Tålmodighed er en dyd siger nogen. Måske er det på tide, at vi indfører coronatålmodighed. Hjemme hos mig findes der flere former for tålmodighed. Da min datter var lille indførte vi hverdagstålmodighed & ferietålmodighed.
Hverdagstålmodighed giver næsten sig selv. Det er den tålmodighed der gør sig gældende i det daglige derhjemme, på arbejdet & i skolen. Det er den tålmodighed der eksisterer i Danmark, hvor vi er vant til at alt går hurtigt.
Det er den tålmodighed, der hurtigt mistes. Den forsvinder når man skal vente 20 minutter i telefonkø til kundeservice, eller der er 3 ugers leveringstid på en par bukser fra online shoppen. Det er også den, der gør det svært at lade være med at trippe frustreret, når der en som går meget langsomt foran dig på fortovet.
Hjemme hos os er det helt ok at blive frustreret over andres langsommelighed. Så længe det er i hverdagen, og så længe man ikke stiller sig op og råber dem ind i ansigtet i frustration. Man må gerne brokke sig indenfor hjemmets – eller bilens – fire vægge.
Ferietålmodighed er noget helt andet. Den bliver aktiveret i det sekund vi lukker hoveddøren bag os og vender næsen mod lufthavnen. Forventningens glæde sætter ind og vi ved, at vi bliver nødt til at følge med strømmen uanset hvad den byder os – det er et eventyr uanset, hvad vi kommer til at opleve og hvor uendelig langsomt det kommer til at ske.
Ferietålmodigheden gør, at vi uden brok sidder i timevis i diverse lufthavne for at vente på det næste fly. Den gør at vi siger pyt til de forsinkelser, der dukker op undervejs. Som da lufthavnen i Kathmandu blev lukket ned i 3 timer pga. vejret – forsinkelser sker. Det er det eneste der er helt sikkert.
Det er ferietålmodigheden der gør, at du affinder dig med at vente i 35 graders varme i 4 timer på grænsen mellem Laos & Cambodia, mens grænsevagterne skal tage stilling til om du skal have visum. Den gør, at du tager det som en oplevelse, at du kører gennem Zambia i en bus i 16 timer for at komme til Mpulungu i den nordligste del af landet – kun afbrudt af 3 pauser på 20 minutter hver.
Det er ferietålmodigheden der gør, at du siger pyt til forhindringer du ikke kan gøre noget ved. Som når en storm vælter elmasterne i Ugandas hovedstad Kampala, og strømmen forsvinder i et par dage. Man vænner sig hurtigt til at sove uden aircondition eller blæser – der er ikke så meget andet at gøre. Man dør ikke af det, men sveder vildt meget 😉
Nu tænker jeg, at det er på tide at indføre en tredje form for tålmodighed… coronatålmodighed. En tålmodighed som minder om ferietålmodigheden, men som strækker sig uendeligt ud i tid. Når vi rejser ud på eventyr, er der jo altid en slutdato – en uge, 10 dage, en måned, et halvt år.
Det er der ikke her. Der er så meget vi ikke ved. Vi ved ikke, hvornår der kommer en vaccine. Vi ved ikke, hvornår hverdagen kan blive normaliseret igen. Vi ved ikke, hvordan vores verden kommer til at se ud på den anden side. Usikkerheden er kæmpestor.
Coronatålmodighed er når vi siger pyt til, at vi ikke ved om vi kan komme i biografen i næste uge. Eller om vi kan komme på vinterferie til Thailand. Coronatålmodighed er når vi ikke brokker os over de beslutninger, der bliver truffet af eksperter. Men at vi stoler på at de gør deres bedste. Det er når vi bærer over med de selvbestaltede politibetjente, der konstant brokker sig over, hvordan andre opfører sig udendørs – måske de bare trænger til et kram. Send dem et luftkram.
Coronatålmodighed er når vi bærer over med os selv – når vi bliver triste, pissesure, trætte, dovne. Og lader være med at slå os selv oven i hovedet. Vi er alle sammen i krise, vores hjerner er på overarbejde, så vi kan ikke overkomme alt det vi ’burde’.
Pas godt på jer selv og hinanden… og hav Coronatålmodighed… vi skal nok klare det 🙂