ad muren og så vandre på den i flere timer. Det er jo ikke en mur, der går ligeud – den går og op ned med høje trin. Solen bager mens der er køligt inde i vagttårnene.
Måske mere imponerende er Kinas første kejsers grav. Bygget for 2.200 år siden i Xi’an – byen hvor silkevejen starter, et sammensurium af forskellige kulturer mødes her og her Kina blev grundlagt. Det er graven hvor terrakottakrigerne står vagt. Man har fundet 8.000 af dem, kun 2.000 er indtil videre blevet udgravet.
Alle krigerne er individuelle med forskellige ansigter. Som om de er blevet modelleret efter levende soldater. Arkæologer arbejder hver dag med at udgrave flere – og prøver at sætte de ødelagte krigere sammen igen. Et puslespil med millioner af brikker.
Selve graven har de ikke åbnet. Det vil den kinesiske regering ikke – begrundelsen er, at kviksølvkoncentrationerne i graven er så høje, at det er giftigt for mennesker. Det lader også til, at der er bundet en del overtro til den lukkede grav – som om det kinesiske imperium bryder sammen, hvis man forstyrrer gravfreden.
I modsætning til det britiske imperium ser det ikke ud som om det kinesiske kommer i problemer foreløbig. Der slås hårdt ned på utilfredshed, ligesom i Hong Kong. Menneskerettigheder er ikke ligefrem noget de går ind for. Etnisk udrensning er heller ikke nyt – det seneste foregår i en af provinserne hvor ca. 1½ million muslimer er interneret for at blive genopdraget (ikke nogen ny metode for landet).
Shanghai by night
Der er fuld gang i økonomien. For ikke så mange år siden var størstedelen af befolkningen landmænd. Nu er markerne lejet ud eller solgt til store firmaer. Alt er nyt, husene, bilerne, vejene. Byerne vokser – 30 etagers boligblokke skyder op alle vegne, nye veje og jernbaner anlægges. Som at spille Civilization bare i endnu større format.
Og sådan fortsætter Kina med at bygge deres imperium – mens imperierne i den vestlige verden falder fra hinanden, først det britiske – det næste kunne blive det amerikanske.